Witenagemot

Witenagemot eller Witan (bogstaveligt vise mænd) var kongens råd i den angelsaksiske regering i England fra før 600-tallet og frem til 1000-tallet. Det bestod af vigtige adelsmænd, herunder ealdormen, thegner og biskopper.

Dets primære funktion var at rådgive kongen om lovgivning, retssager, jordoverdragelser og andre anliggender af national betydning. Witan kan have valgt nye konger blandt medlemmer af den regerende slægt. Efter den normanniske erobring i 1066 blev disse roller varetaget af et lignende råd kendt som curia regis, men de blev fortsat kaldt witan helt op i 1100-tallet.

Før 1900-tallet betragtede mange historikere witan som et proto-parlament, en institution der både var demokratisk og repræsentativ, og i sin substans en forløber for det engelske parlament. Senere historisk fortolkning har imidlertid fremhævet witanets ad hoc-præg og dets grundlæggende kongelige karakter.

Rolle

Witan spillede en væsentlig rolle i lovgivningen. Kongen og hans rådgivere udarbejdede love og søgte derefter witanets rådgivning og samtykke. Som Lyon påpeger, var denne proces et udtryk for kongens ønske om at indsamle synspunkter fra alle dele af riget, hvilket "frembragte et bredere udsnit af meninger og gav lovgivningen en mere solid opbakning". Witan deltog både i verdslig og kirkelig lovgivning. Kirkelovene blev dog udarbejdet af gejstligheden, mens læge adelsmænd blot gav deres samtykke.

Witanets indflydelse var ikke begrænset til lovgivning. Kongen søgte dets råd og samtykke ved ekstraordinær beskatning, som ville belaste adelen, såsom danegæld. Witan drøftede også spørgsmål om krig, fred og traktater. Fremlæggelsen af kongelige testamenter fandt sted på witan-møder.

Konger udstedte chartere, der tildelte bookland, på witan-møder. De vidnelister, der var knyttet til disse chartere, beviste, at witan havde givet samtykke til tildelingerne. Denne praksis havde rødder i den sene romerret, som krævede vidner ved private retslige transaktioner. Historikeren Levi Roach forklarer, at "anvendelsen af denne autentificeringsmetode for tidlige engelske diplomer er forståelig: i fraværet af direkte bureaukratisk kontinuitet med det sene Romerrige, hvilket reelt udelukkede brugen af segl eller notariel underskrift, som praktiseret andre steder, var brugen af vidner – der spejlede de autentificeringsmetoder, der blev anvendt ved private transaktioner på kontinentet – en elegant løsning".

Se også

• Valgmonarki

Referencer

Litteratur

• Lyon, Bryce (1980). A Constitutional and Legal History of Medieval England (2nd udgave). W. W. Norton & Company. ISBN 0-393-95132-4. 1st edition available at the Internet Archive.
• Roach, Levi (2013). Kingship and Consent in Anglo-Saxon England, 871–978: Assemblies and the State in the Early Middle Ages. Cambridge, UK: Cambridge University Press. ISBN 978-1-107-03653-6.