Wonder Girls (koreansk: 원더걸스) var en sydkoreansk pigegruppe dannet af JYP Entertainment. Gruppen debuterede i februar 2007 med singlen »"Irony" og bestod af fem medlemmer: Yeeun, Sunye, Sunmi, Hyuna og Sohee. Efter Hyunas afgang i juli blev Yubin optaget i gruppen inden udgivelsen af deres debutalbum, The Wonder Years (2007). Albummet indeholdt hitsinglen "Tell Me", som toppede adskillige sydkoreanske hitlister.
Wonder Girls befæstede yderligere deres position som en af landets førende pigegrupper med hitsinglerne "So Hot" og "Nobody", der udkom i 2008. Efter at være udgivet som single i USA i 2009 nåede "Nobody" en 76. plads på Billboard Hot 100, hvilket gjorde Wonder Girls til det første sydkoreanske band, der kom ind på hitlisten.[ Gruppen begyndte sit indtog på det amerikanske marked samme år som opvarmningsband på Jonas Brothers’ World Tour, hvor de fremførte engelske versioner af deres sange.
I begyndelsen af 2010 forlod Sunmi gruppen for at indlede en akademisk karriere og blev erstattet af Hyerim inden den verdensomspændende udgivelse af singlen "2 Different Tears" senere samme år. Deres andet studiealbum, Wonder World (2011), indeholdt hitsinglen "Be My Baby". I 2012 medvirkede Wonder Girls i TeenNick-filmen The Wonder Girls og udgav deres sidste tre singler som en kvintet, heriblandt "Like This" og "Like Money", inden de holdt en tre år lang pause. I 2015 blev det offentliggjort, at Sunye og Sohee havde besluttet at forlade gruppen, mens Sunmi ville genindtræde i gruppen. Denne firemandskonstellation udgjorde et bandorienteret koncept til deres roste tredje og sidste studiealbum, Reboot (2015), samt singlen "Why So Lonely" (2016), der blev et tophit'.
Wonder Girls er også kendt som "Sydkoreas retro-dronninger", da deres musik er kendt for at indeholde elementer fra 1960'erne til 1980'erne. I 2017 placerede Billboard Wonder Girls som nummer 3 på deres liste over "De 10 bedste K-pop-pigegrupper fra det sidste årti". Gruppen opløstes officielt den 26. januar 2017 efter mislykkede forhandlinger om kontraktforlængelse med nogle af medlemmerne. Den 10. februar 2017 udgav de deres sidste single, "Draw Me", som også fungerede som en fejring af deres 10-års jubilæum.