Yankie Bar

Yankie Bar er en chokoladebar, der produceres som slik af Toms.

Den blev opfundet i 1946, da de amerikanske soldater i det besatte Tyskland efter 2. verdenskrig skulle have noget chokolade. Opgaven blev sendt i licitation, blandt andet for at støtte den europæiske industri, der efter krigen lå i ruiner. Toms vandt licitationen og kaldte den for Yankie Bar, fordi den var bestilt af amerikanerne, hvis soldater blev kaldt "yankees" og fordi chokoladebarer på det tidspunkt var et kendt amerikansk koncept. Historien er, at man stavede chokoladebaren med "-ie" sidst, fordi man ikke forventede, at danskerne kendte den korrekte udtale af "ee" på engelsk. For at reklamere for chokoladen lavede man i løbet af 1970'erne papfigurer af fodboldspilleren Preben Elkjær.

Yankie Bar blev først rigtigt udbredt blandt danskere efter at rationeringen på kakaobønner i 1950 blev ophævet. I starten havde nogle danskere den opfattelse, at chokoladen var amerikansk, hvilket gav den en mytisk karakter, men hippierne ville af samme årsag ikke have noget med den at gøre, hvorfor Toms måtte bruge ressourcer på at fortælle, at den altså var dansk. Navnet blev også et problem under Vietnamkrigen, hvor demonstranter over hele verden brugte parolen "Yankees go home". Chokoladens navn forhindrede i 1960'erne og 1970'erne udbredelse på det amerikanske marked, da ordet "yankie" havde en mere positiv klang i Danmark end i USA.

Efter jerntæppets fald vandt chokoladen i en periode også udbredelse i Rusland, hvor den yngste del af befolkningen begyndte at hylde amerikanske værdier. Pr. 2015/2016 havde chokoladen primært sin udbredelse i Danmark og de nordiske lande, men er aldrig blevet solgt i USA.

Referencer

  1. 1 2 3 4 5 Rasmussen, Christian Sejer (13. april 2016). "Derfor hedder det Yankie-bar: Elsket dansk chokoladebar fylder 70 år". livsstil.tv2.dk. Hentet 7. februar 2026.
  2. 1 2 3 4 5 6 7 Sonne, Katrine. "Yankie baren runder et skarpt hjørne". b.dk. Berlingske. Arkiveret fra originalen 23. januar 2025. Hentet 26. april 2024.
  3. 1 2 Rasmussen, Christian Sejer (13. september 2015). "Vidste du det? Derfor hedder det en Yankie bar". livsstil.tv2.dk. Hentet 7. februar 2026.
Denne artikel kan blive bedre, hvis der indsættes et (bedre) billede
Hjælp os ved at uploade dit eget billede eller finde et på Internettet.