Amanda (edbsystem)

For alternative betydninger, se Amanda. (Se også artikler, som begynder med Amanda)

Amanda var et edb-system i Arbejdsmarkedsstyrelsen (AMS). Navnet bruges ofte som synonym for it-skandaler. I 2007 vandt Amanda-projektet titlen som Danmarks største it-skandale i en afstemning i Computerworld.

Amanda skulle give de ansatte i Arbejdsformidlingen og A-kasserne mulighed for lettere at skaffe data om de ledige. I stedet gav det store forsinkelser, arbejdsnedlæggelser og gensidige trusler om sagsanlæg mellem Arbejdsmarkedsstyrelsen og CSC, der stod for udviklingen.

Leverancekontrakten blev underskrevet i 1996, men systemet kom først i brug i 2000 og endelig klarmeldt i 2003. Amanda blev taget ud af drift i 2008. Det væsentligste problem var at systemet var besværligt og ustabilt. Grundregistreringen af en ny arbejdssøgende blev forlænget, fordi der blev brugt op mod 50 skærmbilleder til én registrering. De ansatte måtte ringe til de arbejdsløse for at høre om breve er nået frem. Med det gamle system tog grundregistreringen fra 10-20 minutter, men med Amanda tog det efter tre måneders drift typisk en time pr. arbejdssøgende.

Ifølge Prosa kostede det mislykkede Amanda-projekt mindst en milliard kroner.

Ansvaret for skandalen er aldrig placeret.

Amanda gav navn til den uflatterende pris Årets Amanda uddelt af DR's program So ein Ding. Prisen gives til "årets største tech/it-fadæse".

Historie

Kilder

  1. ↑ Computerworld – 1. plads. Amanda
  2. ↑ HK Stat – EDB Kaos
  3. ↑ "Prosa – IT-kirkegården". Arkiveret fra originalen 25. november 2011. Hentet 27. oktober 2009.
  4. ↑ "So ein Ding Awards 2012". DR.
  5. ↑ version2 – Amanda er lagt i graven – det var for dyrt at drive