Anbringelsesreformen

Anbringelsesreformen er en dansk reform af anbringelsesområdet, der trådte i kraft 1. januar 2006.

Baggrund

Baggrunden for reformen var forskning, der viste, at anbragte børn og unge statistisk set klarer sig dårligt som voksne – på arbejdsmarkedet, i familielivet og sundhedsmæssigt.

Anbringelsesreformen blev indført af et bredt politisk flertal bestående af regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne).

Reformen indeholder tre overordnede spor:

• Lovændringer – præcisering af regler for undersøgelser, handleplaner og afgørelser samt skærpede krav til tilsyn og opfølgning.
• Uddannelse og implementering – implementeringskurser for sagsbehandlere og ledere, introduktionskurser for nye medarbejdere og en diplomuddannelse med fokus på myndigheds- og leverandørrollen.
• Dokumentation og vidensopbygning – Ankestyrelsen fik nye opgaver med statistisk overvågning og praksisundersøgelser på anbringelsesområdet.

Målet med reformen er ikke at anbringe færre børn, men at foretage de rigtige anbringelser på det rigtige tidspunkt og sikre kvaliteten undervejs.

Reformen lægger op til en grundlæggende ændring i synet på udsatte børn og unge: Fra fokus på problemer til fokus på ressourcer. Børn og unge skal systematisk inddrages i egen sag sammen med familie og netværk, og lokale løsninger skal prioriteres.

Fra 1. januar 2007 skal alle kommuner have en sammenhængende børnepolitik, der beskriver samspillet mellem det almene normalsystem (skoler, daginstitutioner, sundhedspleje) og den særlige støtte til udsatte børn. Kommunerne skal desuden udarbejde standarder for sagsbehandlingen, herunder hvordan tidlig indsats sikres, og hvordan underretninger følges op.

Referencer