Arbeiderpartiet (forkortet Ap, indtil 2011 Det norske Arbeiderparti (DNA); på nynorsk Arbeidarpartiet og på nordsamisk Bargiidbellodat) er et socialdemokratisk politisk parti i Norge. Partiet er søsterparti til blandt andet Socialdemokratiet i Danmark. Det har været Norges største parti ved samtlige stortingsvalg siden 1927.
Partiet blev stiftet den 21. august 1887 i Arendal. Det fik sine første repræsentanter i Stortinget ved valget i 1903 og blev det største stortingsparti ved valget i 1927. Partiet dannede første gang regering i 1928 med Christopher Hornsrud som statsminister. Regeringen blev væltet efter blot 18 dage. Siden 1935 har Arbeiderpartiet i lange perioder været regeringsparti. Partiet var i opposition til Regeringen Solberg fra 2013 til 2021. Efter Stortingsvalget 2021 dannede Arbeiderpartiet regering sammen med Senterpartiet under Jonas Gahr Støre. Senterpartiet forlod regeringen den 4. februar 2025, og Arbeiderpartiet fortsatte som etpartiregering. Ved Stortingsvalget 2025 opnåede partiet 28,0 procent af stemmerne og 53 mandater og fortsatte ved regeringsmagten.
Arbeidernes Ungdomsfylking er partiets ungdomsorganisation.

Partiet blev grundlagt som Det forenede norske Arbeiderparti den 21. august 1887 ved Ormetjern uden for Arendal, med savværksarbejderen Anders Andersen (no) som første formand. Bevægelsen Samhold, der opstod efter Arendalskrakket i 1886, tog initiativ til stiftelsesmødet, som blev holdt i et lokale tilknyttet afholdsbevægelsen. Det første partiprogram omfattede fire punkter:
Stiftelsesmødet den 21.–22. august 1887 regnes som partiets første landsmøde. Det fandt sted i en tid med høj arbejdsløshed i Arendal-området efter Arendalskrakket.
I 1898 blev stemmeretten til stortingsvalg udvidet til alle mænd over 25 år. Ved stortingsvalget i 1903 fik Arbeiderpartiet sine første fire repræsentanter, som alle blev valgt i Nordnorge.
I begyndelsen af 1900-tallet voksede både Arbeiderpartiet og den organiserede fagbevægelse. Nye lokalforeninger blev stiftet, og partiets parlamentariske repræsentation voksede efter gennembruddet i 1903. Arbejdsmarkedets konflikter blev efterhånden i højere grad reguleret gennem kollektive forhandlinger.
Efter Første Verdenskrig og den russiske revolution blev Arbeiderpartiet radikaliseret. I 1919 tilsluttede partiet sig Komintern (Den Kommunistiske Internationale). Uenighed om de såkaldte Moskvateserne medførte, at en moderat fløj i 1921 brød ud og dannede Norges Socialdemokratiske Arbeiderparti. I 1923 brød Arbeiderpartiet med Komintern, hvorefter en kommunistisk fløj dannede Norges Kommunistiske Parti (NKP).
I løbet af 1920'erne bevægede Arbeiderpartiet sig gradvis væk fra den revolutionære linje. I 1927 blev partiet genforenet med Norges Socialdemokratiske Arbeiderparti, mens NKP forblev selvstændigt. Ved stortingsvalget samme år blev Arbeiderpartiet for første gang det største parti i Stortinget. Partiet udviklede sig efterhånden i retning af parlamentarisk socialdemokrati, selv om den revolutionære retorik fortsat spillede en rolle i dele af bevægelsen.
I 1935 kunne Johan Nygaardsvold danne en Arbeiderparti-regering med parlamentarisk støtte fra Bondepartiet efter det såkaldte kriseforlig. Regeringen sad frem til 1945. Efter Tysklands angreb på Norge i april 1940 fortsatte kongen og regeringen modstandskampen fra eksil i Storbritannien. Regeringens forsvarsberedskab før invasionen har været genstand for kritik, mens dens fortsatte indsats under besættelsen har været fremhævet som væsentlig.
Ved stortingsvalget i 1945 fik Arbeiderpartiet flertal, og Einar Gerhardsen dannede regering. Partiet stod centralt i genopbygningen efter Anden Verdenskrig, industrialiseringen og udbygningen af den norske velfærdsstat. Gerhardsen var statsminister frem til 1965, afbrudt af partifællen Oscar Torp (1951–1955) og den borgerlige statsminister John Lyng i 1963. Partiets støtte til norsk medlemskab af NATO skabte intern uenighed. Centrale skikkelser i partiet og arbejderbevægelsen var foruden Gerhardsen blandt andre Trygve Bratteli, partisekretær Haakon Lie og Arbeiderbladets redaktør Martin Tranmæl.
I 1961 var tidligere Arbeiderparti-medlemmer med til at danne Sosialistisk Folkeparti, en forløber for Sosialistisk Venstreparti, blandt andet på baggrund af uenighed om udenrigs- og forsvarspolitikken. Samme år mistede Arbeiderpartiet sit eget flertal i Stortinget. I 1963 blev Gerhardsens regering væltet efter Kings Bay-sagen. John Lyng dannede en borgerlig regering, men måtte gå af efter få uger, hvorefter Gerhardsen vendte tilbage. Efter valget i 1965 overtog en borgerlig regering magten.
Efter Per Bortens regeringstid blev Trygve Bratteli statsminister i 1971. Arbeiderpartiet støttede norsk medlemskab af EF, men efter vælgernes nej ved folkeafstemningen i 1972 trådte Bratteli tilbage. Han blev igen statsminister i 1973 og blev efterfulgt af Odvar Nordli i 1976. I 1981 overtog Gro Harlem Brundtland kortvarigt regeringsledelsen. Efter stortingsvalget samme år dannede Kåre Willoch en borgerlig regering.
Under Gro Harlem Brundtlands ledelse og med Einar Førde som en central skikkelse blev partiet moderniseret. Brundtland blev igen statsminister i 1986 og ledede regeringen frem til 1989 og atter fra 1990 til 1996. I 1996 blev hun afløst af Thorbjørn Jagland, hvis politiske projekt blev præsenteret under betegnelsen det norske hus. Jaglands regering blev kritiseret for ministerudnævnelser og interne problemer. Forud for Stortingsvalget 1997 erklærede Jagland, at regeringen ville træde tilbage, hvis partiet fik mindre end 36,9 procent af stemmerne. Partiet fik 35,0 procent, og Jagland trådte tilbage.
Efter Jaglands afgang dannede Kjell Magne Bondevik en centrumregering med Senterpartiet, Kristelig Folkeparti og Venstre. Arbeiderpartiet var i den følgende tid præget af interne magtkampe om forholdet mellem Jagland og Jens Stoltenberg. Jagland opgav i februar 2000 rollen som statsministerkandidat, men fortsatte som partileder indtil 2002. I marts 2000 dannede Stoltenberg regering, efter at Bondeviks regering var faldet på spørgsmålet om gaskraftværker. Stoltenbergs første regering sad til 2001. Fra 2005 til 2013 ledede Stoltenberg en koalitionsregering bestående af Arbeiderpartiet, Sosialistisk Venstreparti og Senterpartiet.
Arbeiderpartiet og ungdomsorganisationen AUF blev hårdt ramt af Terrorangrebene i Norge 22. juli 2011, hvor et af angrebene var rettet mod AUF's sommerlejr på Utøya. Efter regeringsskiftet i 2013 var partiet i opposition. Ved stortingsvalget i 2017 fik det 27,4 procent af stemmerne og forblev i opposition under partileder Jonas Gahr Støre.
I januar 2018 trak Trond Giske sig som næstformand efter anklager om grænseoverskridende adfærd. Sagen udløste intern debat om partiets ledelse og organisationskultur.
Ved Stortingsvalget 2021 fik Arbeiderpartiet 26,3 procent af stemmerne og 48 mandater. Partiet dannede derefter en mindretalsregering med Senterpartiet, der tiltrådte den 14. oktober 2021 med Jonas Gahr Støre som statsminister.
Efter uenighed om EU-regler om energi meddelte Senterpartiet i januar 2025, at partiet ville forlade regeringen. Den 4. februar 2025 fortsatte Støres regering alene med ministre fra Arbeiderpartiet. Ved Stortingsvalget 2025 gik partiet frem til 28,0 procent af stemmerne og 53 mandater. Støre fortsatte som statsminister.
| År | % af stemmer |
|---|---|
| 1961 | 46,8 |
| 1965 | 43,1 |
| 1969 | 46,5 |
| 1973 | 35,3 |
| 1977 | 42,3 |
| 1981 | 37,2 |
| 1985 | 40,8 |
| 1989 | 34,3 |
| 1993 | 36,9 |
| 1997 | 35,0 |
| 2001 | 24,3 |
| 2005 | 32,7 |
| 2009 | 35,4 |
| 2013 | 30,8 |
| 2017 | 27,4 |
| 2021 | 26,3 |
| 2025 | 28,0 |
Kilde: Statistisk sentralbyrå, Valgdirektoratet og Arbeiderbevegelsens arkiv og bibliotek.
Ved kommunevalget i 2015 fik partiet 33,0 procent af stemmerne. I 2019 var tilslutningen 24,8 procent og i 2023 21,6 procent. Ved valget i 2023 blev Høyre det største parti på landsplan, mens Arbeiderpartiet blev overhalet ved et landsdækkende kommunevalg.
Kilde: Arbeiderbevegelsens arkiv og bibliotek.