
Argyll (tidligere også stavet Argyle; skotsk gælisk: Earra-Ghàidheal), undertiden kaldet Argyllshire, er et historisk grevskab og registreringsgrevskab i det vestlige Skotland. Grevskabet ophørte med at blive anvendt som administrativ enhed i 1975, og størstedelen af området indgår nu i kommunalområdet Argyll and Bute.
Argyll har en gammel oprindelse og svarer i store træk til det historiske kongerige skotsk gælisk: Dál Riata med undtagelse af de dele, der lå i Irland. Argyll var desuden et middelalderligt bispedømme med domkirke på Lismore. I middelalderen var området opdelt i en række regionale lensherredømmer. Et af disse, som kun omfattede den centrale del af det senere grevskab, hed Argyll. Det var oprindeligt et jarledømme, men blev ophøjet til et hertugdømme i 1701, da titlen hertug af Argyll blev oprettet. Andre lensherredømmer i området omfattede Cowal, Kintyre, Knapdale og Lorn. Fra mindst 1300-tallet fandtes der en sheriff af Argyll, hvis jurisdiktion gradvist blev udvidet. Fra 1633 omfattede grevskabet alle fem områder. Grevskaberne fortrængte efterhånden de gamle områder i administrativ betydning og blev også kendt som counties. Fra 1890 til 1975 havde Argyll et grevskabsråd. Grevskabets hovedby var historisk Inveraray, men fra grevskabsrådets oprettelse i 1890 havde det sæde i Lochgilphead.
Grevskabet er tyndt befolket og har mange øer og havarme langs kysten, mens de indre dele er bjergrige. Seks byer i grevskabet havde status som burgh: Campbeltown, Dunoon, Inveraray, Lochgilphead, Oban og Tobermory. Argyll grænser op til Inverness-shire mod nord samt Perthshire og Dunbartonshire mod øst. Mod sydøst ligger Renfrewshire og Ayrshire på den anden side af Firth of Clyde, mens County of Bute ligger mod syd.
Argyll ophørte med at blive anvendt som administrativ enhed i 1975. Størstedelen af grevskabet, som det så ud før 1975, blev derefter indlemmet i distriktet Argyll and Bute i regionen Strathclyde. Distriktet, der blev oprettet i 1975, omfattede ikke områderne Morvern og Ardnamurchan, som blev overført til regionen Highland. Til gengæld omfattede det Bute, som ikke tidligere havde været en del af Argyll. Ved yderligere reformer i 1996 blev regionen Strathclyde nedlagt, og Argyll and Bute blev i stedet gjort til et etstrenget kommunalområde. Som led i reformerne fik Argyll and Bute desuden tilført området omkring Helensburgh, som historisk havde hørt til Dunbartonshire.
I Kilmartin Glen findes bautasten og andre monumenter, som dateres til omkring 3000 f.v.t. Området er et af de vigtigste på det skotske fastland for levn fra yngre stenalder og bronzealderen. I 563 e.v.t. blev Iona Abbey grundlagt, og klostret blev et af de vigtigste steder for den tidlige kristendom i Skotland.

Det gæliske kongerige Dál Riata eksisterede fra 400- til 800-tallet. Dets territorium omfattede de nordøstlige dele af Irland i det område, som senere blev til County Antrim, en del af øen Storbritanniens fastland i det nuværende vestlige Skotland samt talrige øer i Indre Hebrider. En fæstning ved Dunadd i Kilmartin Glen, 6 km nordvest for den nuværende by Lochgilphead, fungerede som kongerigets hovedsæde. Dál Riata gik i opløsning i 800-tallet under vikingetiden. Området i Irland blev indlemmet i kongeriget Ulaid, øerne kom under Kongeriget Øerne, og området på det britiske fastland blev i 843 e.v.t.. forenet med pikternes kongerige mod øst under Kenneth MacAlpin. Dermed opstod Kongeriget Alba.
Navnet Argyll (Airer Goídel), som betyder "gælernes kyst eller grænseland", blev anvendt om den del af det tidligere Dál Riatas territorium, der lå på det britiske fastland. Navnet adskilte området fra Innse Gall, som betyder "de fremmedes øer" og blev anvendt om Kongeriget Øerne, der blev regeret af norrøntalende nordisk-gælere.




