Kongeriget Strathclyde | |||||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
| 400-tallet–ca. 1030 | |||||||||
 Kernen i Strathclyde er dalen omkring floden Clyde. De vigtigste steder, der forbindes med kongeriget, er vist, ligesom markeringen Clach nam Breatann (“Briternes Klippe”), som sandsynligvis markerer den nordlige udstrækning af riget i dets tidlige periode. Andre områder blev på forskellige tidspunkter føjet til eller fjernet fra kongeriget. | |||||||||
| Hovedstad | Dumbarton og Govan | ||||||||
| Religion | Kristendom (Romersk-katolsk), islam og jødedom. | ||||||||
| Regeringsform | Monarki | ||||||||
| Historie | |||||||||
• Etableret | 400-tallet | ||||||||
• Ophørt | ca. 1030 | ||||||||
| |||||||||
Strathclyde (walisisk: Ystrad Clud, “dalen ved Clyde”), også kendt som Cumbria, var et brittonsk kongerige i det nordlige Storbritannien i middelalderen. Det omfattede dele af det nuværende sydlige Skotland og det nordvestlige England, et område som de walisiske stammer kaldte Yr Hen Ogledd (“Det gamle nord”). På sit største i 900-tallet strakte riget sig fra Loch Lomond til Eamont ved Penrith. Strathclyde synes at være blevet indlemmet i det gælisktalende Kongeriget Alba i 100-tallet og blev derved en del af det fremvoksende Kongerige Skotland.
I sin tidlige periode blev det kaldt kongeriget Alt Clud, det brittonske navn på dets hovedstad, og kontrollerede området omkring Dumbarton Rock. Dette kongerige opstod i Storbritanniens post-romerske periode og blev muligvis grundlagt af folket Damnonii. Efter plyndringen af Dumbarton af en vikingehær fra Dublin i 870, synes hovedstaden at være blevet flyttet til Govan, og riget blev herefter kendt som Strathclyde. Det udvidede sig sydpå til Cumbrian Mountains, ind i de tidligere områder, der tilhørte Rheged. De omkringboende angelsaksere kaldte dette udvidede kongerige Cumbraland. Det vides ikke med sikkerhed, hvad indbyggerne selv kaldte deres rige, men det kan have været omtalt som “Cumbria.”
Sproget i Strathclyde var kumbrisk, som var nært beslægtet med oldwalisisk. Dets indbyggere blev kaldt “cumbriere.” Der var senere en vis bosættelse af vikinger eller norrøne-gælere (se Skandinavisk Skotland), men i mindre grad end i det nærliggende Galloway. Et lille antal angliske stednavne vidner om nogen bosættelse af angelsaksere fra Northumbria. På grund af de mange sproglige skift i området er det uklart, om der fandt nogen egentlig gælisk bosættelse sted før 1000-tallet.