Han var søn af Jens Jakob Nielsen og Karen Kristine født Sørensen. August J. Nielsen, der var udlært tømrermester i Holbæk og senere blev uddannet arkitekt på Københavns Tekniske Skole under 1. verdenskrig (dvs. samtidig med Poul Henningsen), beskæftigede sig hovedsageligt med villabyggeriet, og han har opført ca. 1.800 en- og tofamiliehuse i Danmark, især i hovedstadsområdet og omkring de større provinsbyer. Han var blandt de første til at introducere bungalowen som hustype i Danmark.
Han er mest kendt for at have udgivet 10 "byggebøger" med tegninger af sine huse. Disse bøger fik væsentlig betydning for udbredelsen af villaen som boligform. I samme periode finansierede staten en del af det private byggeri med statslån, hvilket var yderligere motiverende for byggeaktiviteten. Bøgerne blev finansieret med annoncer, der var placeret bagest i bøgerne, hvilket gjorde, at Nielsen ikke kunne blive medlem af Akademisk Arkitektforening, da en akademisk arkitekt ikke måtte reklamere dengang.
Ligesom mange samtidige var Nielsens udgangspunkt Bedre Byggeskik, der præger hans tidligste huse fra 1920'erne. Han tilegnede sig i begyndelsen af 1930'erne funkisstilen og de modernistiske impulser, men uden at forlade Bedre Byggeskik-stilen, der ofte blev iblandet indtryk fra engelsk byggeskik. Efter besættelsen tegnede han huse i den funktionelle tradition inspireret af Kay Fisker m.fl. Han har opført huse over hele landet, men primært på Amager og i Gentofte Kommune.
Kirkebøger for Sankt Nikolai Sogn (Holbæk) og for Helleruplund Sogn
↑I den 10. byggebog (Villabogen. 10de byggebog. Bungalows. Større villaer. Statslaanshuse, København 1960) er nummeret 1784 det højeste angivne sagsnummer.