Bal i den Borgerlige er en dansk musical - eller som undertitlen udtrykker det: "En folkekomedie med sange" - fra 1966 med tekst af Ernst Bruun Olsen og musik af Finn Savery. Den handler om en arbejderfamilie, hvor sønnen går i gymnasiet og vil til bal i "Den Borgerlige Forening", og i videre forstand om arbejderklassens sociale ambitioner. Musicalens tema og ramme var direkte inspireret af Bruun Olsens egen opvækst i Nakskov, hvor han var søn af en træskomager, men selv blev student fra Nakskov Gymnasium i 1941. Titlens "Den Borgerlige" havde således også sit virkelige modstykke i Den Borgerlige Forening i Svingelen i Nakskov, der i mange år arrangerede meget populære ugentlige baller, der især var for det bedre borgerskabs børn.
Musicalen blev en stor succes, da den blev sat op på Det Ny Teater i 1966 og året efter blev vist på en landsdækkende turné med Det Danske Teater. Den satte desuden gang i en landsdækkende debat om Socialdemokratiets politiske udvikling, som Bruun Olsen selv opfattede som en form for klasseforræderi.
Teaterstykket er ikke blevet spillet i mange år, men titlen lever videre i nutiden som en talemåde, der oftest bruges i omtale af konflikter på den borgerlige fløj i dansk politik.
Efter sin succes med musicalen Teenagerlove på Det Kongelige Teater i 1962 var Ernst Bruun Olsen en af tidens mest omtalte danske dramatikere. Hans næste store værk blev Bal i den Borgerlige, der direkte trak på hans hjemby Nakskov som reference. Stykket havde en vestlollandsk sprogtone og gav eksempler på Nakskovs bramfri arbejderhumor, som Bruun Olsen kendte fra barn. Hans far var træskomager, mens han selv kom i gymnasiet og blev student fra Nakskov Gymnasium i 1941. Han kendte dermed stykkets problemstilling indefra.
I Nakskovs lystpark Svingelen fandtes restauranten og forlystelsesstedet Den Borgerlige Forening, som arrangerede nogle meget populære ugentlige baller, hvortil kun inviterede medlemmer, typisk fra borgerskabet, havde adgang, mens arbejderklassens unge mødtes og dansede i Arbejdernes Forsamlingsbygning (ofte blot kaldt Forsamlingsbygningen, som også omtales i teaterstykket) i midtbyen. Allerede i Bruun Olsens sang Gluntarne i Nakskov, som han skrev om og i sin gymnasietid, optræder sætningen Vi går til bal i Den borgerlige eller i Gymnasieforeningen.
Hovedpersonerne er en arbejderfamilie, hvor faren Kaj arbejder på Maskinfabrikken. Moren Ellinor har også arbejdet der tidligere, men blev mobbet ud for morakkeri og tjener nu penge ved at sidde hjemme og male træheste. Sønnen Preben går i gymnasiet, og stykkets konflikt handler om, at han går til et bal i den fine ”Den Borgerlige Forening”, hvor borgerskabets unge traditionelt fester. Han danser med en sød borgerpige, men bliver senere på aftenen passet op og slået ned af en gruppe unge borgersønner, der også river hans fine jakke i stykker.
Ind imellem er der flashbacks til Besættelsestiden, hvor forældrene mødte hinanden som unge arbejdere og havde idealistiske drømme om et nyt samfund efter krigen, hvor arbejderne overtog kontrollen med værnemagerfabrikker som Maskinfabrikken. Ordet merværdi går igen flere gange i stykket, og handlingen kommenterer også på den socialdemokratiske parlamentariske, taktiske strategi. Arbejderfaren er nu tilfreds, bare han kan få råd til afdragene på tv, køleskab og bilen, som han bestandig kæler for, pudser og vil køre ture i. Han kone stiler højere - det er hende, der synger sangen om merværdien.
Stykket har en tydeligt ironisk slutning, hvor både kapitalistsønnerne og arbejderne indrømmer deres fejl. Til sidst sidder arbejderkonen alene tilbage på scenen, parat til at lappe sønnens iturevne jakke sammen, og lover sig selv at tjene penge, så hun kan købe et flot nyt sæt tøj til ham, når han bliver student.
På rollelisten stod følgende personer:
Stykket blev en stor succes, da det fik premiere på Det Ny Teater i 1966 med Buster Larsen som Manden, Lily Weiding som Konen og en ung Morten Grunwald som Sønnen. Stykket gav anledning til en intens debat i hele Danmark om borgerliggørelsen af Socialdemokratiet. Året efter kom stykket på turné i provinsen med Det Danske Teater, hvor Louis Miehe-Renard spillede Manden, Tove Maës Konen og Ole Hartmann Sønnen. Stykkets samfundskritik er blevet sammenlignet med Bertolt Brechts teaterstil, omsat til danske forhold.
Teaterstykket er ikke blevet spillet i mange år, men titlen er hyppigt blevet brugt og lever stadig videre som en talemåde, især i forbindelse med omtale af dansk politik. I tiden lige efter stykkets første opførelser blev udtrykket især brugt om situationer, hvor Socialdemokratiet søgte samarbejde og forlig med borgerlige partier og dermed gik "til bal i den borgerlige". I tidens løb har det imidlertid skiftet betydning, så det i nutiden anvendes som en talemåde, ofte i en venligt medlidende tone i omtaler af indbyrdes konflikter på højrefløjen i dansk politik. Talemåden er således blevet anvendt om magtkampen i Det Konservative Folkeparti i 1970'erne, opgøret mellem Hans Engell og Uffe Ellemann-Jensen i 1995, Venstre-opgøret mellem Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen i 2010'erne og VLAK-regeringens interne uenigheder senere i samme årti.