Baselermissionen

Baselermissionen, Basel Missionsselskab stiftedes i 1815 af en kreds protestantiske præster og lægmænd i Basel. Missionen blev ledet af en komité i Basel, der var selvsupplerede, og hentede sin støtte både i Schweiz og i Tyskland. Både lutheranere og reformerte virkede i dets tjeneste.

I 2001 blev Baselermissionen en del af Mission 21 – Evangelisches Missionswerk Basel, der virker på økumenisk grundlag.

Historie

Missionsselskabet blev stiftet i 1815 af det tyske kristendomsselskab. Det havde sin base og støttekreds i lutherske og reformete kredse i Schweiz og det sydlige Tyskland.

Missionsvirksomhed

Missionsselskabet havde frem til 2. verdenskrig en spredt missionsvirksomhed i Afrika og Asien.

I 1821 påbegyndte Selskabet en missionsvirsomhed i den sydlige del af det daværende Russiske Kejserrige, men denne standsede i 1835 som følge af en ukas fra den russiske kejser.

I 1827 påbegyndte Selskabet en missionsvirksomhed i Liberia, men denne blev opgivet igen allerede i 1831.

I 1828 begyndte Selskabet en missionsvirksomhed på den dengang danske koloni Guldkysten. De første missionærer var Johannes Phillip Henke, Gottlieb Holzwarth, Carl Friedrich Salbach og Johannes Gottlieb Schmid.^{[kilde mangler]} I 1832 fulgte Andreas Riis, Peter Peterson Jäger og Christian Heinze, der også virkede som læge.^{[kilde mangler]} De første 9 missionærer døde alle efter 1 eller 2 års forløb bortset fra Andreas Riis, der fortsatte til 1845. Missionsvirksomheden udviklede sig efterhånden og omfattede i 1904 11 missionsstationer. I løbet af de første 50 år blev udsendt sammenlagt 129 missionsarbejdere, hvoraf 39 døde under arbejdet og 50 måtte vende hjem af sundhedsmæssige årsager. Antallet af menighedsmedlemmer var i 1858 omkring 390 men voksede i runde tal til 1.600 i 1868, 4.000 i 1878, 8.000 i 1888 og 18.000 i 1898.

I 1834 påbegyndte Selskabet en missionsvirksomhed i Sydindien, omfattende det nordlige og sydlige Kanara, det sydlige Maratha, Malabar, Nilgiri og Kurg. I 1904 omfattede virksomheden 7 missionsstationer. Her oprettede Selskabet også handels- og industriforetagender, som bidrog til at understøtte missionsvirksomheden.

I 1846 påbegyndte Selskabet en missionsvirksomhed i Kina, i den daværende Kvang-tung-provins. I 1904 omfattede virksomheden 13 missionsstationer. Blandt dem, som virkede ved denne mission, var svenskeren T. Hamberg.

I 1886 påbegyndte Selskabet en missionsvirksomhed i den nyoprettede tyske koloni Kamerun. I 1904 omfattede virksomheden 9 missionsstationer.

I 1915 omfattede Selskabet omkring 250 missionærer og havde en årsindtægt på ca. 1¾ mio. mark.

I 1921 påbegyndte Selskabet en missionsvirksomhed i Borneo.^{[kilde mangler]}

Efter 2. verdenskrig spredte missionsselskabet sin virksomhed til samarbejde med lokale kirker i Bolivia, Cameroun, Chile, Hong Kong, Den Demokratiske Republik Congo, Indonesien, Malaysia, Nigeria (fra 1951), Peru, Singapore, Sudan (fra 1972) og Taiwan.^{[kilde mangler]}

Tidsskrifter

Selskabets tidsskrifter var "Evangelische Missions-Magazin" og "Der evangelische Heidenbote".

Organisering

Ledelsen bestod af en selvsupplerende bestyrelse på 12 medlemmer.

Finansieringen blev klaret ved støtteindsamlinger, hvor især Württemberg bidrog.

Noter

Litteratur

• Alfred Theodor Jørgensen: (i: Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bind II (1915); s. 719)
• Johan Adolf Kolmodin: "Baselmissionssällskapet" (i: Nordisk Familjeok, Uggleupplagan, bind 2 (1904); sp. 1019-1020)
• C.N. Lorenzen: "Sønderjyden Andreas Riis, Missionær paa den danske Del af Guldkysten fra 1832-45" (i: Nordisk Missions-Tidsskrift, bind 3; 1892; s. 289-340)