Bleak House

Bleak House
Titelblad, første hæfte, marts 1852
ForfatterCharles Dickens
LandEngland
Sprogengelsk
Udgivelsesdato1852-1853

Bleak House er en roman af den engelske forfatter Charles Dickens i 67 kapitler, der først blev publiceret episodevis i 20 hæfter mellem 12. marts 1852 og 12. september 1853. Romanen, der er én af Dickens' længste, har talrige personer og flere sidehandlinger og bliver fortalt dels af romanens heltinde, Esther Summerson, og dels af en alvidende fortæller. Centralt i romanen står en meget langvarig og stadig verserende civil retssag - Jarndyce mod Jarndyce - som er under behandling ved den særlige kanslerret (en), og som er opstået ved, at en testator har skrevet flere, indbyrdes uforenelige testamenter. Romanens fiktive retssag havde mange fortilfælde i virkelighedens kanslerret, hvor arvesager havde trukket ud i årtier, og hvor omkostningerne havde ruineret parterne. Romanen, der indeholder 40 illustrationer af Hablot Knight Browne (no), kaldet Phiz, fik et oplagstal på 34.000 eksemplarer, hvilket indbragte Dickens en svimlende fortjeneste på 11.000 Pund.

Handling

Advarsel! - Handling, afslutning og/eller plot afsløres i det følgende.
Kapitel 1 Frontispiece, Chesney Wold

Jarndyce mod Jarndyce er en uendelig skifteretssag i kanslerretten vedrørende flere testamenter og arvinger. Lady Honoria Dedlock, arving ifølge ét af testamenterne, lever med sin ægtefælle, Sir Leicester Dedlock, på hans ejendom i Chesney Wold i Lincolnshire.

Mens Lady Dedlock lytter til, at familiens sagfører, hr. Tulkinghorn, oplæser en erklæring i sagen, bliver hun klar over, at hun genkender skriften i dokumentet. Synet påvirker hende så meget, at hun er lige ved at besvime, hvilket hr. Tulkinghorn bemærker og giver sig til at undersøge. Han opsporer den kopist, der har skrevet dokumentet af, en fattig mand i London, kendt som "Nemo", som for nylig er død. Den eneste, som kan identificere ham, er en gadefejer, en fattig hjemløs dreng ved navn Jo, der bor i et særlig barsk og fattigt kvarter i byen, Tom-All-Alone's.

Esther Summerson vokser op hos den hårde frk. Barbary, der siger til hende: "Din moder er din skam, og du var hendes". Efter frk. Barbarys død bliver John Jarndyce Esthers værge og engagerer "konversations" Kenge, en sagfører ved kanslerretten, til at tage sig af hendes fremtid. Efter seks års skolegang flytter Esther ind hos Jarndyce i hans hjem, Bleak House. På samme tid påtager Jarndyce sig værgemålet for to andre myndlinge, hans nevøer Richard Carstone og Ada Clare. De er arvinger ifølge et andet af testamenterne i sagen Jarndyce mod Jarndyce; deres værge er arving ifølge et andet testamente, og de to testamenter er i modstrid med hinanden.

Richard og Ada bliver forelskede, men selvom Jarndyce ikke modsætter sig forbindelsen, så fastsætter han, at Richard først må vælge en profession. Richard forsøger først en medicinsk karriere, hvor Esther møder Allan Woodcourt, en læge i huset hos Richards formynder. Da Richard nævner udsigten til en gevinst ved afgørelsen af Jarndyce mod Jarndyce, bønfalder Jarndyce ham om aldrig at sætte sin lid til, hvad han betegner som familieforbandelsen. Richard beslutter at skifte karriere til juraen og skifter senere igen og bruger resten af sine midler på at købe en kommission som militærofficer.

Lady Dedlock forklædt som sin tjenestepige, frøken Hortense, betaler Jo for at føre hende til Nemos grav. I mellemtiden er hr. Tulkinghorn optaget af, om Lady Dedlock bærer på en hemmelighed, som kunne true Sir Leicesters interesser, og overvåger hende derfor konstant, sågar ved at engagere den rigtige frøken Hortense til at udspionere hende. Han får også kriminalinspektør Bucket til at jage Jo ud af byen for at udslette alt, som måtte forbinde Nemo med Dedlock-familien. Esther ser Lady Dedlock i kirken og taler efterfølgende med hende i Chesney Wold.

Kapitel 31 Sygeplejerske og patient

Lady Dedlock opdager, at Esther er hendes eget barn: Sir Leicester véd ikke, at hun før sit ægteskab med ham havde en elsker, kaptajn Hawdon (Nemo), og med ham fik en datter, som hun havde troet var død. Datteren, Esther, blev opfostret af Lady Dedlocks søster, frøken Barbary. Esther bliver syg, antagelig smittet af Jo med kopper, da sygdommen vansirer hende. Lady Dedlock venter, indtil Esther er blevet rask, med at fortælle hende sandheden. Selvom de to kvinder er lykkelige over at være blevet genforenet, siger Lady Dedlock til Esther, at de aldrig må erkende deres forbindelse igen.

Efter at være blevet rask finder Esther ud af, at Richard - efter at have fejlet i flere professioner - har ignoreret Jarndyces råd og forsøger at presse Jarndyce mod Jarndyce til en afgørelse i sin og Adas favør, og som følge deraf har afbrudt forbindelsen til Jarndyce. I processen mister Richard alle sine penge og hans helbred svigter. Han og Ada har i al hemmelighed giftet sig, og Ada er gravid. Esther har sin egen romance, da hr. Woodcourt vender tilbage til England efter at have overlevet et skibsforlis og fortsætter med at søge hendes selskab på trods af hendes vansiring. Esther har imidlertid sagt ja til at gifter sig med sin formynder, den meget ældre Jarndyce.

Hr. Tulkinghorn afskediger Hortense, som han ikke længere har brug for. Han fortæller Lady Dedlock, at han snart vil åbenbare hendes hemmelighed for Sir Leicester. Han vender tilbage til sit kontor, hvor han bliver skudt i hjertet. Kriminalinspektør Bucket mistænker først Lady Dedlock for mordet, men bliver senere klar over, at Hortense er den skyldige.

Da Lady Dedlock bliver klar over, at hun er mistænkt for mord, flygter hun fra hjemmet og efterlader sig en besked med en undskyldning til Sir Leicester for sin handlemåde. Kriminalinspektør Bucket afslører sandheden om Lady Dedlocks fortid for Sir Leicester. Efterfølgende opdager Sir Leicester sin ægtefælles flugt og udsættes for et katastrofalt slagtilfælde, men formår at tilkendegive, at han tilgiver sin ægtefælle og ønsker, at hun vender tilbage.

Kapitel 59 Morgenen

Kriminalinspektør Bucket, som tidligere har undersøgt flere omstændigheder angående Jarndyce mod Jarndyce, indvilliger i at påtage sig Sir Leicesters opgave med at finde Lady Dedlock, og beder Esther om hjælp til at finde hendes moder. Lady Dedlock har ingen viden om sin ægtefælles tilgivelse og om, at hun er blevet renset for mistanke, og vandrer omkring i koldt vejr indtil hun dør på den kirkegård, hvor hendes tidligere elsker ligger begravet. Der finder kriminalinspektør Bucket og Esther hende.

Udviklingen i Jarndyce kontra Jarndyce ser ud til at dreje i en mere fordelagtig retning, da et senere testamente dukker op, som tilbagekalder alle forudgående testamenter og efterlader hovedparten af boet til Richard og Ada. Jarndyce hæver sin forlovelse med Esther, som bliver forlovet med mr. Woodcourt. De tager til kanslerretten for at finde Richard, men bliver ved deres ankomst bekendt med, at sagen om Jarndyce kontra Jarndyce er afsluttet, fordi sagsomkostningerne har lagt beslag på alle midlerne i boet. Richard besvimer, og blod i hans mund gør det klart, at han er i sidste stadie af tuberkulose. Han undskylder over for Jarndyce og dør. Jarndyce tager Ada til sig sammen med hendes lille søn, som hun kalder Richard. Esther og Richard gifter sig og bosætter sig i et hus i Yorkshire, som Jarndyce forærer dem. Parret får senere to døtre.

Mange af romanens sidehistorier drejer sig om mindre bipersoner. En af disse sidehistorier drejer sig om det hårde liv og lykkelige, trods vanskeligheder, ægteskab mellem Caddy Jellyby og Prince Turveydrop. En anden sidehistorie drejer sig om George Rouncewells genopdagelse af sin familie og genforening med sin moder og broder.

Afsløringer af handling, afslutning og/eller plot ender her.

Personer

I romanen indgår godt 80 navngivne personer. Retssagen Jarndyce mod Jarndyce er en central del af romanen, men ingen af de to modparter, der har lagt navn til retssagen, optræder i romanen.

Hovedpersoner

Kapitel 51 Lys
Kapitel 3 Den lille gamle dame
Kapitel 33 Til aftalt tid
Kapitel 21 Smallweed-familien

Bipersoner

Kapitel 23 Et mønster på faderlig anstand
Kapitel 25 Hr. Chadband 'udvikler' et vanskeligt emne

Litterær analyse

Handlingen udspiller sig i 1830’erne i og omkring London samt i grevskaberne Lincolnshire (Chesney Wold) og Hertfordshire (Bleak House i St. Albans). Bleak House er nok den kompositorisk mest indviklede og mest ambitiøse af alle Dickens romaner. Dickens er her på højden af sine evner og skildrer ikke blot udsnit og typer af engelsk liv, men giver en stort anlagt billede af hele datidens England, hvor hans egen stemme optræder sammen med en blanding af juridisk sprog, embedsmandssprog, forretningssprog og bibelsk sprog, som han overdriver og parodierer. Ved romanens fremkomst var kritikken blandet. Nogle kritikere talte ligefrem om, at hans forfatterskab var i trist tilbagegang. Først i midten af 1900-tallet genvandt romanen sin status. Den har siden været den mest analyserede af alle Dickens’ bøger, og den er kommet mere og mere i forgrunden i den moderne Dickens-forskning. Centralt i romanen står en indædt samfundskritik af det britiske retsvæsen. Herom siger romanens alvidende fortæller i kapitel 39 i sin ironiske verdensmandstone: "Hovedprincippet i britisk retsvæsen er, at det skal skaffe sig selv noget at gøre. Der er i hvert fald ikke noget andet klart og i alle dets smalle og snoede veje kortlagt princip at få øje på. Men når man ser det i det lys, er der konsekvens i vejnettet, det er ikke den uhyrlige labyrint, lægfolk sommetider tror. Hvis lægfolk bare en gang for alle fik øjnene op for, at hovedprincippet er at skaffe sig selv noget at gøre på deres bekostning, ville de holde op med at kværulere." I romanen udmønter kritikken sig konkret i forhold til én af retsvæsenets institutioner, kanslerretten. Dickens lader uretten repræsentere ved et af selve retfærdighedens officielle organer og én af landets gamle, hævdvundne institutioner. Skildringen af kancelliretten blev kritiseret som overdreven, men der var i samtiden lignende endeløse arvesager med enorme sagsomkostninger. Idéen til den konkrete arvesag fik Dickens fra en anden arvesag efter en mand, som var død i 1778 og havde efterladt sig 1½ million Pund. Den sag var endnu ikke afsluttet, da romanen blev skrevet, og det var den stadig ikke, da én af arvingerne døde i 1915, hvor sagsomkostningerne var løbet op i 250.000 Pund. I Bleak House lader Dickens ikke det onde repræsentere af individer. Der er ingen skurke i romanen. Der er en mængde lavsindede og ubehagelige personer, men de er kun produkter af større, upersonlige kræfter. De fleste fremtrædende personer er på en eller anden måde enten direkte implicerede i kancellirettens endeløse arvesag, Jarndyce mod Jarndyce – det absurde ligger allerede i navnet: en sag mellem to af samme navn – en sag som spreder ulykke og død omkring sig, eller på anden måde forbundet til kancelliretten: unge sagførerkontorister, ågerkarle, den fornemme sagfører Tulkinghorn, hans lyssky kollega Vholes, papirhandleren Snagsby med hans afskyelige kone og familiens sjælesørger, den forspiste vækkelsesprædikant Chadband, den opiumsafhængige kopist Nemo, marskandiseren Krook med de mange kasserede retsdokumenter og pengeudlåneren Smallweed, som får udlagt boet efter Krook for at lede efter afslørende retsdokumenter, der kan omsættes til penge. Og der er kancellirettens direkte ofre: Frøken Flite, som er blevet gal af at vente på dens afgørelse, og Richard Carstone, som får sit liv ødelagt og til sidst dør af samme årsag. Kancelliretten er centrum I det hele. De fleste af romanens personer er stykket sammen af forskellige bekendte af Dickens, men livsnyderen og snylteren Harold Skimpole menes med sikkerhed at være skabt over hans ven, forfatteren Leigh Hunt. Det er i øvrigt påfaldende, at Dickens i denne roman næsten helt undlader at idealisere de jævne personer, som har ellers plejer; flere er skildret som fordrukne og brutaliserede.

Danske oversættelser

Romanen blev første gang publiceret i en dansk oversættelse ved cand.jur. Adam Ludvig Joachim Moltke (1805-1872). Oversættelsen blev bragt som føljeton i bladet Fædrelandet fra marts 1852 til september 1853.

Den anden oversættelse til dansk er foretaget af lektor, cand.mag. Eva Hemmer Hansen (1913-1983) og udgivet i 1976 på Hernovs Forlag i to bind med de originale illustrationer af Hâblot Knight Browne (Phiz).

Filmatiseringer

BBC lavede en filmversion i 1984, men den bedste filmatisering er BBC's mesterværk fra 2005.

Udvalgte illustrationer

Litteratur

Kilder

  1. ↑ 876 sider i Eva Hemmer Hansens oversættelse til dansk 1976
  2. 1 2 3 Schrøder, Vibeke: Den rejsende
  3. 1 2 Verdens litteratur historie, bind 8, Politikens Forlag 1973
  4. 1 2 Bodelsen, C.A.: Dickens og hans bøger