Brolgatranen er en stor fugl med lille hoved, langt næb, lang slank hals og lange ben. Fjerdragten er hovedsageligt grå med sorte vingespidser og den har et orangerødt bånd på hovedet. Dens parringsdans minder om andre traners. Reden bygges på en landforhøjning eller flydende på lavt vand i vådområder. Hunnen lægger normalt 2 æg, der udklækkes efter 32 dage. De nyklækkede unger er redeflyende. Den voksne fugl er altædende og føden omfatter planter, hvirvelløse dyr og små hvirveldyr.
Brolgatranen er er almindelig i størstedelen af sit udbreddelseområde, men nogle bestande viser tegn på nedgang, især i det sydlige Australien, og lokalt arbejdes aktivt på at bevare bestanden. Fuglen har været på Queenslands våbenskjold siden 1977 og blev formelt udråbt som delstatens fugleemblem i 1986.
Taksonomi
Illustration fra 1865 af brolgatrane i Birds of Australia af John Gould
Fuglen blev første gang beskrevet af naturhistorikeren George Perry i 1810, men han fejlklassificerede den som hørende til slægtenArdea, der omfatter hejrer. Den hører derimod til ordenenGruiformes, der omfatter vandhøns og traner, samt slægten Antigone. Ornitologen John Gould brugte navnet Grus australasianus, da han skrev om den. Han beskrev den som vidt udbredt i det nordlige og østlige Australien. Han bemærkede også, at den var nem at gøre tam, og at James Macarthur havde et par gående ved hans hjem i Camden. Gould brugte på engelsk navnet australsk trane. Det australske ornitologiske selskab, Royal Australasian Ornithologists Union, gav i 1926 officielt tranen navnet brolga, et populært navn afledt af burralga, det aboriginske navn på sproget gamilaraay.
I 1976 blev det foreslået, at brolgatrane, sarustrane (Antigone antigone) og hvidhalset trane (Antigone vipio) udgjorde en naturlig gruppe, på grund af ligheder i deres kald. Det blev yderligere bekræftet af molekylære studier af deres DNA. De viste også , at brolgatranen er tættere beslægtet med den hvidhalsede trane end med sarustranen til trods for, at denne af udseende ligner mest.
Brolgatranen var tidligere placeret i slægten Grus, men et molekylærfylogenetisk studie publiceret i 2010 viste, at slægten, som den dengang var defineret, var en polyfyletisk gruppe. I den efterfølgende omordning blev fire arter inklusiv brolgatranen flyttet til den genopstandne slægt Antigone, som oprindeligt var blevet oprettet af den tyske naturhistoriker Ludwig Reichenbach i 1853
Brolgatranen er en stor fugl med et stort næb, en lang slank hals og lange ben. Kønnene er ens bortset fra, at hunnerne som regel er lidt mindre end hannerne. Den voksne fugl har en grågrøn, nøgen krone. Ansigt, kinder og hagepose er også uden fjer og koralrøde. Andre dele af hovedet er olivengrønne og dækket med stive hård. Hageposen, som er størst hos hannen, er dækket med små stive fjer, så den fremstår som sort. Næbbet er grågrønt hos voksne fugle og iriserne er orangegule. Ørerne er dækket af små grå fjer, der er helt omgivet af rød hud. Fjerene på ryggene og vingedækfjerene har lyse kanter. Håndsvingfjerene er sorte og armsvingfjerene grå. Ben og fødder er gråsorte. Ungfugle mangler det røde bånd og har fjer i hele hovedet og mørke iriser. En fuldtudvokset brolgatrane har en højde på 0,7 til 1,4 m og et vingefang på 1,7 til 2,4 m. Voksne hanner har en gennemsnitlig kropsvægt på 6,8 kg, mens hunner vejer 5,7 kg i gennemsnit. Vægten kan dog variere mellem 3,6 og 8,7 kg. Brolgatranen er den tungeste flyvende fugl som regelmæssigt findes på det australske fastland. Den er lidt tungere end andre store fugle som sortsvane, australsk pelikan og den australske underart af sarustrane (asiatiske sarustraner er tungere og betydeligt højere). Brolgatraner er i gennemsnit også tungere end australsk trappe og kilehaleørn, hvor der er stor forskel på kønnene. Tungere fugle som f.eks. vandrealbatros kan dog findes som strejfgæster på fastlandet. Brolgatranen er sammen med sorthalset stork og sarustrane de højeste flyvende fugle i Australien.
Brolgatranen kan forveksles med sarustranen, men sidstnævntes røde hovedfarve strækker sig lidt ned af halsen, mens brolgatranens røde farve er begrænset til hovedet. Brolgatranen er også mere sølvgrå end sarustranen, benene er sorte i stedet for lyserøde, og dens trompetskrig og skurrende kald er i et lavere toneleje. I Australien er sarustranen begrænset til Queensland i modsætning til brolgatranens større udbreddelse.
Udbredelse
Nærbillede af hoved
Brolgatranen er vidt udbredt og ofte talrig i det nordlige og nordøstlige Australien, især det nordøstlige Queensland. Den er almindelig helt ned til Victoria i syd. Den findes også i det sydlige Ny Guinea og som sjælden strejfgæst i New Zealand og den nordlige del af Western Australia. Bestanden i det nordlige Australien anslås til mellem 20.000 og 100.000 fugle og i det sydlige Australien til 1.000 fugle. Antal individer i New Guinea kendes ikke. Indtil 1961, da man fandt sarustraner i Queensland, troede man, at brolgatranen var den eneste traneart i Australien.
Brolgatranen strejfer rundt i Australien, men bevægelserne kendes ikke særlig godt. Flokke observeres regelmæssigt uden for yngleområderne i det østlige Queensland, og nogle bestande ved kystområderne antages at bevæge sig 500 km ind i landet. Der kendes kun lidt til brolgatranens bevægelser i New Guinea.
Længere mod syd, i Victoria og New South Wales, er nedbøren mere ligeligt fordelt over hele året, og den tørreste tid er fra december til maj. På denne tid samles de sydlige bestande i store flokke inde i landet. Det kan være ved vådområder eller på enge og landbrugsland. Når regnen falder i juni og juli, spredes de igen til vådområder i hele deres udbreddelseområde, hvor de yngler. I det sydvestlige Victoria er ynglepladserne i ferskvandsvådområder, mens de om efteråret samles i flokke i vådområder som også kan være saltvands - og brakvandsvådområder.
Queensland har det største antal brolgatraner, og nogle gange kan man se flokke med mere end 1.000 individer. Ynglepar og flokke er spredt ud over flere flodsletter langs Carpentariabugten. Der er flest brolgatraner og de største flokke i de områder, som er domineret af græsvegetation.
De sociale enheder hos brolgatranen minder om sarustranens. I yngleområderne forsvarer yngleparrene deres territorier mod andre brolgatraner, og parret bliver i territoriet med deres unge eller unger. Fugle, der ikke yngler, det være sig ungfugle eller fugle uden territorier, opholder sig også i yngleområderne. Uden for ynglesæsonen samles fuglene i store flokke, som synes at bestå af mange små grupper, snarere end en samlet flok. I flokken forbliver familierne sammen og koordinerer deres aktiviteter sammen fremfor med hele flokken.
Når brolgatranen letter fra jorden, sker det med mange store vingeslag. Fuglens sorte vingespidser er synlige, når den er i luften. Når den først kommer op i fart er dens flugt mere yndefuld og den stiger ofte til store højder. Her, kan den nogen gange dårligt ses, men den flyver i store cirkler, og nogen gange udstøder sit hæse skrig.
Føde
Brolgatranen er altædende og søger sin føde i vådområder og på opdyrkede områder. De roder i jorden med deres kraftige næb i søgen efter løg og spiselige rødder. De nordlige bestande har et meget varieret indtag af føde. De spiser også skud og blade fra planter i vådområder såvel som på land, korn, frø, insekter, bløddyr, krebsdyr, frøer og øgler. I saltvandssumpe kan de drikke saltholdigt vand, da de har kirtler ved øjnene, som kan udskille overskydende salt. Isotopanalyser af fældne fjer i yngleområder langs Carpentariabugten viste et alsidigt fødeindtag fra forskellige trofiske niveauer med et minimalt bidrag fra vegetation. Analyserne viste også stor forskel på brolgatranens og sarustranes fødeindtag i samme område. Fødeindtaget i tørketidens flokke i Atherton Highlands er formentligt meget anderledes, da det hovedsageligt er landbrugsland.
Brolgatranen er monogam, og et par holder normalt sammen hele livet, men nye par kan opstå, hvis et individ dør. Det tætte bånd mellem hannen og hunnen symboliseres med et synkront kald, som hunnen normalt starter. Hun står med vingerne foldet og næbbet opad, mens hun udstøder en række trompetkald. Hannen står ved siden af i en lignende stilling, men med vingerne slået ud og hængende håndsvingfjer. Det er det eneste tidspunkt, hvor man med sikkerhed kan se forskel på kønnene. Hannen udstøder et længere kald for hver to kald udstødt af hunnen.
Brolgatranen er også kendt for deres ritualiserede parringsdans. Forestillingen begynder med, at en fugl samler noget græs op og smider det op i luften for så at fanget det med næbbet igen. Fuglen springer herefter en meter op i luften med udstrakte vinger og fortsætter med at strække halsen, bukke sig, spankulere rundt, kalde og bevæge hovedet op og ned. Nogle gange er det én trane, der danser for sin mage, andre gange danser de i par, og nogle gange er det en hel gruppe på omkring tolv fugle, som stiller sig op på række over for hinanden, før de begynder at danse.
Brolgatranens æg
Brolgatranen yngler ud over hele sit udbreddelsesområde i Australien og New Guinea. Starten på ynglesæsonen styres i højere grad af nedbør end årstid. Sæsonen ligger derfor fra februar til maj efter regntiden i de nordlige områder og fra september til december i det sydlige Australien. Det er usikkert, om alle ynglepar forlader yngleterritorierne for at tilslutte sig flokke i tørketiden, før de vender tilbage næsten ynglesæson. Det kan variere fra sted til sted. I områder med megen føde kan rederne være ret tæt på hinanden, og i Queensland kan den yngle samme sted som sarustranen. Reden bygges af begge køn og er en forhøjning af græs og andre plantedele på en lille ø på lavt vand eller nogen gange flydende. Nogle gange laver fuglen dårligt nok en rede, men overtager en svanerede eller lægger æggene på den bare jord. Redebyggeriet starter mellem november og februar på Gilbert og Flinders Rivers flodsletter i det nordlige Queensland efter regn.
Der er ét kuld om året, og hunnen lægger normalt to æg, men nogle gange ét eller tre æg, med to dages mellemrum. De matte hvide æg har rødbrune pletter, som er tættere ved æggets store ende. De måler 95 x 61 mm, selv om større æg er fundet i kuld med tre æg. Hunnen ligger på reden om natten, men begge køn ruger. Æggene klækkes efter omkring 32 dage, men ikke samtidigt. De nyklækkede unger er dækket med grå dun og vejer omkring 100 g. De er redeflyende og forlader reden efter en dag eller to. Begge forældre mader og passer på ungerne. De har fået alle deres fjer, når de er 3 måneder gamle, og de er i stand til at flyve 2 uger senere. Når ungerne føler sig truede, gemmer de sig og er helt stille, mens en af forældrene simulerer en brækket vinge for at lokke rovdyr væk. Forældrene passer på ungerne til de er 11 måneder eller til de er næsten 2 år, hvis de ikke yngler næste sæson. Yngleparrene bevarer deres territorier, mens de opfostrer ungerne. Territoriestørrelse i Victoria, i det sydøstlige Australien, er målt til mellem 70 og 523 hektar, og hvert territorium havde en blanding af vådområde og landbrugsland. Familierne overnattede i vådområderne og bevægede sig i gennemsnit 442 m fra overnatningsstedet om dagen. Hver familie brugte forskellige vådområder inden for territoriet. Forskning har vist en ynglesucces (mindst en flyvedygtig unge) på 59% på Gilbert River-flodsletten og 46% på Flinders River-flodsletten (baseret på 80 ynglepar). 33% af alle par, der fik unger på vingerne, fik to unger.
Bevaringsstatus
Brolgatraner på en majsmark
IUCNs Rødliste over sårbare fuglearter kategoriserer brolgatranen som "ikke truet", da den har et stort udbreddelsesområde og en bestand på mere end 10.000 individer. Selvom bestanden måske er svagt faldende, er det ikke med en hastighed, som retfærdiggør en placering i en kategori for mere truede fugle. Brolgatranen er heller ikke opført som truet på den australske liste Environment Protection and Biodiversity Conservation Act 1999. På delstatsniveau er der dog forskel. I Victoria er den opført som truet på den lokale liste Flora and Fauna Guarantee Act (1988).
Den største trussel mod brolgatranen er ødelæggelse af leveområder i den sydlige del af udbreddelsesområdet. Det skyldes blandt andet spredning af eucalyptus-træet Eucalyptus globulus i yngleområderne, dræning af vådområder, kollision med elledninger, afbrændings- og græsningsmønstre, spredning af invasive arter og indsamling af æg. Den er mere beskyttet i den nordøstlige del af sit udbreddelsesområde, da Queenslands flodsletter er uegnede til landbrug. Vindmøller kan også være en trussel, og forskning viser, at det er vigtigt, at der ikke er vindmøller i vådområder, hvor tranerne samles om natten.
12Veltheim, Inka; Sundar, K.S. Gopi (2019). "Species review: Brolga (Grus rubicundus)". I Mirande, Claire M.; Harris, James T. (red.). Crane Conservation Strategy. International Crane Foundation, Baraboo, USA. s.371-381.
↑Australian Biological Resources Study (16. april 2014). "Species Grus (Mathewsia) rubicunda (Perry, 1810)". Australian Faunal Directory. Canberra, Australian Capital Territory: Department of the Environment, Water, Heritage and the Arts, Australian Government. Hentet 29. juni 2017.
↑Miller, Adam; Veltheim, Inka; Nevard, Timothy; Ming Gan, Han; Haase, Martin (2019). "Microsatellite loci and the complete mitochondrial DNA sequence characterised through next-generation sequencing and de novo genome assembly, and a preliminary assessment of population genetic structure for the Australian crane, Antigone rubicunda". Avian Biology Research. 12 (2): 49-58. doi:10.1177/1758155919832142. S2CID92581541.
↑Marchant, S.; Higgins, P. G. (1993). "Grus rubicundus Brolga"(PDF). Handbook of Australian, New Zealand & Antarctic Birds. Volume 2: Raptors to lapwings. Melbourne, Victoria: Oxford University Press. s.470-80. ISBN978-0-19-553069-8. Arkiveret fra originalen(PDF) 26. januar 2015.
12Dunning, John B. Jr., red. (2008). CRC Handbook of Avian Body Masses (2nd udgave). CRC Press. ISBN978-1-4200-6444-5.
↑Wilson, D., & Organ, A. (2015). The Use of Aerial Surveys for the Detection of the Brolga Grus rubicunda Through South-West Victoria: Key Considerations for the Wind Industry. In Wind and Wildlife (pp. 59-68). Springer, Dordrecht.
↑Miller, A. (2016). The development of microsatellite loci through next generation sequencing, and a preliminary assessment of population genetic structure for the iconic Australian crane, Brolga (Antigone rubicunda). Nature Glenelg Trust, Warrnambool, Victoria.
↑Davis, Danielle (19. januar 2014). "Brolga". WIRES: Northern Rivers. Arkiveret fra originalen den 29. juli 2010. Hentet 19. januar 2014.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Uegnet url (link)
