| Carla Colsmann Mohr | |
|---|---|
| Født | 17. april 1887 Frederiksberg, Danmark |
| Død | 4. juli 1974 (87 år) Birkerød, Danmark |
| Uddannelse og virke | |
| Uddannelsessted | Det Kongelige Danske Kunstakademi |
| Elev af | Sigurd Wandel, Viggo Johansen |
| Beskæftigelse | Kunstmaler |
| Elever | Elisa Maria Boglino |
| Information med symbolet | |
Carla Colsmann Mohr (født 17. april 1887 på Frederiksberg, død 17. juli 1974 i Birkerød) var en dansk maler. Hendes forældre var grosserer Poul Jacob Johannes Colsmann og Nathalie Elisabeth Mathilde Lobedanz. Hun giftede sig 11. juni 1928 med handelsgartner Sofus Mohr (1864-1943).
Carla Colsmann Mohr indledte sin uddannelse som forberedelse til Kunstakademiet hos Charlotte Sode og Julie Meldahl, på deres tegneskole. I 1904 blev hun optaget på Kunstskolen for Kvinder, i øvrigt samme dag som malerne Astrid Holm og Bizzie Høyer. De tre elever rykkede sammen med maleren Sophie Pedersen op i Modelskolen i 1906 og fik her selskab af malerne Magdalene Hammerich, Bodil Strubberg og Elisabeth Vest. På Kunstakademiet fortsatte hun til 1912. Her havde hun lærerne Viggo Johansen. Valdemar Irminger og Sigurd Wandel.
Et af hovedværkerne i Carla Colsmann Mohrs produktion er oliemaleriet Interiør fra Akademiets kvindelige Malerskole fra 1912. Man har i mange år antaget, at billedet forestillede Viggo Johansen med sine elever, herunder Colsmann Mohr selv. Da billedet er dateret 1912, må det forestille en situation fra i stedet Irmingers og Wandels klasse. Bedømt ud fra udseende og alder, må det være Sigurd Wandel, som var Irmingers assistent. De indentificerede elever på maleriet menes at være malerne Olivia Holm-Møller, Julie Madsen og Harriet Fischer-Jørgensen
I Carla Colsmann Mohrs tidlige værker ses en påvirkning af læreren Viggo Johansen; men hun udviklede sin egen forenklede stil særlig under sine udlandsrejser. Fra 1922 og fremover arbejdede hun med landskabsmaleri i Odsherred. Herudover skabte hun flere portrætter, der viser hende som en stor menneskeskildrer, herunder et hovedværk: portrættet af maleren Niels Larsen Stevns ved sit arbejdsbord, fra 1939.
Blandt de 25 kvindelige kunstnere, der i 1916 havde underskrevet en landsdækkende indkaldelse til stiftende møde af en faglig forening for kvindelige kunstnere og derved var medstiftere, var Carla Colsmann Mohr. Foreningen blev stiftet den 7. februar 1916 og blev navngivet Kvindelige Kunstneres Samfund. Fra 1914-1928 drev Carla Colsmann Mohr sin egen malerskole, og blandt eleverne var maleren Eva Andersen, den dansk-italienske maler Elisa Maria Boglino og maleren Leo Estvad.
Carla Colsmann Mohr indstiftede et legat i sit navn, som gennem årene 1977 til 1995 blev uddelt til kvindelige kunstnere.