Mathilde Fibiger

Mathilde Fibiger
Dansk litteratur
Tidlig moderne gennembrud
Mathilde Fibiger
Foto: Thora Hallager
Fra Det Kongelige Bibliotek
Personlig information
Født13. december 1830 Rediger på Wikidata
København, Danmark Rediger på Wikidata
Død17. juni 1872 (41 år) Rediger på Wikidata
Aarhus, Danmark Rediger på Wikidata
NationalitetDansk
FarAdolph Fibiger Rediger på Wikidata
MorMargrethe Cecilia Nielsen Aasen (1794-1844)
SøskendeIlia Fibiger Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
BeskæftigelseKvinderetsforkæmper, forfatter, romanforfatter Rediger på Wikidata
Kendte værkerClara Raphael, Minona
Genreromaner/noveller
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.
Mathilde Fibigers gravsten i lapidariet i Århus Rådhuspark. Gravstenen står pr 2021 i Mathilde Fibigers Have, Aarhus.

Mathilde Lucie Fibiger (født 13. december 1830 i København, død 17. juni 1872 i Aarhus) var en dansk forfatterinde, der i sin debutroman Clara Raphael fremsatte banebrydende tanker om kvindens frigørelse og hendes begrænsede muligheder for uddannelse, udvikling og uafhængighed.

Familie og opvækst

Hun var datter af Margrethe Cecilia Nielsen Aasen (1794-1844) og officer og militærforfatter Johan Adolph Fibiger (31. maj 1791 på Snoghøj Færgegård-26. august 1851 i København). Mathilde blev født som den yngste af ni børn og voksede op i et hjem præget af litterære, politiske og nationale interesser.

Mathilde Fibiger som ung
Foto: Thora Hallager
Fra Det Kongelige Bibliotek

Arbejdsliv

Mathilde boede i en periode i København sammen med sin søster forfatteren Ilia Fibiger. De underviste, malede porcelæn og syede skjorter for at tjene penge. I 1849 rejste Mathilde Fibiger til Lolland som huslærerinde hos en skovriderfamilie på Maltrupgård nær Sakskøbing. Her skrev hun brevromanen Clara Raphael, der udkom i 1851. Romanen består af 12 breve, hvoraf Clara Raphael skriver de 11 til veninden Mathilde. I sommeren 1852 boede Fibiger nogle måneder på Rønnebæksholm ved Næstved hos Marie Toft og N.F.S. Grundtvig, hvor hun skrev sin anden roman. I 1856 fik hun af enkedronning Caroline Amalie tilkendt en årlig understøttelse på 80 rigsdaler, og med den i hånden kunne hun føre sin egen husholdning som syerske og oversætter fra tysk. Finansminister C.E. Fenger hjalp hende til at få en uddannelse som telegrafist, hvorefter hun i 1866 blev ansat ved Den Danske Statstelegraf som den første kvindelige tjenestemand. Hun arbejdede først som telegrafist i fire år i Helsingør, var dernæst stationsbestyrer i Nysted og endte til sidst i Aarhus.

Forfatterskab

Clara Raphael, Tolv Breve skildrer livet for en ung kvinde, der arbejder som guvernante i provinsen. Hendes ideer om hendes selvstændighed passer ikke lokalbefolkningen, og hun beslutter sig til at gøre Damernes Emancipation til sit livsmål. Der er klare paralleller mellem bogen og Mathilde Fibigers eget liv. Bogen udkom omkring jul 1850 (på titelbladet: 1851). Hun var 20 år. Den havde forord af ingen ringere end Johan Ludvig Heiberg).

Set i lyset af den omvæltning, det danske samfund oplevede i 1848-50, var bogens ideer for vidtgående for mange, og den livlige debat, der fulgte i løbet af 1851, fik navnet Clara Raphaelfejden. Selv de negative anmeldere anerkendte Fibigers litterære talent, og selv om forbindelsen til Heiberg blev afbrudt, og Heiberg aldrig forsvarede Fibiger, skaffede bogen hende kontakt med Hans Egede Schack og Meïr Aron Goldschmidt. De havde kritiseret bogen sønderlemmende. Og med N.F.S. Grundtvig, som havde hilst den velkommen som ægte dansk og ægte menneskelig. Mathilde Fibiger bidrog til fejden med to skrifter: et forklarende skrift om kvindefrigørelsen og en novelle, som viste forskellene på de to køns vilkår.

I sine senere bøger En Skizze efter det virkelige Liv (1853), og Minona (1854) tager Fibiger livtag med sin ungdoms radikalitet. Væsentligst er Minona, som med sin komplicerede og højt opspændte incesthistorie er hendes betydeligste litterære værk. Romanen var ingen skandalesucces, kun skandale. Fibigers skønlitterære forfatterskab blev aldrig fortsat.

Kvindesagen

Fibigers debutroman, Clara Raphael, havde stor indflydelse på kvindebevægelsen, og derfor regnes hun ofte som Danmarks første kvindesagsforkæmper. Hun blev derfor inviteret til at være medlem af Dansk Kvindesamfund fra dets stiftelse i 1871. Dansk Kvindesamfunds Mathildeprisen er opkaldt efter hende. Den blev oprettet i 1970 og gives til kvinder, mænd, organisationer, virksomheder og andre, der på afgørende måde arbejder for gennemførelsen af den fulde retslige og faktiske ligestilling mellem kvinder og mænd. Ligeledes opførte Kvindernes Boligselskab bygningen Clara Raphaels Hus i 1918-20 på Østerbrogade 85 i København Ø, med 150 værelser, restaurant og vaskeri. Ejendommen blev opført med det formål at bygge en ejendom til selverhvervende kvinder, hvilket stadig var meget nyt og usædvanligt, ligesom det var svært for enlige kvinder overhovedet at opnå en bolig. Huset fungerer fortsat den dag i dag.

Bibliografi

Om Mathilde og Ilia Fibiger

Se også

Referencer

Eksterne henvisninger