Danmarks Stednavne

Danmarks Stednavne er en udgivelsesrække, som gennemgår danske stednavne filologisk og historisk. Udgivelsen blev påbegyndt af Stednavneudvalget i 1922 (Samsøs Stednavne). Stednavneudvalget fortsatte udgivelsen (til og med bind 15), hvorefter udgivelsen fortsatte inden for rammerne af Institut for Navneforskning (bind 16-24) og Afdeling for Navneforskning (fra bind 25). Serien består indtil videre af 26 bind som dækker omkring 2/3 af Danmark med varierende inddragelse af naturnavne.

"Danmarks Stednavne" er ordnet således, at værket bruger den administrative inddeling af landet før kommunalreformen i 1970. Det betyder, at værkets bind er inddelt efter den datidige amtsinddeling, og at hvert bind videre er inddelt efter herreder og sogne inden for disse; inden for hvert sogn er ordningen alfabetisk.

I de fleste binds indledning findes en introduktion over de almindeligste typologiske efterled (dvs. stednavnenes sidste led, eksempelvis -by, -toft og -bjerg) og endelser, kilde- og litteraturfortegnelse, andre forkortelser og en indføring i lydskriftsystemet Dania.

For hvert stednavn anføres den (på udgivelsestidspunktet) gældende stavemåde som opslagsform. Desuden anføres ældre stavemåder – såkaldte kildeformer – kronologisk. An på de enkelte stednavnes overlevering i kilderne, anføres så vidt muligt alle middelalderlige kildeformer, ligesom der anføres mere sporadiske nedslag i de eftermiddelalderlige kilder samt udtaleformer i lydskrift. Der foretages herefter en tolkning af stednavne.

En online og søgbar version af bogværket Danmarks Stednavne er del af internetsitet Danmarks Stednavne der også indeholder data fra Forskergruppen for Navneforsknings supplerende database og Geodatastyrelsens StedNavne- og StamOplysningsRegister (SNSOR).

Bindenes indhold

Referencer

  1. ↑ Danmarks Stednavne – Københavns Universitet
  2. ↑ "Danmarks Stednavne". Arkiveret fra originalen 6. december 2018. Hentet 6. december 2018.
  3. ↑ Stednavneudvalget, red. (1948). Viborg Amts Stednavne. Danmarks Stednavne. Museum Tusculanums Forlag. ISBN 978-87-635-3618-9. Wikidata Q104120396.

Eksterne henvisninger