Dansk indfødsret er en formel betegnelse, der svarer til det, der i daglig tale og i andre lande ofte betegnes som statsborgerskab. Begrebet reguleres af Grundloven, hvis § 44, stk. 1 lyder: "Ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov". Herudover reguleres dansk indfødsret af indfødsretsloven ("Lov om dansk indfødsret").
I 2026 havde ca. 88 % af befolkningen i Danmark eller 5,3 millioner dansk indfødsret. Desuden formodes ca. 250.000 danske statsborgere at bo udenfor landets grænser.
Begrebet indfødsret blev indført i Danmark i 1776. Tidligere havde alle, der boede i den danske konges rige, retsligt været betragtet som kongens undersåtter. Efter 1536 blev adgang til riget indskrænket for personer, der ikke fulgte den evangelisk-lutherske tro. I 1776 indførte man Forordningen om Indfødsret, der gav indfødte (altså personer, der var født) i kongens lande (Danmark, Norge og Slesvig-Holsten) eneret til at beklæde rigets offentlige embeder. Med Junigrundloven i 1849 blev valgret og valgbarhed til Rigsdagen også knyttet til indfødsretten.
I 1898 blev princippet om fødested ændret til, at statsborgerretten afhang af afstamning, sådan at forældrenes tilhørsforhold blev afgørende for, om et barn fik dansk indfødsret eller ej. Kvinder fik oprindelig indfødsret sammen med deres mænd, og først fra 1950 skulle kvinder søge selvstændigt om dansk statsborgerskab.
De fleste danske statsborgere har fået deres danske indfødsret ved fødslen, fordi en af deres forældre var dansk statsborger. En nyfødt tildeles altså automatisk dansk indfødsret, hvis mindst en af forældrene har dansk indfødsret. Det er det såkaldte princip om jus sanguinis ("blodets ret"). Hittebørn, som bliver fundet i Danmark, betragtes også som danske statsborgere, indtil andet oplyses. Hvis en dansk statsborger adopterer et barn under 12 år ved en dansk adoptionsbevilling, bliver barnet ligeledes dansk statsborger ved adoptionen.
Tildeling af dansk indfødsret kan også ske ved senere beslutning ved en særlig lov (naturalisationslov). Det er specielt for Danmark, at naturalisation skal gives ved en lov. Bestemmelsen går tilbage til Junigrundloven af 1849 og fremgår af den nuværende grundlovs paragraf 44, stk. 1, der siger, at "ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov". I de fleste andre stater tildeles statsborgerskab i stedet administrativt på baggrund af en række lovbestemte kriterier.
Normalt vedtager Folketinget 2 gange om året en lov, der tildeler statsborgerskab til nye statsborgere. Der fremsættes normalt "lovforslag om indfødsrets meddelelse" i april og oktober hvert år.
Ansøgere skal opfylde en række betingelser for at kunne opnå dansk indfødsret, således
Af de godt 6 millioner indbyggere i Danmark 1. januar 2026 havde lidt over 5,3 millioner dansk statsborgerskab. Det svarer til 88 % af befolkningen, mens der altså var 12 % af befolkningen, der ikke havde dansk statsborgerskab. Ifølge Institut for Menneskerettigheder havde voksne indvandrere til Danmark, der blev danske statsborgere, i 2024 i gennemsnit haft en opholdstid på 17 år i landet, inden de opnåede statsborgerskabet.
Der findes ikke officielle statistikker for, hvor mange danske statsborgere der opholder sig i udlandet, men ifølge den private forening Danes Worldwide var der i 2026 ca. 250.000 udlandsdanskere.
I 2024 udvandrede knap 17.000 danske statsborgere fra Danmark, mens ca. 18.500 danske statsborgere indvandrede til landet.
Ifølge Danmarks Statistik skiftede i alt 6.255 personer til dansk statsborgerskab i 2024. Heraf havde lidt over 50 % tidligere haft statsborgerskab i Europa, knap 35 % i Asien, 6 % i Afrika og 4 % i Nord- og Sydamerika. Resten havde haft statsborgerskab i Oceanien eller var statsløse. I alt 39 % havde haft statsborgerskab i vestlige lande og 61 % i ikke-vestlige lande. De fem stater, hvor de fleste af de nye danske statsborgere tidligere havde haft statsborgerskab, var Storbritannien (362 personer), Pakistan (344 personer), Tyskland 315 personer), Indien (300 personer) og Ukraine (289 personer).
Hvis en dansk statsborger er født i udlandet og aldrig har boet i Kongeriget Danmark, mister den pågældende automatisk sin danske indfødsret, når han eller hun fylder 22 år. Man kan dog forinden ansøge om at bevare indfødsretten. Man mister ikke indfødsretten, hvis man derved bliver statsløs.
Dansk indfødsret skal frakendes ved dom, hvis indfødsretten er erhvervet ved svig, eksempelvis ved at man har afgivet falske oplysninger i forbindelse med ansøgningen eller har fortiet relevante oplysninger. Dette gælder uanset om man derved bliver statsløs, og omfatter også ens børn, hvis de har erhvervet indfødsret i samme forbindelse. Frakendelsen sker dog ikke, hvis den vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
Endvidere skal indfødsretten frakendes ved dom i forbindelse med en straffesag, hvis man dømmes for en strafbar handling, og man derved har udvist en handlemåde, som er til alvorlig skade for statens vitale interesser. Her gælder også, at frakendelsen ikke må være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
Endelig kan regeringen administrativt fratage indfødsretten for en person, hvis ministeren vurderer, at den pågældende har udvist en handlemåde, som er til alvorlig skade for landets vitale interesser. Forudsætningen er, at den pågældende ikke derved bliver statsløs. Personen skal således have dobbelt statsborgerskab. Personen kan efterfølgende indbringe sagen for domstolene. Denne mulighed blev indført i 2019.
Det sker meget sjældent, at de danske domstole ophæver kriminelle danskeres statsborgerskab. I juni 2016 fik Said Mansour, kendt som "boghandleren fra Brønshøj", som den første annulleret sin danske indfødsret som led i en straffesag. I november 2017 mistede pizzabageren og syrienkrigeren Enes Ciftci som den første person, der var født i Danmark, sit danske pas ved en sag, der ligeledes blev afgjort i Højesteret. I perioden 2016-2018 fik i alt seks personer frataget deres danske pas i straffesager.
Siden 1. september 2015 har Danmark tilladt dobbelt statsborgerskab, sådan at man godt kan bevare sit danske statsborgerskab, hvis man bliver statsborger i et andet land, og omvendt ikke skal give afkald på statsborgerskab i andre lande, hvis man opnår dansk indfødsret. Muligheden for at få dobbelt statsborgerskab afhænger dog også af, at det andet land accepterer tilstanden.
Den 18. december 2014 vedtog et flertal i Folketinget en ny lov om indfødsret, der tillader dobbelt statsborgerskab fra og med den 1. september 2015. Det betyder at udlændinge, der bliver optaget på et lovforslag om meddelelse af dansk indfødsret, ikke længere skal give afkald på deres hidtidige statsborgerskab.
Der findes dog undtagelser. Hvis én af forældrene er dansk statsborger og den anden forælder ikke er dansk statsborger, vil barnet i mange tilfælde erhverve to statsborgerskaber ved fødslen. Hvis barnet alene vokser op i udlandet, så kan det som nævnt ovenfor miste sin danske indfødsret ved det fyldte 22. år. Har barnet har boet i Kongeriget Danmark i en periode eller når der ansøges om det, så kan barnet bevare sin danske indfødsret efter det fyldte 22. år, og kan dermed også som voksen have to statsborgerskaber. Forudsætningen er dog, at det andet land også godkender det.
