De kom til Bagdad (engelsk originaltitel: They Came to Baghdad) er en spionroman af Agatha Christie, første gang udgivet i Storbritannien af Collins Crime Club den 5. marts 1951 og senere samme år i USA af Dodd, Mead and Company. Den britiske udgave kostede otte shilling og sixpence (8/6), mens den amerikanske udgave kostede 2,50 dollars. Bogen var inspireret af Christies egne rejser til Bagdad med sin anden mand, arkæologen Sir Max Mallowan, og er desuden en af de få Christie-romaner, der er en spionroman frem for krimi.
Efter at have mistet sit job og være blevet forelsket i en ung mand ved et tilfældigt møde i en park, rejser Victoria Jones til Baghdad. Et hemmeligt topmøde mellem stormagter skal afholdes i Bagdad, men en hemmelig gruppe, der både er antikommunistisk og antikapitalistisk, planlægger at sabotere begivenheden. Situationen bliver mere kompliceret, da den entusiastiske unge ”eventyrer” Victoria Jones finder en døende britisk hemmelig agent – Henry ”Fakir” Carmichael – på sit hotelværelse. Hans sidste ord – ”Lucifer... Basrah... Lefarge” – får hende til at indlede en efterforskning. ”Lucifer” henviser til bagmanden, som står bag sammensværgelsen. ”Lefarge” viser sig i virkeligheden at være ”Defarge” og er en henvisning til en figur hos Charles Dickens; det hentyder til, at navnet på et vigtigt vidne er syet ind i et tørklæde. Selv om Victoria er hovedpersonen, er den egentlige heltinde Anna Scheele, der er sekretær og direktionsassistent for en amerikansk bankmand og har fået omfattende viden om den hemmelige gruppes økonomi. Hun optræder forholdsvis sjældent, med nogle få korte optrædener tidligt i fortællingen, hvorefter hun tilsyneladende forsvinder – til stor frustration både for den onde organisation, som frygter hendes finansielle viden og ønsker at likvidere hende, og for hendes allierede, der vil beskytte hende. Hun dukker uventet op igen i sidste øjeblik. En anden bemærkelsesværdig detalje er, at Ariadne Oliver optræder i romanen.
Julian MacLaren-Ross anmeldte begejstret romanen i udgaven af The Times Literary Supplement den 20. april 1951 og skrev, at den var ”mere en thriller end en detektivhistorie, selv om der er masser af mysterier og to overraskelser forbeholdt de afsluttende kapitler; den ene af disse er måske hendes bedste siden afsløringen af forbryderen i De syv urskiver.” Han bemærkede desuden, at ”den ubesværede sikkerhed i skrivestilen endnu en gang vækker beundring”, og konkluderede, at Christies opfindsomhed ”aldrig svigter hende”. Maurice Richardson fra The Observer (4. marts 1951) skrev: ”Lidt let og pyntet, til tider næsten fnisende, som Agatha Christies thrillere ofte er, men den har den sædvanlige cremede læsevenlighed og en djævel, der er skjult dybt i handlingen.” Robert Barnard: ”Et temmelig usandsynligt eksempel på Christie i thrillergenren, men mere livligt end visse andre. En indtagende heltinde og usædvanligt gode bipersoner – arkæologer, hotelejeren osv. Handlingen drejer sig om forsøg på at forhindre De Tre Store (Storbritannien var en af dem dengang) i at mødes og skabe fred. Selv om skurkene ikke er venstreorienterede, bærer de præg af hendes venstreorienterede idealister fra trediverne (de ønsker som sædvanlig at skabe en ’ny himmel og jord’ – yderst farligt!).”
Den blev filmatiseret som et afsnit af Westinghouse Studio One i 1952.
Christies notesbøger viser, at hun oprindelig havde haft i tankerne, at Hilary, som er hovedpersonen i Ukendt bestemmelsessted skulle være en del af persongalleriet i De kom til Baghdad.