Demoscenen er en international subkultur indenfor computerkunst (en), hvor grupper og enkeltpersoner laver demoer: små, selvstændige programmer, der afspiller en audiovisuel præsentation i realtid, uden at brugeren gør noget. Pointen er at vise, hvad man kan som programmør, grafiker og musiker, og værkerne bliver vist og bedømt ved sammenkomster, der kaldes demopartyer.
Scenen voksede frem i begyndelsen af 1980'erne sammen med hjemmecomputerne og det miljø, der brød kopibeskyttelsen (no) på spil. Den regnes først og fremmest for et europæisk fænomen, og tyngdepunktet har historisk ligget i Norden, Tyskland, Holland og Polen.
Da de første grupper fjernede kopibeskyttelsen fra spil til Apple II, Commodore 64 og senere Amiga, satte de deres navn på det kopierede program i form af en kort skærmvisning, før spillet gik i gang. De enkle grafikker udviklede sig med tiden til små programmer med grafiske effekter og musik, såkaldte cracktroer, og grupperne begyndte at kappes om at lave de flotteste. Til sidst udgav man programmerne for sig selv, helt uden det kopierede spil, og dermed var demoen blevet en selvstændig kunstform.
Før internettet blev almindeligt, kom demoerne ud i verden ad to veje. Den ene var swappere, som byttede disketter med hinanden med posten. Den anden var BBS'er, som man ringede op til med modem, og som ofte var koblet sammen i netværk som FidoNet. Grupperne lavede også BBS-introer, små programmer der reklamerede for et bestemt BBS, og som blev spredt gennem systemerne selv.
Sidst i 1980'erne og først i 1990'erne dominerede Commodore 64, Atari ST og Amiga. Det ændrede sig i 1993, da den finske gruppe Future Crew udgav demoen Second Reality, og den MS-DOS-baserede pc for alvor blev taget alvorligt som demomaskine. De gamle 8- og 16-bit-maskiner er dog aldrig forsvundet fra scenen, og der laves stadig nye demoer til dem.
Demoscenerne arbejder som regel i små grupper med en koder, en musiker og en grafiker, og tidligere også en swapper, der tog sig af distributionen. Både grupper og enkeltpersoner optræder under dæknavne, såkaldte handles, som ofte skrives sammen med gruppens navn, fx "Handle/Gruppe". I crackermiljøet skjulte dæknavnene, hvem der stod bag ulovlig kopiering; i demoscenen fungerer de snarere som kunstnernavne.
Scenen er stærkt præget af konkurrence. Originalitet vægtes højt, og at genbruge andres arbejde uden tilladelse ses meget skævt til. Miljøet er samtidig ret lukket og har aldrig for alvor søgt offentlighedens opmærksomhed. I 2010 blev antallet af aktive anslået til omkring 10.000 på verdensplan.
Koderens opgave er at få computeren til at gøre mere, end den egentlig er bygget til. På de gamle maskiner handlede det om at få flere objekter, flere farver eller flere billedopdateringer ud af begrænset hardware. I dag handler det oftere om realtidsgrafik, om at generere indhold med kode og om at komprimere så effektivt som muligt.
Fra midten af 1980'erne blev musikken typisk lavet i trackerprogrammer og gemt som modulfiler. Kendte programmer er Protracker til Amiga og Scream Tracker, FastTracker 2 og Impulse Tracker til MS-DOS. Chipmusik er en særlig gren, hvor man kun må bruge helt enkle lydformer. Moderne demoer uden størrelsesgrænse bruger ofte almindelige lydfiler i stedet.
Grafikken deles gerne i tre: pixelgrafik, der er tegnet direkte på computeren, renderet 3D-grafik, og selve designet af demoen med modeller og teksturer.
Mange af scenens konkurrencer har en fast øvre grænse for filens størrelse. De mest udbredte kategorier er 64k-introen på højst 65.536 byte og 4k-introen på højst 4.096 byte. Grænserne stammer fra gamle filformater, men de tvinger udviklerne til at skabe indholdet med kode i stedet for at gemme det: lyd, teksturer, 3D-modeller og animation bliver beregnet, mens programmet kører, og den færdige fil bliver komprimeret. Et vendepunkt for 64k-kategorien kom med fr-08 fra den tyske gruppe Farbrausch, der blev vist ved The Party 2000 i Aars.
Konkurrencerne kaldes compos og afholdes ved demopartyer, som typisk varer en weekend. Deltagerne tager deres egne computere med, bidragene bliver vist på storskærm om natten, og bagefter stemmer publikum. De første partyer opstod i 1980'erne som copypartyer, hvor det vigtigste var at bytte software.
Blandt de mest kendte partyer er Assembly i Helsinki (siden 1992), The Gathering i Hamar i Norge (siden 1992), Breakpoint i Tyskland (2003–2010) og dets efterfølger Revision i Saarbrücken (siden 2011).
Danmarks vigtigste bidrag til demoscenens historie er The Party, som blev holdt hvert år i Aars fra 1991 til 2002. I en årrække var det et af verdens største demopartyer med flere tusinde deltagere. Da The Party ophørte, overtog de tyske partyer meget af dets rolle.
I 2020 optog Finland demoscenen på sin nationale liste over immateriel kulturarv under UNESCOs konvention. Det var første gang, en digital subkultur fik den status. Siden har Tyskland (2021), Polen (2021), Nederlandene (2023), Sverige og Frankrig (2025) gjort det samme.
Demoscenen har sat tydelige spor i den europæiske spilbranche, hvor mange programmører, grafikere og musikere har deres baggrund. Blandt de virksomheder, der har haft folk fra scenen ansat, er finske Remedy Entertainment (en) og Housemarque (en), svenske Digital Illusions og Starbreeze (sv) samt danske IO Interactive.
Indflydelsen rækker også ud over spillene. Folkene bag webgrafikværktøjerne Three.js og Shadertoy har selv peget på demoscenen som udgangspunkt for deres arbejde.
