Den eneste ene er en dansk romantisk komedie-film fra 1999, som er instrueret af Susanne Bier efter manuskript af Kim Fupz Aakeson. Med 843.320 solgte biografbilletter og den mest sete danske film i 1999 kan den betragtes som en af dansk komediefilms største succeser, og den er blandt de mest sete danske film nogensinde.
Filmen indeholder en række mindeværdige replikker blandt andet "bare ærgerligt, Sonny Boy", "så fuck fuck da" og "hvis jeres ægteskab er en bil, hvad er det så for en". Replikken fra Lars Kaalunds rolle, "Hvis du var en ludobrik, var du så slået hjem nu?", blev af Danmarks Radios P3-lyttere stemt ind som det femte bedste filmcitat ved en afstemning i 2010.
Sus (Sidse Babett Knudsen) er gift med den charmerende og flotte italiener Andrea, som bliver kaldt Sonny. Sonny vil rigtig gerne have et barn, men Sus er meget tilbageholdende, da hun ikke vil være tyk og få strækmærker. Sus arbejder som kosmetolog på en skønhedsklinik sammen med sin gode veninde, Stella (Paprika Steen), der rigtig gerne vil finde en kæreste og få et flot efternavn.
Niller (Niels Olsen) er gift med Lizzie (Søs Egelind) og på grund af Nillers lave sædkvalitet er de i gang med at blive godkendt til adoption. Niller er køkkeninstallatør og arbejder sammen med Knud (Lars Kaalund). Lizzie og Niller bliver efter flere samtaler med en adoptionsdame (Hella Joof) godkendt til at adoptere og de bliver tilbudt at adoptere en 5-årig pige, der hedder Mgala fra Burkina Faso. Lizzies søster Merete, kaldet Mulle, (Sofie Gråbøl), psykologistuderende er småforelsket i Niller.
Efter en samtale ved lægen opdager Sonny at Sus bevidst har undgået at blive gravid og mens de er ude og kigge på et nyt køkken, kommer de op at skændes og til slut indvilliger Sus i at de kan prøve at blive gravide. Sus bliver gravid og begynder dagligt at brække sig og bliver meget overfølsom for lugten af løg.
Sus og Niller mødes for første gang, da Niller kommer for at begynde at sætte det nye køkken op hos Sus og Sonny. Sus stråler over sin graviditet, mens Niller glæder sig til at møde Mgala, der er på vej til Danmark.
Samme aften som Niller og Lizzie får Mgala hjem, bliver Lizzie kørt ned af en bil på gaden og dør og efterlader Niller alene med Mgala. Mulle træder med det samme til for at hjælpe Niller igennem sorgen og for at finde tilbage til en normal hverdag sammen med Mgala.
På arbejde i skønhedsklinikken arbejder Sus med en kunde, som glad fortæller at hun netop har fundet sammen med en flot og velhavende italiener, som har inviteret hende til Firenze på weekendtur. Under deres snak indser Sus at kundens italiener og Sonny er den samme person, og at Sonny har en affære. Samme eftermiddag konfronterer hun Sonny i deres lejlighed og smider ham ud og giver ham en knytnæve i ansigtet.
Sus er ked af det og brækker sig hele tiden og Stella prøver at muntre hende op og opfordrer hende til at lade som om at hun ser en anden for at gøre Sonny jaloux. Sonny vender tilbage til lejligheden, hvor Sus prøver at være så sexet som hun kan og lader som om at hende og Niller dater for at gøre Sonny jaloux, men Sonny ser igennem det og prøver at kysse hende. Sus giver Sonny en knytnæve i ansigtet igen og han går.
Mulle presser Niller for at komme tilbage på arbejde efter Lizzies død og Niller tager op til Sus for at fortsætte arbejdet med opsætningen af køkkenet, selvom de ikke har betalt regningerne. Sus er samme dag blevet sendt hjem fra sit arbejde, da hun flippede ud over en kunde og Niller ender med at trøste hende og de kysser hinanden. Niller kommer glad hjem fra Sus og han og Mgala leger, mens Sus fortæller Stella om kysset med Niller.
Sonny kommer tilbage til lejligheden igen, men Sus nægter at tale med ham og han går igen. På vejen ud ser Sonny Niller gå op i lejligheden og Sonny sniger sig efter ham, hvor han ser Niller og Sus kysse. Hjemme ved Niller passer Mulle Mgala og da Mulle fortæller Niller om sine følelser for ham, fortæller Niller at han har mødt en anden. Mulle bliver rasende og stormer ud af lejligheden.
Sonny møder op i Sus’ lejlighed, vred over at have set Sus sammen med Niller, og tager alle de møbler han har købt til deres lejlighed med sig. Han giver Sus en skilsmissebegæring og siger at Sus skal få en abort. Knud er blevet smidt ud hjemmefra af sin kæreste, fordi han har været utro og han flytter midlertidig ind hos Niller og Mgala. Sus bestiller en tid til at få en abort.
Niller dukker op i Sus’ lejlighed og fortæller at han er forelsket i Sus og at Lizzie er død. Sus kan ikke overskue det, og de går igen. Hjemme ved Niller venter adoptionsdamen, som Mulle har kontaktet og fortalt om Lizzies død. Adoptionsdamen fortæller at da det mest var grund af Lizzie at hende og Niller fik lov til at adoptere, så ønsker hun at sende Mgala tilbage til børnehjemmet i Burkina Faso.
Sus tager hen på hospitalet med Stella og bliver gjort klar til operation, mens adoptionsdamen gør klar til at tage Mgala med til lufthavnen. Stella bliver ringet op af Sonny og fortæller, hvor Sus er, og Niller nægter at sende Mgala tilbage. Niller tager Mgala med til hospitalet og stormer ind på operationsstuen, hvor Sus ligger og afbryder indgrebet. Kort efter ankommer Sonny også til hospitalet og ind på stuen, hvor Niller og Sonny står og skændes. Sus afviser Sonny og siger at hun elsker Niller.
Et halvt år efter bliver højgravide Sus og Niller gift. Knud og Stella mødes til bryllupsfesten og flirter.
Peter Schepelern forklarede filmens succes med at det var en komedie til voksne i modsætning til tidligere familiekomedier og kaldte Den eneste ene for "en veloplagt, satirisk og morsom film om voksne i et parforhold".
I 2002 listede filmanmelderen Bo Green Jensen Den eneste ene i sin bog De 25 bedste danske film.
Ved en afstemning i 2014 blandt 1.006 danskere om Danmarks bedste film blandt 15 nominerede blev Den eneste ene stemt ind på en førsteplads.
Filmens soundtrack, hvor en del af sangene blev skrevet af Jesper Winge Leisner, blev udgivet på CD og modtog i 2000 musikbranchens Grammy for bedste soundtrack.
| Den eneste ene soundtrack | |
|---|---|
| Soundtrack | |
| Udgivet | 3. marts 1999 |
| Genre | Pop |
| Længde | 106 min. |
| Sprog | Dansk |
| Udgiver | Sony Music |
| Producer | Thomas Heinesen |
| Information med symbolet | |
Soundtracket til Den eneste ene blev udgivet den 3. marts 1999 på Sony Music.
| # | Titel | Tekst | Musik | Fremført af | Længde |
|---|---|---|---|---|---|
| 1. | "The One and Only" | Thomas Helmig | Helmig | Helmig | 3:48 |
| 2. | "Don't Look for Love" | Jesper Winge Leisner | Leisner | 3:31 | |
| 3. | "Don't Hesitate (Give Him What He Wants)" | Leisner | Leisner | Louise Norby | 3:41 |
| 4. | "I Don't Wanna Work Today" | Leisner | Leisner | Debbie Cameron | 3:02 |
| 5. | "You Are My Only One" | James Taylor | Leisner | Kuku Agami | 3:50 |
| 6. | "Love Special" | Leisner | Leisner | 3:35 | |
| 7. | "I Close My Eyes and Think of You" | Leisner | Leisner | 3:23 | |
| 8. | "Promise To Love Me" | Leisner | Leisner | Jill Johnson | 5:13 |
| 9. | "For Once in My Life" |
|
| 2:40 | |
| 10. | "Tonite Is Your Nite" |
|
| Daniel | 2:54 |
| 11. | "Don't Look For Love - The Loft Remix" | The Loft | 3:37 | ||
| 12. | "Fuck...Fuck... - Knuds Eneste Ene Remix" | The Loft | Lars Kaalund | 4:44 |
Filmen blev den helt store vinder ved de danske film-prisuddelinger i 2000. Ved Bodiluddelingen i 2000 vandt filmen tre priser ud af seks nomineringer; bedste danske film, bedste kvindelige hovedrolle (Knudsen) og bedste kvindelige birolle (Steen, hvor Gråbøl også var nomineret), mens Olsen og Kaalund var nomineret i kategorierne bedste mandlige hovedrolle og bedste mandlige birolle henholdvis. Susanne Bier modtog for første gang prisen for bedste danske film og hun var samtidig den første kvindelige instruktør i 13 år til at vinde, hvor sidste gang var i 1987 til Helle Ryslinge for Flamberede hjerter (1986).
Ved Robertprisen 2000 modtog filmen 11 nomineringer og vandt seks, heriblandt årets danske spillefilm, årets mandlige hovedrolle (Olsen), årets kvindelige hovedrolle (Knudsen), årets kvindelige birolle (Gråbøl), bedste manuskript (Aakeson) og bedste score (Hyldgaard og Leisner).
| År | Prisuddeling | Modtager/nomineret arbejde | Pris | Resultat |
|---|---|---|---|---|
| 2000 | Robertprisen | Den eneste ene | Robert for årets danske spillefilm | Vundet |
| Niels Olsen | Robert for årets mandlige hovedrolle | Vundet | ||
| Sidse Babett Knudsen | Robert for årets kvindelige hovedrolle | Vundet | ||
| Sofie Gråbøl | Robert for årets kvindelige birolle | Vundet | ||
| Søren Hyldgaard og Jesper Winge Leisner | Robert for årets score | Nomineret | ||
| Kim Fupz Aakeson | Robert for bedste danske filmmanuskript | Nomineret | ||
| Bodilprisen | Den eneste ene | Bodilprisen for bedste danske film | Vundet | |
| Niels Olsen | Bodilprisen for bedste mandlige hovedrolle | Nomineret | ||
| Sidse Babett Knudsen | Bodilprisen for bedste kvindelige hovedrolle | Vundet | ||
| Lars Kaalund | Bodilprisen for bedste mandlige birolle | Nomineret | ||
| Paprika Steen | Bodilprisen for bedste kvindelige birolle | Vundet | ||
| Sofie Gråbøl | Nomineret | |||
| Danish Music Awards | Den eneste ene soundtrack | Årets Danske Soundtrack | Vundet |
I 2002 blev filmen genindspillet på engelsk med titlen The One and Only under instruktion af britiske Simon Cellan Jones. Filmen blev annonceret i juni 2000, bare ét år efter den danske premiere, da det blev rapporteret at det britiske produktionsselskab Assassin Film havde købt rettighederne til filmen. På tidspunktet for annonceringen var det uvist om Bier også ville instruere den engelske version.
I 2005 blev en musicalversion af filmen sat op i Forum i København. Forestillingen vandt Årets Reumert 2006 for "Bedste musikforestilling". Musicalen blev opsat igen i 2011 i Odense Teater, i 2015 i Silkeborg og i 2026 i Tivolis Koncertsal.