Doyen

For alternative betydninger, se Doyen (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Doyen)
Den apostoliske nuntius Ivo Scapolo er som doyen det eneste medlem af det diplomatiske korps, der var til stede ved den anden indsættelse af Portugals præsident, Marcelo Rebelo de Sousa, som fandt sted i marts 2021 under COVID-19-pandemien.

Doyen (af fransk doyen, af latin decanus, oprindelig betegnelsen for en leder af ti personer; engelsk: Dean of the Diplomatic Corps) er i diplomati den ambassadør eller gesandt af den højeste repræsenterede diplomatiske klasse, som har størst lokal anciennitet, dvs. længst akkreditering i opholdslandet. Doyenen står i spidsen for det diplomatiske korps (corps diplomatique) og fungerer som dets ordfører og repræsentant. Doyenen varetager korpsets fælles interesser over for protokollen i opholdslandets udenrigsministerium, modtager meddelelser fra regeringen, som vedrører samtlige diplomatiske repræsentanter, fører forhandlinger om fælles anliggender og rådgiver sine kolleger, navnlig om protokolspørgsmål. I visse katolske lande tilkommer hvervet dog traditionelt Den Hellige Stols diplomatiske repræsentant, den pavelige nuntius, uanset dennes anciennitet.

Betegnelsen er den franske form af dekan og anvendes også om lederen af et kloster, et domkapitel eller et fakultet, herunder fakultetsdekaner ved franske universiteter. Betegnelsen doyen rural (landdekan) svarer omtrent til en dansk provst, mens doyen du Sacré Collège betegner den fornemste i Kardinalkollegiet. I almindelig betydning kan doyen betegne det efter tjenestealder ældste medlem af en virksomhed eller korporation, dvs. alderspræsidenten.

Den nuværende doyen for det diplomatiske korps i København er Tina Krce, Kroatiens ambassadør i Danmark siden 15. marts 2019.

Referencer

  1. ↑ Jørgensen, P. J. (1917). "Corps diplomatique". I Blangstrup, Chr. (red.). Salmonsens konversationsleksikon. Vol. 5 (2. udgave). København: A/S J. H. Schultz Forlagsboghandel. s. 235.
  2. 1 2 Westrin, Th., red. (1907). "Doyen". Nordisk familjebok. Vol. 6 (2. udgave). Stockholm: Nordisk familjeboks förlags aktiebolag. s. 788.
  3. ↑ Strelitz, Paula; Japsen, Gottlieb; Rode, Mikal, red. (1949). "Doyen". Den nye Salmonsen. Under medvirken af Erik Lund (4. udgave udgave). København: J. H. Schultz Forlag. s. 1001.
  4. ↑ Adamsen, Jørgen (14. januar 2026). "Doyen". Lex – Danmarks Nationalleksikon. Hentet 24. oktober 2026.
  5. ↑ Jørgensen, P. J. (1917). "Doyen". I Blangstrup, Chr. (red.). Salmonsens konversationsleksikon. Vol. 6 (2. udgave). København: A/S J. H. Schultz Forlagsboghandel. s. 354.
  6. ↑ "Farewell Reception for Ambassador Uyama". Embassy of Japan in Denmark (engelsk). Japans udenrigsministerium. 26. november 2025. Hentet 24. oktober 2026.
  7. ↑ "Nytårskur for det diplomatiske korps". Folketinget. 13. januar 2026. Hentet 24. oktober 2026.