
Dramatrekanten (eller offertrekanten) er en sociologisk model for mellemmenneskelige forhold fremsat af den amerikanske psykiater Stephen B. Karpman. Trekanten kortlægger destruktive relationer i konfliktfyldte forhold, og den bruges inden for psykoterapi, især i transaktionsanalyse. Trekantens roller er Krænkeren, Offeret og Frelseren, idet alle tre rolleindehavere er ofre for egen manglende evne til at påtage sig ansvar for sit liv, og derfor på hver sin måde lægger såvel ansvar som skyld over på en anden.
Som middel til at bearbejde konflikter udviklede den amerikanske psykiater Murray Bowen i midten af 1960-erne familieterapien, hvor trekantsdramaet er et vigtigt element: hvis man er kommet på kant med et familiemedlem, vil man ofte vælge også at involvere et andet familiemedlem i konflikten, sådan at spændingerne fordeles mellem tre personer i stedet for to. Disse trekanter kan bruges i mange sammenhænge, også på arbejdspladsen og andre sociale grupperinger, fordi de gør det nemmere at håndtere en konflikt med en anden person.
Karpman fandt på at bruge en trekant sat på spidsen til at demonstrere sådanne konflikter i forholdet mellem mennesker. Trekanten viser sammenhængen mellem personligt ansvar og magt i konflikterne, og de hertil knyttede destruktive og skiftende roller, som de involverede spiller. Trekantens spidser svarer til tre roller: Krænkeren og Frelseren (som begge føler sig som magtudøvere) foroven og Offeret (som føler sig magtesløs) forneden, dramaets tre aspekter eller manifestationer:
Eksempel på dramatrekant
Da far kommer fra arbejde, er mor og søn oppe at skændes:
- Vil du så se at få ryddet op på dit værelse, siger moderen til sønnen (siger Krænkeren til Offeret).
- Åh skat, lad ham nu være, han har haft en lang dag i skolen, bryder faderen (Frelseren) ind.
Fortsættelse A:
- Du kunne nu godt for en gangs skyld hjælpe mig med at opdrage ham, han er også din søn, svarer moderen (og vender nu sin krænken mod faderen, som skifter rolle fra Frelser til Offer).
Fortsættelse B:
- Ja, hun er hele tiden efter mig, far, siger sønnen og langer ud efter moderen (og skifter rolle fra Offer til Krænker).
Fortsættelse C:
- Lad vær’ og bland dig, far, jeg er en stor dreng nu, siger sønnen (nu i rollen som Krænker over for faderen).
En dramatrekant skabes typisk, når en person påtager sig rollen som enten offer eller krænker, over for en anden person, som så udpeges til rollen som hhv krænker eller offer. Efter en tid vil en frelser føle sig tilskyndet til at slutte sig til parret, og trekanten er dannet. Rollerne behøver ikke være fastlåste, og typisk hopper trekantens deltagerne frem og tilbage mellem dem. Offeret kan begynde at spille frelser over for frelseren, som så fx skifter rolle til krænker. På denne måde kan dramaet i trekanten fortsætte i lang tid, fordi deltagerne hver især føler de får tilfredsstillet psykologiske behov, uden at de er klar over, de netop herved foruretter andre: deltagerne handler ud fra egoistiske behov, og ikke på en ansvarlig og altruistisk måde.
En dramatrekants deltagere vil ofte have en foretrukken rolle, når dramaet begynder, nemlig den rolle de spillede som børn i deres familie. Men som dramaet udvikler sig, vil deltagerne ofte skifte rolle, så at man i løbet af minutter, eller endda sekunder, kommer hele vejen rundt i trekanten.
Måden at slippe fri af dramatrekanten på er at nægte at spille sin rolle i en af trekantens spidser og i stedet bevæge sig mod trekantens centrum. Her mødes elementer fra hvert hjørne i en kombination af løsningsorienteret følsomhed, medfølelse og ansvarlighed. En måde at slippe ud af sin rolle er at imødegå sin modstander i trekanten med en modreaktion, som vil udstille og afsløre modstanderen, så at vedkommende også trækker sig fra sin rolle.