Engelbrektoprøret

Engelbrektoprøret
Statue af Engelbrekt Engelbrektsson på Kornhamnstorg i Stockholm.
Dato 1434-1436 Sted Sverige Resultat Svensk sejr Territoriale ændringer Danske tropper midlertidigt smidt ud af Sverige
Parter
Sverige	Kalmarunionen Danmark
Ledere
Engelbrekt Engelbrektsson	Erik af Pommern

Engelbrektoprøret var et oprør, der fandt sted i årene 1434–1436, ledet af den svenske minearbejder og adelsmand Engelbrekt Engelbrektsson. Opstanden var rettet mod Erik af Pommern, konge af Kalmarunionen. Med sit centrum i Dalarna og Bergslagen spredte oprøret sig hurtigt til både Svealand og Götaland. Opstanden svækkede sammenholdet i Kalmarunionen og førte midlertidigt til, at de danske styrker blev fordrevet fra Sverige.

Baggrund

I 1434 var Sverige en del af Kalmarunionen oprettet i 1397, en personalunion, der samlede Danmark, Norge og Sverige under én konge, Erik af Pommern. Mange svenskere var utilfredse med danskernes hyppige krigsførelse i Slesvig, Holsten, Mecklenburg og Pommern, som forstyrrede den svenske eksport — især af jern — til Kontinentaleuropa. Under den Dansk-hanseatiske krig (1426–1435) blev handelen næsten lammet, men skatteopkrævningen fortsatte, hvilket førte til vrede blandt svenske bønder.

Derudover skabte centraliseringen af magten i København stigende mistillid blandt svenskerne. Det svenske rigsråd ønskede at bevare en høj grad af selvstyre.

Oprøret

Engelbrekt Engelbrektsson, der havde interesser i mineområdet Bergslagen, trådte frem som leder. I 1431 eller 1432 blev Engelbrekt Engelbrektsson udpeget som talsmand for befolkningen i Bergslagen for at overbevise kong Erik om at afsætte den lokale lensmand i Västerås, Jens Eriksen (også kaldet Jösse Eriksson). Forhandlinger med Erik fandt sted i Vadstena i august 1434, men uden resultat.

I sommeren 1434 nedbrændte ophidsede minearbejdere og bønder Borganäs Slot nær Borlänge. Oprøret bredte sig hurtigt og førte til flere angreb på slotte over hele landet.

Jens Eriksen flygtede til Danmark og blev erstattet af grev Hans af Eberstein. Engelbrekt og hans tilhængere var dog utilfredse, da deres krav om, at Jens Eriksen skulle retsforfølges, ikke blev imødekommet. Ombudsmanden for kong Erik havde allerede inden oprøret vurderet, at Jens Eriksens handlinger var ulovlige, og oprøret var derfor i høj grad en reaktion på regeringens manglende vilje til at handle mod lensmanden.

I januar 1435 indkaldte Engelbrekt repræsentanter fra de fire stænder til en rigsdag i Arboga, der senere er blevet omtalt som den første svenske rigsdag (selvom det er usikkert, om bønderne reelt deltog). Engelbrekt blev valgt til rigshøvedsmand (Rikshövitsman) for det svenske rige.

Konflikten stilnede kortvarigt af, da Erik lovede forbedringer, men da løfterne ikke blev opfyldt, genoptog oprørerne kampen. Den 27. april 1436 marcherede en oprørshær mod Stockholm, hvor Erik stadig havde støtte på grund af den stærke danske tilstedeværelse i byen. Der opstod indre spændinger blandt de oprørske styrker, da adelen og gejstligheden valgte at støtte Karl Knutsson Bonde, som i 1436 var blevet udnævnt til rigshøvedsmand. Ingen turde dog fjerne Engelbrekt helt på grund af hans store opbakning blandt borgere og bønder.

Engelbrekt blev imidlertid syg og trak sig delvist tilbage. Den 4. maj 1436 blev han myrdet af Magnus Bengtsson under en personlig konflikt, der ikke havde direkte forbindelse til oprøret.

Efterfølgende udstedte Karl Knutsson Bonde et lejdebrev til Jens Eriksen, som vendte tilbage til Sverige for at besøge Vadstena kloster i december 1436. Da nyheden om hans ophold spredte sig, brød bønderne fra den nærliggende landsby Aska ind i klosteret, førte ham til en lokal domstol i Motala og fik ham dømt skyldig. Jens Eriksen blev derefter halshugget med sværd.

Som følge heraf vandt Karl Knutsson Bonde magtkampen og blev senere kronet som Karl 8. af Sverige i 1448. Rigsrådets Erik Puke forsøgte at samle Engelbrekts gamle støtter i det såkaldte Pukefejden, men oprøret blev slået ned. Erik Puke blev fanget og henrettet i Stockholm i 1437.

Konsekvenser

Engelbrektoprøret markerede et vendepunkt i Sveriges historie. Den svækkede Kalmarunionen og førte til, at danske styrker midlertidigt blev fordrevet fra Sverige. Selv om danske konger senere genetablerede indflydelse, skabte oprøret en præcedens for svensk selvstyre og bøndernes aktive deltagelse i politik.

Mødet i Arboga i 1435 regnes ofte som den første rigsdag, men først i 1436 ved Uppsala rigsdag deltog alle fire stænder officielt. Opstanden betragtes derfor som begyndelsen på den svenske rigsdagsinstitution og et tidligt skridt mod repræsentativt demokrati.

Se også

• Dansk-hanseatiske krig (1426–1435)

Referencer