Den engelske borgerkrig var en række væbnede og politiske konflikter i Kongeriget England mellem parlamentaristerne (Rundhovederne) og royalisterne (Kavalererne) i perioden 1642–1651. Konflikterne udsprang af uenigheder om kongemagtens beføjelser, Parlamentets rolle og religiøse forhold under Karl 1. af England.
Borgerkrigen omfatter normalt tre konflikter: den første engelske borgerkrig (1642–1646), den anden engelske borgerkrig (1648–1649) og den tredje engelske borgerkrig (1649–1651). Parlamentets sejr førte til henrettelsen af Karl 1. i 1649, afskaffelsen af monarkiet og oprettelsen af Commonwealth of England, som fra 1653 blev ledet af Oliver Cromwell som Lord Protector.
Borgerkrigen udsprang af en langvarig konflikt mellem kongemagten og Parlamentet om fordelingen af den politiske magt. Efter Jakob 1. af Englands tronbestigelse i 1603 udviklede de engelske konger af Huset Stuart en opfattelse af kongedømmet som gudgivet, hvilket førte til gentagne konflikter med Parlamentet om beskatning, lovgivning og kongens beføjelser.
Under Karl 1. af England blev modsætningerne skærpet. I perioden 1629–1640 regerede kongen uden at indkalde Parlamentet, den såkaldte Personal Rule, og forsøgte blandt andet at skaffe indtægter uden parlamentarisk samtykke. Samtidig skabte hans kirkepolitik og forsøg på at indføre religiøse reformer i Skotland omfattende modstand, hvilket udløste Biskoppernes krige.
Kongens militære nederlag i Skotland tvang ham i 1640 til igen at indkalde Parlamentet for at skaffe midler til krigsførelsen. Samarbejdet brød hurtigt sammen, og den politiske konflikt udviklede sig i 1642 til åben borgerkrig.
Første engelske borgerkrig
Den første engelske borgerkrig begyndte i august 1642, da Karl 1. af England officielt rejste sin kongelige fane i Nottingham og erklærede krig mod Parlamentet. Kongen havde størst opbakning blandt dele af adelen, landbefolkningen og den anglikanske kirke, mens Parlamentet især blev støttet af London, handelsbyerne og store dele af den puritanske befolkning.
Oliver Cromwell efter sejren ved Slaget ved Marston Moor i 1644,Oliver Cromwell efter sejren 1644 ved Slaget ved Marston Moor, et af de afgørende feltslag i den første engelske borgerkrig.
Krigens første år var præget af skiftende militære resultater. Parlamentets styrker blev gradvist styrket gennem oprettelsen af New Model Army i 1645 under ledelse af Thomas Fairfax og med Oliver Cromwell som en af de mest fremtrædende officerer.
Slaget ved Naseby i 1645 blev den afgørende sejr for Parlamentets New Model Army.
Parlamentets afgørende sejr i Slaget ved Naseby den 14. juni 1645 knuste hovedparten af den kongelige hær. Karl 1. overgav sig året efter til de skotske styrker, hvilket afsluttede den første borgerkrig, men ikke den politiske konflikt mellem kongen og Parlamentet.
Anden engelske borgerkrig
Den anden engelske borgerkrig udbrød i 1648, efter at Karl 1. af England havde indgået en hemmelig aftale med en gruppe skotske Covenanter om militær støtte mod Parlamentet. Oprør brød samtidig ud flere steder i England og Wales, mens en skotsk hær invaderede det nordlige England.
Parlamentets styrker under Oliver Cromwell og Thomas Fairfax nedkæmpede hurtigt oprørene. Den afgørende sejr over den skotske hær i Slaget ved Preston i august 1648 gjorde ende på den organiserede modstand.
Efter sejren gennemførte hæren Pride's Purge, hvor modstandere af en retssag mod kongen blev udelukket fra Parlamentet. Det tilbageværende Rumpparlament stillede Karl 1. for en særlig domstol, som dømte ham for højforræderi. Han blev halshugget den 30. januar 1649 foran Banqueting House i London, hvorefter monarkiet og House of Lords blev afskaffet, og England blev erklæret republik under navnet Commonwealth of England.
Tredje engelske borgerkrig
Den tredje engelske borgerkrig blev udkæmpet i 1649–1651 mellem Commonwealth of England og tilhængerne af Karl 2. af England, som efter sin fars henrettelse var blevet anerkendt som konge af skotterne. Krigen blev hovedsageligt ført i Skotland og endte med en engelsk invasion under Oliver Cromwell.
Slaget ved Worcester i 1651 afsluttede den engelske borgerkrig.
Cromwell besejrede de skotske styrker i Slaget ved Dunbar i september 1650 og rykkede derefter videre ind i Skotland. Året efter invaderede Karl 2. England med en skotsk hær i et forsøg på at genvinde tronen, men hans styrker blev den 3. september 1651 afgørende besejret i Slaget ved Worcester.
Karl 2. undslap til Frankrig efter nederlaget, mens Commonwealth befæstede sin kontrol over England, Skotland og Irland. Slaget ved Worcester betragtes almindeligvis som afslutningen på den engelske borgerkrig og de væbnede konflikter mellem Parlamentet og de kongelige styrker.
Følger
Parlamentets sejr ændrede det engelske statsstyre grundlæggende. Commonwealth of England blev etableret som republik og omfattede England og Wales, og senere også Skotland og Irland. Fra 1653 blev staten ledet af Oliver Cromwell som Lord Protector under et militært præget styre.
Efter Cromwells død i 1658 blev styret gradvist svækket. I 1660 blev monarkiet genindført ved Restaurationen, hvor Karl 2. af England overtog tronen. Borgerkrigen fik imidlertid varig betydning for udviklingen af forholdet mellem konge og parlament og indgår som et vigtigt led i den engelske forfatningshistorie.
