| Erik Bjerager Seniorkorrespondent | |
|---|---|
| Født | 10. november 1958 (67 år) Viby J, Aarhus |
| Statsborger i | dansk |
| Uddannelse og virke | |
| Uddannelsessted | Danmarks Journalisthøjskole (1983); American University (MA, 1984) |
| Beskæftigelse | journalist |
| Arbejdsgiver | Kristeligt Dagblad |
| Kendt for | Ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør for Kristeligt Dagblad (1994–2022) |
| Nomineringer og priser | |
| Udmærkelser | Den Store Publicistpris (2018); Ridder af Dannebrog |
Erik Bjerager (født 10. november 1958 i Viby J, Aarhus) er en dansk journalist og seniorkorrespondent ved Kristeligt Dagblad. Fra 1994 til 1. juni 2022 var han ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør for avisen.
Bjerager blev student fra Sct. Knuds Gymnasium i 1977 og uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1983. I 1984 opnåede han graden Master of Arts fra School of Communication ved American University i Washington, D.C..
Han var ansat ved Radioavisen i DR 1985–1986 og arbejdede derefter ved Børsens Nyhedsmagasin 1986–1988. I perioden 1985–1988 var han special correspondent ved The Wall Street Journal/Europe. Fra 1989 til 1990 var han Paris-korrespondent for Dagbladet Børsen, hvorefter han igen var tilknyttet Børsens Nyhedsmagasin 1990–1994 som udlandsredaktør.
Da Bjerager tiltrådte som chefredaktør og administrerende direktør i 1994, var avisen økonomisk presset, og oplaget lå omkring 14.000. En kapitaludvidelse og indsamling blandt læserne sikrede avisens fortsatte drift.
Ifølge Lex.dk blev antallet af abonnenter i de følgende årtier omtrent fordoblet, og egenkapitalen voksede. I 2002 blev undertitlen »tro, etik og eksistens« føjet til bladhovedet. Avisen udviklede desuden en række digitale platforme, herunder kristeligt-dagblad.dk og tematiske websites.
Bjerager fratrådte som chefredaktør og administrerende direktør 1. juni 2022 og fortsatte herefter som seniorkorrespondent.
Bjerager var medlem af bestyrelsen for World Editors Forum 2001–2022 og præsident 2011–2015.
Han var medlem af bestyrelsen for nyhedsbureauet Ritzau 2001–2018 og formand 2007–2018.
Han var medlem af bestyrelsen for DR 2019–2024.
Han er medlem af bestyrelsen for Nivaagaards Malerisamling fra 2016 og blev formand i 2023.
Han er medlem af bestyrelsen for Fonden Den Hageske Stiftelse fra 2016 og blev formand i 2021.
Han har været medlem af bestyrelsen for den norsk-svenske mediekoncern Mentor Medier 2018–2021 og igen fra 2022.
Bjerager modtog Den Store Publicistpris i 2018.
I 2022 blev han udnævnt til Ridder af Dannebrog.
Bjerager er gift med journalist og sognepræst Anna-Lise Bjerager. Parret har to voksne børn.