| Everllence | |
|---|---|
| Virksomhedsinformation | |
| Selskabsform | Societas Europaea |
| Brancher | Fabrikation, bilindustri |
| Grundlagt | 2010 |
| Etableringssted | Augsburg, Bayern, Tyskland |
| Hovedsæde | Augsburg, Bayern, Tyskland |
| Produkt | Dieselmotor |
| Organisation | |
| Ejere | Volkswagen Aktiengesellschaft Bain Capital |
| Moderselskaber | Volkswagen Aktiengesellschaft MAN SE |
| Eksterne henvisninger | |
| Virksomhedens hjemmeside | |
| OpenCorporates | de/D2102V_HRB22056 |
| Information med symbolet | |
Everllence SE (2010-2018: MAN Diesel & Turbo og 2018-2025: MAN Energy Solutions) er en global virksomhed, der producerer store skibsmotorer og energisystemer som varmepumper og teknologi til brintenergi og CO₂-fangst. Virksomheden blev etableret i 2010 som en fusion af to afdelinger i den daværende MAN-koncern. Everllence har hovedkvarter i Augsburg i Tyskland, men opererer fra 11 produktionsanlæg og ca. 140 servicecentre i hele verden med i alt ca. 15.000 ansatte. Udover Tyskland har virksomheden produktionsanlæg i Danmark, Frankrig, Schweiz, Tjekkiet, Indien og Kina.
Virksomheden havde i 2026 ca. 2.000 medarbejdere i Danmark, fordelt på lokationer i Københavns Sydhavn, Frederikshavn, Holeby på Lolland og i Brøndby. Bortset fra enheden i Brøndby går de danske afdelingers historie tilbage til det tidligere skibsværft Burmeister og Wain. Everllence er ved at bygge et nyt hovedkvarter ved Roskilde, der skal samle virksomhedens østdanske arbejdspladser.
Virksomheden blev etableret i 2010 ved fusionen af to tidligere selvstændige afdelinger i den tyske MAN-koncern, MAN Diesel og MAN Turbo. Den nye virksomhed fik da også navnet MAN Diesel & Turbo. Det nye selskab solgte dieselmotorer og turbomaskiner og stod i 2011 for 23,9 % af MAN's samlede omsætning. I 2011 opnåede Volkswagen Group via aktieopkøb aktiemajoriteten i MAN-koncernen, og MAN Turbo & Diesel blev dermed indirekte et datterselskab under Volkswagen.
I 2018 skiftede selskabet navn til MAN Energy Solutions i forbindelse med en rebranding, hvor dets fokus skiftede fra fremstilling af store dieselmotorer henimod klimavenlige teknologier til blandt andet skibsfart og elproduktion. Samme år blev det udskilt fra den øvrige MAN-koncern og blev et direkte datterselskab under Volkswagen.
I juni 2025 skiftede det på ny navn til det selvopfundne Everllence, der skulle understøtte virksomhedens profil.
I juni 2026 solgte Volkswagen 51 % af aktierne i Everllence til den amerikanske kapitalfond Bain Capital. Volkswagen beholdt de tilbageværende 49 % som mindretalsaktionær. Som en del af handelen indgik en aftale om, at virksomhedens tyske lokationer, dvs. produktionsenhederne i Augsburg, Oberhausen, Berlin, Hamburg og Ravensburg, ville blive bevaret i hvert fald frem til 2030 under den nye ejerstruktur.
Everllence er en sammentrækning af de to engelske ord ever og excellence. Ifølge virksomheden selv er tanken med navnet, at det skal afspejle virksomhedens historiske kontinuitet og teknologiske førerposition. Ever ("for evigt") hentyder til selskabets lange historie tilbage til MAN-koncernens oprindelse, og excellence ("fortræffelighed", "høj kvalitet") hentyder ifølge selskabet til "teknologisk topkvalitet".
Pr. 2026 havde Everllence produktionsenheder i Københavns Sydhavn, Frederikshavn, Holeby og Brøndby. De første tre enheder havde en længere dansk industrihistorie bag sig, inden de i 1980 blev overtaget af MAN-koncernen, der købte Burmeister og Wains motorafdeling, som de tre enheder var en del af. Serviceenheden i Brøndby blev købt af MAN-koncernen i 2008:
I 2022 meddelte Everllence (på det tidspunkt MAN Energy Solutions), at man ville flytte produktionsenhederne i Storkøbenhavn og Holeby til et nyt samlet hovedkvarter i Roskilde Kommune, der skal rumme omkring 1500 medarbejdere. Indflytningen forventes påbegyndt i 2027.