| Fjordenhus | |
|---|---|
Fjordenhus i Vejle Havn | |
| Generel information | |
| Adresse | Havneøen 1 |
| By | Vejle |
| Land | Danmark |
| Historie | |
| Indviet | 9. juni 2018 |
| Højde | 28 m |
| Design og konstruktion | |
| Arkitekt | Olafur Eliasson og Sebastian Behmann med Studio Olafur Eliasson |
| Bygherre | Kirk Kapital |
Fjordenhus er en bygning i Vejle Havn, tegnet af kunstneren Olafur Eliasson og arkitekten Sebastian Behmann med Studio Olafur Eliasson. Bygningen blev opført for investeringsselskabet Kirk Kapital og indviet i 2018. Fjordenhus står ud for Havneøen og kombinerer kontorer, kunst, restaurant og offentligt tilgængelige rum. Fjordenhus er den første bygning, som Eliasson har designet i sin helhed.
Projektet blev udviklet fra 2009 til 2018 som hovedsæde for Kirk Kapital og indgår i omdannelsen af Vejles nordhavn. Sammen med blandt andet Bølgen er Fjordenhus med til at præge Vejles nye profil mod Vejle Fjord.
Bygningen er placeret direkte i fjorden med adgang fra Havneøen via en gangbro. Placeringen gør vandet til en integreret del af arkitekturen.
Fjordenhus er 28 meter højt og består af fire sammenføjede cylindriske volumener. Elliptiske udskæringer i bygningskroppen danner komplekse krumme former og store buede vinduer, mens etagerne er organiseret omkring cirkler og ellipser.
Mursten er det dominerende materiale. Murværket varierer i form, farve og overflade og følger bygningens krumme facader. I stueetagen er der blandt andet anvendt specialglaserede mursten i grønne og blå nuancer, der spiller sammen med lyset og vandet omkring bygningen.

Studio Olafur Eliasson har desuden designet møbler og belysning særligt til Fjordenhus.
De tre øvre etager anvendes af Kirk Kapital, mens den dobbelthøje stueetage er åben for offentligheden. To områder gennemskæres af vand fra fjorden, og buede åbninger indrammer udsigten over havnen og fjorden.
Stueetagen rummer stedsspecifikke kunstværker af Olafur Eliasson, heriblandt Den indre himmel og Undervandsforventning, begge fra 2018. Samspillet mellem bygning, kunst, inventar og fjord er centralt for værkets udformning. Vejle Kommune har beskrevet Fjordenhus som et værk med ”det ene ben i arkitekturen og det andet ben i kunsten”.
Fjordenhus huser også LYST, der åbnede i november 2019. Restauranten er udviklet i tæt samspil med bygningens arkitektur, og indretningen er skabt af Olafur Eliasson og Sebastian Behmanns Studio Other Spaces.
LYST modtog i 2021 en stjerne i Michelin-guiden samt en grøn Michelin-stjerne for sit arbejde med bæredygtighed.