
Fort Abraham Lincoln (tidligere Fort McKeen) var en amerikansk militærstation ved Missouri River i Morton County, North Dakota, der var konstant bemandet fra 1872‒1891. Fortet var et vigtigt støttepunkt i USA’s udvidelse mod vest ved at være placeret i en konfliktzone 70 kilometer nord for Det store sioux reservat i South Dakota, og dets mandskab eskorterede bl.a. jernbaneopmålere på prærien. Militærstationen var Custer-parrets hjem fra 1873 til 1876, og kavalerister fra fortet deltog i indianerkrigenes mest omtalte slag ved Little Bighorn River. Nedlagt enten i 1891 eller 1895.
Lokaliteten er beskyttet som Fort Abraham Lincoln State Park. Ingen historiske bygninger eksisterer, men f.eks. Fort McKeens vagttårne, et kornmagasin og Custer-parrets hus er genopført. Parken omfatter endvidere den skrånende plads tættere på Missiori River med den gamle mandan by On-A-Slant Village (beboet ca. 1575 til 1785). Flere jordhytter er rekonstrueret.

Den 16. april 1872 fik oberst David S. Stanley og andre udvalgte folk pålagt opgaven at finde en egnet plads til et militært fort vest for Missouri River tæt på stedet, hvor Northern Pacific Railroad i nær fremtid ville krydse floden.
Oprindeligt navngivet Fort McKeen i august 1872 skiftede den udbyggede militærstation navn til Fort Abraham Lincoln den 19. november. Fortet hørte ind under Military Department of Dakota med general Alfred Terry i St. Paul, Minnesota, som dets øverstbefalende. Fortet lå akkurat inde i en sydvestlig del af North Dakota, der tidligere havde været traktat-defineret lakota-territorium. Sammen med andre områder nord for Det store sioux reservat (South Dakota vest for Missiouri River) havde lakotaerne imidlertid afstået denne lokalitet til USA ved deres tilslutning til Fort Laramie traktaten (1868), der endte Red Clouds War.
Fortets bygninger lå åbent og spredt på et stort areal på vestbredden af dels Heart River og dels Missouri River overfor Bismarck på den modsatte bred, der var den foreløbige endestation for Northern Pacific Railroad. Foruden syv huse til stedets officerer og deres nærmeste familie blev der opført barakker til kavaleristerne og stalde til deres heste, alt bygget af fyrretræ i en flad dal 200 meter fra Missouri River. En rektangulær parade - og eksercer-plads lå i midten af bygningerne. På bakketoppene en kilometer mod nord blev der bygget træbarakker til tre kompagnier infanterister og blokhuse til fortets indianske spejdere. Blokhusene stod gerne ubeboet, da spejderne foretrak deres medbragte tipier. Desuden fik fortet vagttårne, et hospital med 24 sengepladser, et vaskeri, en savmølle, smedje og lign. Postkontor og telegrafstation. Et åbent areal af militær-reservatet kom i brug som begravelsesplads.
Fra fortet førte veje eller hjulspor til bl.a. Fort Rice 40 kilometer sydpå samt Fort Stevenson 112 kilometer nordpå.
Militærstationen rådede bl.a. over en bronze-kanon, en haubits og to Gatling geværer med forskellig kaliber.
Fortet blev moderniseret i tidens løb.



I 1870erne bestod en af rutinerne for det færdige forts mandskab i at hente flodvand i en vandvogn trukket af seks muldyr. Om vinteren måtte soldaterne hugge hul i den tilfrosne flod for at nå ned til rindende vand. Telegraf-tråden måtte med mellemrum repareres af folk fra fortet, til tider langt borte. Forsyninger af bl.a. uniformer kom til militærstationen med tog og båd fra central-depotet i Jeffersonville, Indiana. På de koldeste vinterdage bar vagtposterne tillige overfrakker af bisonskind. Levering af kød, hø og brænde stod private firmaer eller enkeltpersoner for efter at have vundet en licitation. Hvert kompagni dyrkede grøntsager i deres egen have tæt på floden; engang spiste en græshoppesværm de fleste afgrøder. Fortets lager af langtidsholdbare fødevarer strakte altid til mindst 12 måneder.
Allerede i efteråret 1872 udførte lakotaerne traktat-stridige angreb på soldater-patruljer udenfor fortet med tab af liv til følge. Blandt andre ofre dræbte lakotaerne arikara spejderne Crow Tail, Spotted Eagle og Ree Standing Among the Hidatsa den 2. oktober.
Den 7. maj, 15. juni og 17. juni 1873 befandt lakota krigere sig atter udenfor sioux reservatet for at påføre militærstationen tab og sårede soldater. Nogle dage efter den sidstnævnte kamp eskorterede infanterister og indianske spejdere fra fortet jernbaneopmålere vestpå gennem North Dakota og op langs Yellowstone River i Montana. Yellowstone ekspeditionen varede til den 23. september og var under direkte ledelse af infanteri oberst Stanley. Custer var hans næstkommanderende og stod i spidsen for de ledsagende 10 kompagnier fra det 7. kavaleri-regiment. Ved ekspeditionens afslutning rykkede Custer og kavaleristerne ind i Fort Abraham Lincoln.
Militærstationen var under ledelse af Custer og Custer-parrets hjem fra september 1873 og til 1876. I februar 1874 brændte deres to-etages hus, men hæren byggede et større og bedre til dem som erstatning.
I juni magtede fortet ikke at klare en utvetydig og højt prioriteret ordre fra Terry om at beskytte arikaraerne og mandanerne i Fort Berthold reservatet mod en stor krigsgruppe lakotaer. Krigerne dræbte fem arikaraer og en mandan 100 kilometer nord for sioux reservatet den 13. juni.
Den omstridte Black Hills ekspedition i Det store sioux reservat udgik fra fortet den 2. juli 1874. Op til ekspeditionen færdedes bl.a flere journalister i fortet. De skrev om hærens kommende udforskning af de ret ukendte Black Hills, som det meste af nationen fulgte med interesse efter depressionen i 1873. George Bird Grinnell boede i fortet en måneds tid før starten, da han som tilknyttet videnskabeligt ekspeditions-medlem skulle lede efter fossiler. Ekspeditionen var tilbage i fortet den 30. august.
Den 16. marts 1875 rykkede Det store sioux reservat 25 kilometer tættere på militærstationen, da det ved en eksekutiv ordre blev udvidet med et irregulært område nordpå til Cannonball River.
I foråret 1875 var fortet ramme for nogle vellykkede fredsforhandlinger mellem lakotaerne og disses fjender i Fort Berthold reservatet på initiativ fra Custer.
Fort Abraham Lincolns ”Dakota kolonne” under øverste ledelse af general Terry i St. Paul startede mod Little Bighorn River i crow reservatet i Montana den 17. maj 1876. Kolonnen bestod af Custer og 12 kompagnier fra det 7. kavaleri-regiment, et kompagni fra det 6. infanteri-regiment og to kompagnier fra det 17. infanteri-regiment. Det 20. infanteri-regiment leverede et detachement til at betjene tre Gatling geværer. Fortet fejrede nationaldagen den 4. juli med større glæde end normalt på grund af nationens 100 års jubilæum. Om aftenen var der bal. Næste dag kom en af hærens indianske spejdere med mundtlig besked til militærstationen om Custers nederlag. Kvinder i fortet gift med mænd i "Dakota kolonnen" søgte sammen og vidste ikke, om det var rygter eller alvor. Omkring kl. 2 om natten, nu den 6. juli, bekræftede Terry budskabet i et telegram. Sammen med andre informerede kaptajn William S. McCaskey straks fortets 26 enker om deres tab. De sårede fra kampen ankom til fortet med hjuldamperen Far West nogle dage senere.
Hærens reaktion på nederlaget var bl.a. at beslaglægge våben og tusindvis af heste i Det store sioux reservat. Ride-og trækdyrene fra reservat-agenturerne tættest på Missouri River blev i første omgang ført til enten Fort Abercrombie eller Fort Abraham Lincoln. Mange heste døde af sygdom eller andre årsager, inden de endte på en offentlig auktion i St. Paul.
Den 12. juli 1877 ankom floddamperen Fletcher med de jordiske rester af Custer og ni andre faldne officerer fra gravpladsen ved Little Bighorn River til fortet. Liget af Custer blev derfra ført videre til West Point Cemetery, mens bl.a. James Calhoun og Thomas W. Custer blev stedt til hvile i Fort Leavenworth National Cemetery i Kansas den 4. august 1877. I oktober holdt Fort Abraham Lincoln høvding Joseph og hans udbrydergruppe på 400 nez percés interneret, inden de blev ført videre til Fort Leavenworth og slutteligt Indianerterritoriet (Oklahoma).
Efter fuldførelsen af Northern Pacific Railroad i 1883 indtog fortet blot en symbolsk rolle.