Fritz Bolle

Fritz Bolle
Personlige detaljer
Født5. oktober 1901
Hannover, Niedersachsen, Tyskland
Død29. november 1973 (72 år)
Karlsruhe, Baden-Württemberg, Tyskland
Uddannelses­stedFriedrich-Wilhelms-Universität zu Berlin
Informationen kan være hentet fra Wikidata.

Fritz Karl Franz Bolle (5. oktober 1901 i Hannover - 29. november 1973 i Karlsruhe) var en tysk Gestapo-officer, som sidst i 2. Verdenskrig var politichef for det nordlige Jylland. Efter krigen skjulte han sig i Vesttyskland under dæknavnet Gerhard Alexander og undgik derved retsforfølgelse for de de handlinger, han havde stået i spidsen for i tiden op til besættelsens ophør.

Barn- og ungdom

Bolle blev født i 1901 i Hannover som den yngste af tre søskende. Faderen avancerede i det hemmelige politi og fik i 1911 en stilling i Indenrigsministeriet i Berlin, som tillod familien at have en syv-værelses lejlighed. Moderen døde året efter, tilsyneladende ved selvmord.:20

Efter 1. verdenskrig meldte han sig til et landjægerkorps og i 1920 opnåede han studentereksamen fra et gymnasium i Berlin. Han blev optaget på Friedrich Wilhelm Universitetet i Berlin, hvor han tilsyneladende læste i 10 år uden at opnå nogen afsluttende eksamen.:20-21

Kriminalbetjent

I 1930 blev Bolle optaget som kriminalkommisærassistent på politiskolen i Bielefeld. Ved Hitlers magtovertagelse i 1933 meldte han sig straks ind i nazist-partiet. Med udgangen af 1933 afsluttede han uddannelsen og fik straks ansættelse.:21

Ansættelsen førte til tjeneste i Stettin, Stralsund og under OL i 1936 i Berlin.:21

I 1936 søgte han mod SS, hvor han blev optaget i 1937. I 1939 blev han leder af en Gestapo-afdeling i Krefeld. Her gjorde han tjeneste på Krystalnatten og blev i 1940 gift med den 20 år yngre Liselotte Kress, med hvem han et år senere fik en datter.:21-22

Udlandstjeneste

Toulouse

Fra maj 1942 gjorde Bolle tjeneste i Toulouse i det sydlige Frankrig, hvor han opnåede graden hauptsturmführer.:23

I forlængelse af de allieredes invation intensiverede Gestapo jagten på medlemmer af modstandsbevægelsen. 16. juni 1944 gennemførte Bolle med ca. 40 Gestapo-folk en razzia i Calmont, hvor ca. 30 personer blev anholdt. Hovedparten blev kørt bort på lastbil og ikke siden set, fire øvrige afhørt, hvoraf de tre blev skudt og en sidste hængt på byens torv.:23

Ved evakueringen fra Toulouse midt i august 1944 tog Gestapo-folkene 54 fanger med som gidsler; da der ikke længere var brug for gidslerne, blev de henrettet og brændt.:25

Handlingerne bevirkede, at Bolle i Frankrig i 1953 blev dødsdømt in absentia.:23

Aalborg

Bolle ankom i oktober 1944 med ca. 100 mand til Aarhus og blev 22. oktober sendt til Aalborg for at etablere en selvstændig Gestapo-afdeling direkte under Otto Bovensiepen - Aalborg havde indtil da hørt under Aarhus. Gestapo havde til huse Højskolehotellet på Boulevarden.:18, 25

Allerede 31. oktober 1944 iværksatte han en razzia mod hassard-spil i Klokkestøbergade, hvor 30 blev anholdt, herunder flere som blot opholdt sig i gaden. De anholdte blev stemplet som asociale og kunne dermed overføres til tvangsarbejde i Tyskland. Det blev tilfældet for 24 af de anholdte, som var arbejdsduelige, mens en mand med tuberkulose blev sat fri. Kun 19 af dem vendte hjem.:26-29

Natten efter 2. november 1944 og de følgende dage gennemførtes en større sabotage-aktion mod Flyvestation Aalborg (Aalborg West). Initiativtageren, Thorkel Nielsen, blev taget af feltgendarmeriet forud for aktionen, og kort efter overført til Gestapo, hvor han blev afhørt under anvendelse af tortur. Han tilstod mindre dele og angav kolleger, som han var sikker på allerede var gået under jorden. Han blev overført til Neuengamme og kom hjem med de hvide busser kort før krigens slutning.:30-35

Den 6. november 1944 behandlede byrådet i Aalborg et krav fra Gestapo om at få udleveret folkeregisteret. Med dette ville Gestapo vide, hvem som boede hvor, og dermed også have let adgang til at afsløre falske identiteter. Netop som byrådsmødet startede fjernede modstandsfolk kartotekskortene som kort efter blev brændt; en fotokopi i Landmandsbankens boks blev også stjålet og sendt til Sverige.:36-39

Bolle udpegede overfor Petergruppen potentielle mål for modterror; clearing-drab på fremtrædende danskere og Schalburgtage mod centrale bygninger som hævn for modstandsbevægelsens aktioner.:40-55

Natten til den 1. december 1944 blev otte frihedskæmpere fra en modtagegruppe fanget af Gestapo ved Lille Vildmose. Blandt disse var Poul Larsen, som også havde erfaring fra modstandsarbejdet i Sæby, Frederikshavn og Randers, blev underkastet tortur over en længere periode og endte med på Bolles ordre at blive sendt til Ryvangen og henrettet den 10. marts 1945. Som led i torturen havde Larsen besøg af kone og børn; han skulle mindes om, at han havde mere at miste.:56-61

Bolle forbindes med en række berigelser på ofrenes bekostning.:66, 82

I forbindelse med retsopgøret blev Bolle anklaget for bl.a. et drab, fire tilfælde af medvirken til drab, syv tilfælde af grov tortur samt 10 tilfælde af sprængninger. Bolle kom dog aldrig for retten, dels fordi de danske myndigheder i første omgang var langmodige med anklager mod udlændinge, dels fordi man i første omgang eftersøgte en anden Fritz Bolle. Da man sendte et par betjente til Tyskland for at lede efter ham, var han gået under jorden.:96-97

Flugt og undergrundsliv

I forbindelse med befrielsen flygtede Gestapo-folkene ved at indgå i værnemagtens enheder. I lighed med flugten i Frankrig medbragtes gidsler, i dette tilfælde tre mænd fra arresten i Aalborg, og flugten gik indledningsvist til Brønderslev. Da der ikke længere var brug for gidslerne, planlagde Bolle at likvidere dem, men danske håndlangere førte dem i forvirringen bort og håbede, at de ville lægge et godt ord ind for sig i det forudsete retsopgør. Bolle fortsatte med en del af sine folk til Hjørring, og formodes at være rejst med 591. regiment ud af Danmark ved Sæd-grænseovergangen midt i maj 1945.:90-92

I Tyskland kom Bolle via en engelsk interneringslejr til herregården Portugiesenhof nær Krefeld. Senest 15. december 1948 benyttede han dæknavnet Gerhard Alexander og en plausibel historie, hvor datoer og militærenheder lignede Bolles historie og steder ofte lå i Østzonen og dermed var svære at verificere. Han levede et stille og beskedent liv.:99, 104

Den 29. november 1973 begik Alexander selvmord, ved at springe ud af et vindue i anden sals højde fra Kommunehospitalet i Karlsruhe. Han havde testamenteret 60.000 DM til datteren Erika, hvilket afslørede hans alias.:106-107

Noter og henvisninger

  1. ↑ Pedersen (2025) spekulerer over, om der var tale om et opportunisktisk karriere-træk.:21
  2. ↑ Svarende til kaptajn.
  3. ↑ Kjølby (2025) angiver ankomsten til Aalborg til den 28. oktober 1944.
  4. ↑ Højskolehotellet på Boulevarden 27 havde været beslaglagt siden 17. september 1943.:17
  1. 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 Pedersen (2025).
  2. ↑ Kjølby (2025).

Kilder

Artiklen om Fritz Bolle kan blive bedre, hvis der indsættes et (bedre) billede
Du kan hjælpe ved at afsøge Wikimedia Commons for et passende billede eller uploade et godt billede til Wikimedia Commons iht. de tilladte licenser og indsætte det i artiklen.