George Berkeley

George Berkeley
Vestlig filosofi
Det 18. århundrede
George Berkeley.
Portræt malet af John Smibert (1730).
Olie på lærred.
National Portrait Gallery.
Personlig information
Født12. marts 1685 Rediger på Wikidata
Dysart Castle, Irland Rediger på Wikidata
Død14. januar 1753 (67 år) Rediger på Wikidata
Oxford, Storbritannien Rediger på Wikidata
GravstedChrist Church Katedral Rediger på Wikidata
NationalitetIrland Irsk
FarWilliam Berkeley Rediger på Wikidata
ÆgtefælleAnne Forster (fra 1728) Rediger på Wikidata
BørnLucia Berkeley,
Henry Berkeley,
George Berkeley Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­stedTrinity College,
Kilkenny College Rediger på Wikidata
BeskæftigelseTeolog, kristent embede, epistemolog, videnskabsfilosof, metafysiker, biskop, anglikansk præst, forfatter, filosof Rediger på Wikidata
FagområdeEpistemologi
Kendte værkerDe Motu, An Essay Towards a New Theory of Vision, The Querist, Three Dialogues between Hylas and Philonous, The Analyst med flere Rediger på Wikidata
Skole/traditionidealisme, fænomenalisme, empirisme
Påvirket afLocke, Descartes
Har påvirketHume, Kant
Betydningsfulde idéersubjektiv idealisme, "esse est percipi" (at være er at blive perciperet)
Signatur
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

George Berkeley (udtales "barkli") (født 12. marts 1685 nær Kilkenny i Irland, død 14. januar 1753 i Oxford) var en irsk filosof fra oplysningstiden. Han betragtes som grundlæggeren af immaterialismen, som senere blev kendt som subjektiv idealisme. Teorien går ud på, at den fysiske verden og dens genstande kun er samlinger af idéer i en bevidsthed. De eksisterer kun, når de iagttages af en bevidsthed (menneskets eller Guds bevidsthed).

Berkeley arbejdede i den anglikanske kirke i Irland. Han var i en periode i Bermuda for at missionere. I 1734 blev han biskop i Irland.

Uddybende Uddybende artikel: Idealisme#Subjektiv idealisme

Liv

George Berkeley blev født i Dysart Castle nær Kilkenny i Irland den 12. marts 1685. Han var søn af William Berkeley, en kadet fra den adelige familie Berkeley. Der vides kun lidt om hans mor. Han var den ældste af seks brødre.

Han blev uddannet på Kilkenny College og kom allerede som 15-årig på Trinity College i Dublin (i 1700). Her studerede han filosofi, matematik, oldtidssprog og teologi. Han blev Bachelor of Arts i 1704. Fra 1707 til 1713 underviste han på Trinity College.

Allerede mens han var i 20´erne skrev han sine vigtigste værker. I 1709 udgav han An Essay towards a New Theory of Vision. I essayet undersøger Berkeley visuel afstand, størrelse, position og problemer med syn og berøring. Konklusionerne i dette værk betragtes nu som en etableret del af optikteorien.

I 1710 udkom A Treatise Concerning the Principles of Human Knowledge, og i 1713 udkom Three Dialogues Between Hylas and Philonous. Disse to værker regnes for at være hans filosofiske hovedværker. Her fremlagde han sin filosofiske teori om, at den fysiske verden og dens genstande kun er samlinger af idéer, og at de kun eksisterer, når de iagttages af en bevidsthed. Disse værker gav ham et varigt ry, selvom kun få accepterede hans teori om, at der ikke eksisterer noget uden for bevidstheden.

Berkeley blev ordineret som præst i 1710. I 1721 blev han ordineret som præst i Church of Ireland. Han underviste i en årrække i teologi og hebraisk på Trinity College i Dublin.

I 1725 grundlagde han et kollegium på Bermuda til uddannelse af præster og missionærer i kolonien.

I 1728 blev han gift med Anne Forster i St. Mary le Strand i London. Han og Anne fik fire børn, der overlevede spædbarnsalderen - Henry, George, William og Julia – og mindst to andre, der ikke gjorde.

Berkeley blev biskop af Cloyne (i det sydlige Irland) i 1734. Han havde denne stilling indtil sin død. I sin sidste tid levede han dog i Oxford, hvor han boede sammen med sin søn, indtil han døde den 14. januar 1753.

Filosofi

At være er at blive perciperet

George Berkeley er den klassiske repræsentant for den subjektive idealisme: at den egentlige virkelighed kun eksisterer i det enkelte menneskes bevidsthed. Han anerkender ikke en fysisk materie eller en fysisk substans som en bagvedliggende årsag til sanseoplevelserne. Der eksisterer ikke noget uden for bevidstheden.

Ifølge Berkeley findes der kun to slags ting: bevidstheder (sjæle) og idéer. Bevidstheder er aktive. De producerer og perciperer (sanser, opfatter) idéer. Idéer er derimod passive. De produceres og perciperes. De eksisterer ikke i kraft af sig selv, men eksisterer kun i kraft af de bevidstheder, der perciperer dem.

"Idé" betyder nærmest "forestilling". "Ideen stol" skal altså forstås som "forestillingen om en stol".

Ideerne eksisterer kun i bevidstheder. Det er de enkelte menneskers bevidstheder, der perciperer ideerne. En ides eksistens består altså i at blive perciperet. At være er at blive perciperet (på latin: Esse est percipi).

Et sted siger Berkeley, at det eneste, der eksisterer, er en sjælelig substans (bevidstheden) eller noget, der perciperer. Ideerne er noget, som bevidstheden har. Ideerne eksisterer kun i kraft af den bevidsthed, der perciperer dem. Heri ligger hans idealisme: Der eksisterer kun én substans, nemlig den sjælelige. Der eksisterer ikke en legemlig (materiel) substans.

Han afviser altså, at noget materielt uden for bevidstheden kan påvirke sanserne og dermed bevidstheden. I alt fald er det helt umuligt for os at vide noget om en eventuel materiel substans, der eksisterer uden for bevidstheden. For vi kan kun vide noget gennem bevidstheden.

Imod Berkeleys opfattelse har flere filosoffer hævdet materiens eksistens ved at skelne mellem materiens primære egenskaber og dens sekundære egenskaber. De primære egenskaber har at gøre med udstrækning, form og bevægelse. Man kan f.eks. sige, at et bræt har en længde på 2 meter, en overflade som et rektangel, og at det bevæger sig med en hastighed på 10 kilometer i timen langs med en flod. Det er nogle primære genskaber ved brættet, og dem kan alle blive enige om, for de kan måles.

Man kan imidlertid også sige, at brættet er brunt, og at det er koldt. Det er nogle sekundære egenskaber ved brættet, og dem kan man ikke blive enige om. Nogle synes at brættet er brunt, andre synes at det er grønt; nogle synes at brættet er koldt, andre synes at det er lunkent. De sekundære egenskaber eksisterer ikke i tingen selv. De er subjektive, idet de kun eksisterer som ideer i bevidstheden.

Berkeley siger hertil, at også de primære egenskaber er ideer i bevidstheden. De eksisterer ikke uden for bevidstheden. Udstrækning, form og bevægelse eksisterer kun som ideer i bevidstheden.

I virkeligheden er ting det samme som ideer. Ideerne, de umiddelbare genstande for perceptionen, er selve de virkelige ting: "Når vi gør vores yderste for at forestille os eksistensen af ydre legemer, så betragter vi dog hele tiden kun vore egne ideer." "Det er indlysende, at de ting, jeg perciperer, er mine egne ideer."

Det er ikke muligt, at nogen ting kan eksistere uden for de bevidstheder eller tænkende væsener, der perciperer dem, siger han:

"Jeg siger, at det bord, jeg skriver ved, eksisterer, dvs. at jeg ser og føler det. Og hvis jeg ikke var i mit arbejdsværelse, ville jeg sige, at det eksisterede, idet jeg dermed mente, at jeg, hvis jeg var i mit arbejdsværelse, ville kunne percipere det, eller at et andet besjælet væsen faktisk perciperede det."

Her udvider Berkeley princippet "At være er at blive perciperet" med et hypotetisk princip: "At være er at kunne blive perciperet".

Bevidstheden

I modsætning til idéer kan bevidstheden ikke perciperes, siger Berkeley. For det er bevidstheden, der perciperer, og bevidstheden kan ikke percipere sig selv. Det er dog muligt for bevidstheden at erkende sin egen eksistens ved selviagttagelse.

Der er også muligt for et menneskes bevidsthed at erkende andre menneskers bevidstheder ved hjælp af fornuften. Vi har ingen direkte ide om andre bevidstheder, selvom vi har god grund til at tro på eksistensen af andre bevidstheder. For deres eksistens forklarer de målrettede regelmæssigheder, som vi finder i erfaringen.

Gud

Men, kunne man spørge Berkeley, hvis der kun eksisterer bevidsthed og bevidsthedens ideer, hvordan kan man så være sikker på, at der eksisterer andre bevidstheder, andre mennesker? De er jo kun ideer i min bevidsthed. I så fald eksisterer der kun mig og min bevidsthed. Denne opfattelse kaldes solipsisme, og er en filosofisk blindgyde for alle, der hylder den subjektive idealisme.

Berkeley undgår problemet med solipsisme ved at han regner med andre bevidstheders eksistens. Men hvad så, hvis der findes noget, som ikke bliver perciperet af nogen bevidsthed? Findes træet, der falder med et brag i skoven, når ingen er til stede og perciperer det? Her kommer Berkeleys tro på Gud ind i billedet. Han ser Gud som en allestedsnærværende bevidsthed, som perciperer alt. Og fordi Gud perciperer alt, findes alt.

Gud er tillige en almægtig, alvidende og algod bevidsthed, der fremkalder ideerne i menneskers bevidstheder. Således består en ting som et æble af en samling idéer (form, farve, smag, fysiske egenskaber, osv.), som forårsages i menneskers bevidstheder af Guds bevidsthed.

Ordenen og hensigtsmæssigheden i hele verden, især i naturen, leder også Berkeley til at tro på Gud. Der må eksistere en ekstremt magtfuld og intelligent bevidsthed, der skaber denne orden.

Eksistensen af Gud forklarer også forskellen mellem virkelighed og fantasi - eller med Berkeleys ord: forskellen mellem de ideer, der er fremkaldt af sansningen, og de ideer, der er fremkaldt af fantasien. Sansningens ideer er ikke fremkaldt af det enkelte menneskes vilje. De er fremkaldt af en andens vilje, nemlig Guds vilje.

Sansningens ideer er stærkere, mere livagtige og mere tydelige end fantasiens ideer. De har en en regelmæssighed, en orden og en sammenhæng, som fantasiens ideer ikke har. Denne regelmæssighed og orden skyldes nogle regler, som skaberen har fastlagt, og som viser sig som naturlove, siger Berkeley.

Abstrakte almene ideer

Berkeley afviser ikke blot eksistensen af materielle genstande, som ikke bliver opfattet af bevidstheden. Han afviser også eksistensen af abstrakte almene ideer, f.eks. ideen om et kvadrat.

Den abstrakte almene ide om et kvadrat er aldrig fuldstændigt løsrevet fra bevidsthedens iagttagelser af konkrete, enkelte kvadrater, siger han. Den abstrakte ide - kvadratet - eksisterer ikke i sig selv, men eksisterer kun i kraft af, at bevidstheden har iagttaget nogle konkrete kvadrater og ud fra disse har lavet en abstraktion til den almene ide.

Arven efter Berkeley

Andre filosoffer før Berkeley, bl.a. John Locke (1632-1704), havde beskæftiget sig med omverdensproblemet - det filosofiske problem om omverdenens eksistens. Den løsning, som Berkeley kom frem til, var ny - for ikke at sige revolutionerende. Det var en løsning, som har påvirket filosofien lige siden, blandt andet gennem retninger som fænomenalisme og konstruktivisme.

Den tyske filosof Arthur Schopenhauer (1788-1860) skrev engang om ham: "Berkeley var ... den første til at tage det subjektive udgangspunkt virkelig alvorligt og til uigendriveligt at demonstrere dets absolutte nødvendighed. Han er idealismens fader...".

Berkeley betragtes som en af ophavsmændene til britisk empirisme. Der findes en udvikling over de tre store "britiske empirister"; en udvikling, der fører fra John Locke over George Berkeley til David Hume (1711-1776).

Berkeley påvirkede mange andre filosoffer, bl.a. David Hume og Immanuel Kant. "Berkeleys tanke gjorde Humes og dermed Kants arbejde muligt", bemærker Alfred North Whitehead.

Værker

Berkeleys hovedværk er A Treatise concerning the Principles of Human Knowledge (1710). Af andre værker kan nævnes An Essay towards a New Theory of Vision (1709), Three Dialogues between Hylas and Philonous (1713) og De Motu (1721).

Se også

Referencer

  1. ↑ George Berkeley. University of St Andrew’s.
  2. ↑ Berkeley, s. 104.
  3. ↑ Arne Næss: Filosofiens historie 1, s. 540-41.
  4. ↑ Berkeley, s. 57.
  5. ↑ Berkeley, s. 59-60.
  6. ↑ Berkeley, s. 65.
  7. ↑ Berkeley, s. 16-17. Fra Harald Hielmcrones indledning.
  8. ↑ Berkeley, s. 165-69.
  9. ↑ Berkeley, s. 232.
  10. ↑ Berkeley, s. 68.
  11. ↑ Berkeley, s. 196.
  12. ↑ Berkeley, s. 57.
  13. ↑ Justus Hartnack: Filosofiens historie, s. 132.
  14. ↑ Berkeley, s. 219.
  15. ↑ Fogelin, Robert Berkeley and the Principles of Human Knowledge. Routledge, 2001. pp. 74–75.
  16. ↑ Berkeley, s. 31-32. Fra Harald Hielmcrones indledning.
  17. ↑ Berkeley, s. 71.
  18. ↑ Berkeley, s. 71.
  19. ↑ Berkeley, s. 45 og 48.
  20. ↑ Justus Hartnack: Filosofiens historie, s. 130.
  21. ↑ Arthur Schopenhauer: Parerga og Paralipomena, bind 1, "Fragmenter af filosofiens historie, § 12.
  22. ↑ Citeret fra: W.E. Steinkraus: Berkeley. Idealistic Studies. Worcester, 1984. Bind 14, s. 184.

Litteratur

Eksterne henvisninger