| John Locke Vestlig filosofi Oplysningstiden | |
|---|---|
| Personlig information | |
| Født | 29. august 1632 Wrington, Storbritannien |
| Død | 28. oktober 1704 (72 år) High Laver, Storbritannien |
| Dødsårsag | Hjerteanfald |
| Gravsted | High Laver (All Saints) Churchyard |
| Nationalitet | |
| Far | John Locke |
| Mor | Agnes Keene |
| Søskende | Thomas Locke |
| Ægtefælle | Blev aldrig gift |
| Uddannelse og virke | |
| Uddannelsessted | Westminster School (fra 1647), Christ Church College (1652-1675) |
| Medlem af | Royal Society (fra 1668) |
| Beskæftigelse | Retsfilosofi, forfatter, læge, filosof, politiker, videnskabsmand |
| Fagområde | Epistemologi, etik, politisk filosofi, pædagogik |
| Arbejdsgiver | Anthony Ashley Cooper, 1. jarl af Shaftesbury, University of Oxford, Caleb Banks |
| Kendte værker | The prince and the cobbler, To afhandlinger om statsstyre, Tanker om opdragelsen, Et essay om den menneskelige forstand, Of the Conduct of the Understanding med flere |
| Skole/tradition | Empirisme |
| Påvirket af | Thomas Hobbes |
| Har påvirket | Alfred North Whitehead John Rawls |
| Betydningsfulde idéer | Ejendomsret, Tabula rasa |
| Nomineringer og priser | |
| Udmærkelser | Fellow of the Royal Society |
| Signatur | |
| Information med symbolet | |
John Locke (født 29. august 1632 i Wrington, død 28. oktober 1704) var en engelsk filosof, der primært var optaget af samfundsforhold og erkendelsesteori (epistemologi).
Locke regnes blandt de vigtigste tænkere i den tidlige liberalisme og fik stor betydning for den politiske filosofi, særligt gennem sin teori om naturrettigheder, legitim regering og retten til modstand mod magtmisbrug. Sammen med David Hume og George Berkeley regnes han blandt de britiske empirister.
Hans politiske tanker sammenlignes ofte med Thomas Hobbes', men de havde forskellige opfattelser af naturtilstanden og regeringens legitimitet.

Lockes erkendelsesteori udfoldes især i An Essay Concerning Human Understanding (1690). Her afviste han læren om medfødte idéer og fremhævede erfaring som grundlaget for menneskets idéer. Erfaringen har ifølge Locke to kilder: sansning af den ydre verden og refleksion over sindets egne aktiviteter. Forestillingen om sindet som en ubeskrevet tavle beskrives ofte med udtrykket tabula rasa.
Locke skelnede mellem enkle idéer, der modtages gennem erfaringen, og sammensatte idéer, som sindet danner ved at kombinere og sammenligne enklere forestillinger. Han skelnede også mellem tingenes primære kvaliteter, eksempelvis udstrækning og form, og sekundære kvaliteter, eksempelvis farver og smag, der beror på tingenes evne til at fremkalde bestemte sanseindtryk.
I bog II, kapitel 27, af An Essay Concerning Human Understanding skelnede Locke mellem identiteten af et menneske som levende organisme og identiteten af en person. En persons identitet afhænger efter hans opfattelse af, at bevidstheden kan række tilbage til tidligere handlinger og tanker, ikke af at den samme materielle krop eller den samme sjæl nødvendigvis består. Locke knyttede dermed spørgsmålet om personlig identitet til tilregnelse af handlinger og moralsk ansvar. Kapitlet blev først indføjet i værkets anden udgave fra 1694.
Opfattelsen har givet anledning til debat om, hvorvidt erindring kan være grundlaget for identitet gennem tiden, navnlig når et menneske ikke længere husker sine tidligere handlinger. Det er et af de centrale problemer, som den efterfølgende diskussion af personlig identitet har behandlet.

Locke blev født den 29. august 1632 i Wrington i England og voksede op i Pensford. Han gik på Westminster School og blev i 1652 optaget på Christ Church, et college ved University of Oxford i Oxford, hvor han senere beskæftigede sig med medicin, naturvidenskab og filosofi.
I 1666 mødte han Anthony Ashley Cooper, den senere jarl af Shaftesbury, og blev tilknyttet hans husstand og politiske kreds. Forbindelsen fik stor betydning for Lockes senere beskæftigelse med politiske og koloniale spørgsmål. I 1675 rejste Locke til Frankrig, hvor han opholdt sig i flere år, og i 1679 vendte han tilbage til England.
I 1683 drog Locke i eksil i Nederlandene under de politiske konflikter i England. Her arbejdede han videre med sine skrifter. Efter revolutionen i 1688 vendte han hjem i 1689. A Letter Concerning Toleration og Two Treatises of Government udkom i 1689. An Essay Concerning Human Understanding blev udgivet i december 1689, men bærer årstallet 1690 på titelbladet. Two Treatises var i væsentligt omfang udarbejdet før revolutionen.
I sine sidste år boede Locke hos Damaris Cudworth Masham og hendes familie på landstedet Oates i Essex. Han døde den 28. oktober 1704. Han giftede sig aldrig og fik ingen børn.

Lockes politiske filosofi er især udviklet i Two Treatises of Government, som undersøger grundlaget for legitim politisk myndighed. Han afviste forestillingen om kongens ubegrænsede, arvelige magt og argumenterede for, at regeringsmagten skal beskytte menneskers liv, frihed og ejendom. Regeringens legitimitet forudsætter borgernes samtykke.
I Lockes fremstilling er menneskene i naturtilstanden frie og lige, men stadig bundet af en naturret, der blandt andet forbyder at skade andres liv, frihed og ejendom. Friheden er således ikke en ret til vilkårligt at gøre, hvad man vil. Menneskene har både rettigheder og forpligtelser over for hinanden, og naturretten gælder også, før en stat er oprettet.
Locke mente, at mennesker i naturtilstanden selv kan håndhæve naturretten, men at denne ordning er usikker, fordi den enkelte kan være partisk i bedømmelsen af egne konflikter. Det er en væsentlig begrundelse for at oprette en politisk myndighed med fælles love og en upartisk retsudøvelse. Hans naturtilstand er derfor ikke identisk med den alles kamp mod alle, der forbindes med Thomas Hobbes.
Locke begrundede oprettelsen af en politisk myndighed med en samfundspagt, hvor mennesker ved samtykke danner et politisk fællesskab. Formålet er at sikre deres rettigheder mere effektivt, end de selv kan gøre i naturtilstanden. Når fællesskabet er dannet, kan flertallet træffe bindende beslutninger på dets vegne; uden et sådant princip ville fællesskabet efter Lockes opfattelse vanskeligt kunne handle som en samlet politisk enhed.
Locke skelnede mellem at danne et politisk samfund og at overlade regeringsmagten til bestemte institutioner. Regeringens magt er betroet den med henblik på at beskytte borgernes rettigheder og det fælles bedste. Hvis regeringen systematisk tilsidesætter dette formål eller søger at underlægge befolkningen vilkårlig magt, kan folket have ret til at modsætte sig og erstatte den.
Locke argumenterede for, at menneskets arbejde under bestemte betingelser kan begrunde ejendomsret til naturens ressourcer, som oprindeligt er fælles. Ved at bearbejde jorden eller indsamle dens frembringelser kan et menneske efter denne tankegang tilegne sig noget, som ikke tidligere tilhørte nogen bestemt person. Argumentet udspringer af, at mennesket råder over sin egen person og sit arbejde.
Tilegnelsen er dog ikke uden grænser. Locke fremhævede blandt andet, at man ikke bør tage mere, end man kan anvende uden fordærv, og at der skal tages hensyn til, hvad der overlades til andre. Med pengenes fremkomst blev det muligt at opbevare værdi uden det samme spild, og Locke forklarede dermed, hvordan større og mere ulige ejendomsbesiddelser kunne opstå. Hvordan denne begrundelse skal forstås, og hvor stærke begrænsningerne er, er fortsat genstand for fortolkning.
Locke skelnede især mellem den lovgivende, den udøvende og den føderative magt, hvor den sidste omfatter forholdet til andre stater. Dette er ikke identisk med den senere klassiske tredeling mellem lovgivende, udøvende og dømmende magt, som navnlig forbindes med Montesquieu.
I A Letter Concerning Toleration (1689) argumenterede Locke for, at den politiske myndighed ikke skulle bestemme menneskers religiøse tro. Tvang kunne efter hans opfattelse ikke frembringe oprigtig overbevisning, og tilslutning til et trossamfund måtte være frivillig. Hans toleranceideal var dog ikke universelt: Han afviste blandt andet tolerance over for ateister og nærede mistillid til religiøse grupper, som han mente kunne undergrave statens sikkerhed eller borgernes loyalitet. Disse begrænsninger diskuteres i forskningen.
I The Reasonableness of Christianity, as Delivered in the Scriptures (1695) søgte Locke at vise, at kristendommens grundlæggende lære kunne fremstilles i overensstemmelse med fornuften. Hans religionsfilosofi byggede på, at tro og åbenbaring ikke burde sættes uden for kritisk undersøgelse. Spørgsmålet om hans præcise teologiske ståsted er dog omdiskuteret, og hans argumenter for tolerance var ikke ensbetydende med religionslighed i moderne forstand.
I Some Thoughts Concerning Education (1693) lagde Locke vægt på at udvikle børns dømmekraft og karakter. Han anbefalede opdragelse til selvstændig tænkning og fremhævede blandt andet vaner, praktisk læring og hensynet til det enkelte barns forudsætninger.
Locke havde gennem sin forbindelse til Shaftesbury og de såkaldte Lords Proprietors opgaver knyttet til den engelske kolonisering af Carolina. Han ejede desuden på et tidspunkt aktier i blandt andet Royal African Company og Bahamas Adventurers, som var involveret i slavehandel. Ifølge en undersøgelse af Brian Smith blev aktierne overført til Locke fra andre personer og var ikke resultatet af direkte personlige investeringer. Samtidig udviklede han i Two Treatises of Government en teori om frihed og legitim politisk magt, hvor slaveri kun kunne retfærdiggøres under stærkt begrænsede forudsætninger.
Forholdet mellem Lockes politiske teori og hans koloniale engagement er omdiskuteret. David Armitage har påvist omfattende forbindelser til Carolinas kolonistyre, mens Holly Brewer gennem en undersøgelse af flere bevarede udkast til Carolinas forfatninger argumenterer imod David Armitages tilskrivning af de slaveholdsvenlige bestemmelser til Locke. Hun lægger i stedet vægt på koloniejernes og den engelske krones juridiske magt. Lockes faktiske koloniale engagement er dokumenteret, men forskerne er uenige om hans rolle i udformningen af netop disse bestemmelser.
Lockes erkendelsesteori blev et centralt udgangspunkt for den britiske empirisme. George Berkeley kritiserede blandt andet Lockes teori om materiel substans og hans forståelse af abstrakte idéer, mens David Hume videreførte empiristiske problemstillinger om erkendelse og erfaring. Lockes argument om personlig identitet som knyttet til bevidsthed og erindring blev ligeledes et varigt diskussionsemne i filosofien.
Inden for politisk filosofi fik hans fremstilling af regering ved samtykke, beskyttelsen af naturrettigheder og retten til modstand mod vilkårlig magt stor betydning for senere liberale teorier. Hans opfattelse af ejendomsret og den politiske myndigheds begrænsninger har samtidig været genstand for både tilslutning og kritik. Lockes idéer bør derfor ikke betragtes som identiske med senere liberalisme, men som et vigtigt historisk udgangspunkt for flere forskellige fortolkninger.