Charles-Louis de Secondat Montesquieu

Charles Montesquieu
Vestlig filosofi
Oplysningstiden
Personlig information
Fulde navnCharles-Louis de Secondat, baron de la Brède et de Montesquieu
Født18. januar 1689 Rediger på Wikidata
château de La Brède, Frankrig Rediger på Wikidata
Død10. februar 1755 (66 år) Rediger på Wikidata
Paris, Frankrig Rediger på Wikidata
Gravstedéglise Saint-Sulpice de Paris Rediger på Wikidata
NationalitetFrankrig Fransk
ÆgtefælleJeanne de Lartigue Rediger på Wikidata
BarnJean da Montesquieu secondat Rediger på Wikidata
FamilieJean II de Secondat, Seigneur de La Fleyte, Roques, Clermont-Dessous (tipoldefar) Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­stedcollège de Juilly,
lycée Saint-Louis Rediger på Wikidata
Medlem afClub de l'Entresol,
Royal Society (fra 1730),
Académie française (1728-1755),
Académie de Stanislas,
Det Preussiske Videnskabsakademi Rediger på Wikidata
BeskæftigelseDommer, godsherre, jurist, historiker, sociolog, forfatter, advokat, forfatter, filosof, romanforfatter med flere Rediger på Wikidata
ArbejdsstedParis Rediger på Wikidata
Kendte værkerOm Lovenes Natur og Aarsag Rediger på Wikidata
GenreEssay, Brevroman Rediger på Wikidata
Påvirket afJohn Locke
Har påvirketAlexis de Tocqueville
Betydningsfulde idéerMagtens tredeling
Nomineringer og priser
UdmærkelserFellow of the Royal Society (1730) Rediger på Wikidata
Signatur
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Charles-Louis de Secondat, baron de la Brède et de Montesquieu (18. januar 1689 – 10. februar 1755), almindeligvis kendt som Montesquieu, var en fransk filosof, forfatter og politisk tænker fra oplysningstiden. Han er især kendt for sit værk Om Lovenes Ånd (1748) og sin teori om magtens tredeling mellem den lovgivende, udøvende og dømmende magt. Hans politiske tænkning var blandt andet inspireret af John Locke.

Liv og gerning

Château de La Brède nær Bordeaux, hvor Montesquieu blev født i 1689.

Charles-Louis de Secondat blev født på Château de la Brède nær Bordeaux i det sydvestlige Frankrig. Hans far, Jacques de Secondat, tilhørte en adelig familie og havde gjort tjeneste som officer. Hans mor, Marie-Françoise de Pesnel, døde, da han var syv år gammel. Familien ejede betydelige jordbesiddelser, som fik betydning for hans senere økonomiske uafhængighed.

Montesquieu blev uddannet ved Collège de Juilly og studerede senere jura. I 1715 giftede han sig med den protestantiske Jeanne de Lartigue, som bragte en betydelig medgift ind i ægteskabet. Efter faderens død i 1713 havde han overtaget familiens ejendomme, og i 1716 arvede han efter sin onkel både titlen baron de Montesquieu og embedet som président à mortier ved parlamentet i Bordeaux, der fungerede som en regional overdomstol.

Som dommer ved parlamentet i Bordeaux arbejdede Montesquieu med retlige spørgsmål, selv om han senere gav udtryk for utilfredshed med domstolsarbejdet. Han blev desuden medlem af det videnskabelige akademi i Bordeaux i 1716 og deltog i et miljø, hvor juridiske, litterære og naturvidenskabelige interesser mødtes.

I 1726 afhændede Montesquieu sit embede ved parlamentet i Bordeaux for i højere grad at kunne hellige sig studier og ophold i Paris. Den 5. januar 1728 blev han valgt til Académie française, hvor hans forfatterskab allerede havde vakt både opmærksomhed og kritik. Valget fandt sted kort før hans længere rejse gennem Europa.

Montesquieu levede i en periode med store politiske forandringer. I England havde revolutionen i 1688–1689 og unionen mellem England og Skotland i 1707 ændret landets forfatningsmæssige forhold. I Frankrig døde Ludvig 14. i 1715 og blev efterfulgt af den femårige Ludvig 15.. Disse begivenheder dannede en vigtig historisk baggrund for Montesquieus senere undersøgelser af forskellige styreformer.

Montesquieus politiske tænkning fik betydelig indflydelse på udformningen af USA's forfatning. Særligt hans tanker om magtadskillelse og om nødvendigheden af, at statsmagten begrænses gennem indbyrdes kontrol mellem de forskellige magtorganer, inspirerede de amerikanske forfatningsfædre. James Madison var blandt dem, der anvendte Montesquieus ideer i diskussionerne om den nye forfatnings indretning.

Montesquieu foretog i årene 1728–1731 en længere rejse gennem Europa, hvor han blandt andet besøgte Østrig, Ungarn, Italien og England. Under opholdet i England fik han indgående kendskab til landets politiske institutioner og forfatningsmæssige forhold. Erfaringerne fra rejserne fik betydning for hans senere analyser af forskellige styreformer, navnlig i Om Lovenes Ånd.

Titelbladet til første bind af Lettres persanes fra 1721.

Montesquieu fik sit litterære gennembrud i 1721 med Lettres persanes (Persiske breve), en satirisk fremstilling af det franske samfund og dets institutioner, fortalt gennem fiktive persiske rejsendes breve. Værket blev fulgt af Considérations sur les causes de la grandeur des Romains et de leur décadence (1734), hvori han undersøgte årsagerne til Romerrigets storhed og fald.

Lettres persanes var bygget op som brevveksling og lod udenlandske iagttagere kommentere blandt andet religion, sæder og magtforhold i Europa. I værket om Romerrigets storhed og fald rettede Montesquieu opmærksomheden mod historiske årsager til politisk fremgang og tilbagegang frem for at forklare udviklingen alene gennem enkelte herskeres beslutninger.

Hans hovedværk, De l'esprit des lois (Om Lovenes Ånd), udkom anonymt i 1748. Her undersøgte han sammenhængen mellem lovgivning, samfundsforhold og politiske institutioner og udviklede blandt andet sine teorier om statsformer, politisk frihed og magtadskillelse. Han fremhævede betydningen af, at den lovgivende, udøvende og dømmende magt begrænser hinanden for at modvirke magtmisbrug.

Om Lovenes Ånd fik betydelig indflydelse på europæisk og amerikansk politisk tænkning og på udviklingen af moderne forfatningsprincipper. Værket vakte samtidig modstand i religiøse og politiske kredse og blev i 1751 optaget på den katolske kirkes indeks over forbudte bøger.

Montesquieu havde i sine senere år alvorlige problemer med synet og var næsten blind mod slutningen af sit liv. Han døde den 10. februar 1755 i Paris efter en febersygdom. Hans begravelse fandt sted i tilknytning til Saint-Sulpice i Paris, men det præcise gravsted er usikkert.

I sine sidste år fortsatte Montesquieu arbejdet med at revidere Om Lovenes Ånd. Han påtog sig desuden at skrive om smag (goût) til Encyclopédie, det store franske oplysningsprojekt, men nåede ikke at afslutte bidraget før sin død. Teksten blev udgivet posthumt i 1757.

Et centralt udgangspunkt for Montesquieus politiske tænkning var, at lovgivning og samfundsinstitutioner må forstås i sammenhæng med de forhold, som præger det enkelte samfund. Han undersøgte, hvordan menneskets natur, historie, klima, geografi, religion, økonomi og sædvaner påvirker lovenes udformning og samfundets udvikling. Lovene kunne derfor efter hans opfattelse ikke vurderes uafhængigt af de samfundsmæssige forhold, hvori de fungerede.

Om Lovenes Ånd

Titelbladet til første bind af førsteudgaven af De l'esprit des lois fra 1748.
Hovedartikel: De l'esprit des lois.

I De l'esprit des lois (Om Lovenes Ånd) fra 1748 undersøgte Montesquieu sammenhængen mellem lovgivning, politiske institutioner og samfundsforhold. Tre centrale elementer i værket er hans teori om forskellige statsformer, hans klimalære og hans fremstilling af magtadskillelsesprincippet.

Montesquieu videreudviklede tanker fra tidligere politiske filosoffer og forbandt dem med historiske og sammenlignende undersøgelser af forskellige samfund. Hans analyser søgte både at forklare, hvordan love og institutioner formes af samfundets forhold, og at vurdere, hvilke politiske indretninger der bedst kunne sikre frihed og begrænse magtmisbrug.

Om statsformer

Montesquieu skelnede i Om Lovenes Ånd mellem tre grundlæggende styreformer: republik, monarki og despoti. Republikken kunne være demokratisk, hvor folket som helhed havde den øverste magt, eller aristokratisk, hvor magten lå hos en mindre del af befolkningen. Monarkiet var kendetegnet ved, at én person regerede efter faste og etablerede love, mens despotiet var karakteriseret ved, at én person udøvede magten uden sådanne begrænsninger.

Montesquieu mente, at lovgivning og politiske institutioner måtte vurderes i forhold til samfundets historie, størrelse, skikke og øvrige forhold. Han opstillede derfor ikke én bestemt styreform som et universelt ideal, men undersøgte de forskellige styreformers forudsætninger og muligheder for at sikre politisk frihed.

Montesquieu tog i sin analyse af republikanske styreformer navnlig udgangspunkt i antikkens græske bystater og den romerske republik. Han forbandt republikansk selvstyre med forholdsvis små stater, hvor borgerne kunne deltage aktivt i det politiske liv.

Han fremhævede den politiske dyd som republikkens bærende princip. Ved dyd forstod han ikke først og fremmest personlig moral, men borgernes kærlighed til fædrelandet, lighed og fælles interesser samt deres villighed til at sætte samfundets bedste over egne særinteresser.

Montesquieus fremstilling af de antikke republikker fik senere betydning for den republikanske politiske tænkning, blandt andet under den franske revolution. Hans egne analyser var imidlertid knyttet til bestemte historiske og samfundsmæssige forudsætninger og indebar ikke, at den antikke republik skulle tjene som et universelt forfatningsideal.

Montesquieus forestilling om monarkiet tog navnlig udgangspunkt i den franske samfundsorden før den omfattende centralisering af kongemagten under Ludvig 14. Han opfattede monarkiet som en styreform, hvor én person regerede i overensstemmelse med faste love, og hvor kongemagten blev begrænset af etablerede institutioner og mellemkommende magter (pouvoirs intermédiaires).

Disse omfattede blandt andet adelen, forskellige korporationer og de regionale parlamenter, der fungerede som domstole. De mellemkommende magter skulle bidrage til at opretholde lovenes autoritet og forhindre, at monarkiet udviklede sig til despoti.

Montesquieu betragtede disse institutioner som væsentlige for et modereret monarki. Hans beskrivelse af monarkiets sociale og institutionelle opbygning må imidlertid skelnes fra hans teori om magtadskillelse mellem den lovgivende, udøvende og dømmende magt.

Klimalæren

Montesquieu mente, at lovgivning og politiske institutioner måtte forstås i sammenhæng med de forhold, som prægede det enkelte samfund. Han fremhævede blandt andet klima, geografi, befolkningens størrelse, økonomi, religion, historie og sædvaner som forhold, der kunne påvirke samfundets indretning.

I bog XIV af Om Lovenes Ånd udviklede han sin klimalære, hvorefter klimatiske forhold havde indflydelse på menneskers fysiske og psykiske egenskaber og dermed indirekte på deres samfund og institutioner. Montesquieu var ikke den første, der fremsatte sådanne tanker, men han gav dem en fremtrædende plads i sin sammenlignende analyse af forskellige samfund.

Hans forklaringer af lovgivningens afhængighed af lokale forhold stod samtidig side om side med normative forestillinger om politisk frihed og begrænsning af magtmisbrug.

Montesquieu antog, at klimaet havde betydning for menneskers temperament, adfærd og levevis. Han mente eksempelvis, at mennesker i varme områder generelt var mere påvirkelige af lidenskaber og mindre tilbøjelige til fysisk anstrengelse, mens mennesker i kolde områder efter hans opfattelse var mere energiske, modige og selvstændige.

Han forbandt disse formodede forskelle med samfundets love, sædvaner og politiske institutioner og hævdede, at klimaet kunne påvirke både menneskers handlemåde og deres forhold til politisk autoritet.

Disse forestillinger afspejlede 1700-tallets forsøg på at forklare menneskelige og samfundsmæssige forskelle ud fra naturgivne forhold. Montesquieus generaliseringer om befolkninger i forskellige klimazoner bygger ikke på den videnskabelige dokumentation, der kræves i dag.

Montesquieus klimalære fik betydning for senere forsøg på at forklare forskelle mellem samfund og befolkninger ud fra naturgivne forhold. Hans forestillinger om sammenhængen mellem klima, menneskelige egenskaber og samfundsindretning indgik i en bredere udvikling af teorier, hvor menneskers adfærd og samfundsmæssige forhold blev søgt forklaret ved hjælp af naturvidenskabelige metoder.

Sådanne forestillinger blev senere videreudviklet i forskellige former for geografisk determinisme og raceteorier. Montesquieus klimalære må dog forstås i sin historiske sammenhæng og kan ikke uden videre sidestilles med den racebiologi, der opstod i senere perioder.

Slaveri

I bog XV af Om Lovenes Ånd behandlede Montesquieu slaveri som et problem for både naturlig og politisk frihed. Han forkastede blandt andet forestillinger om, at krigsfangenskab, økonomisk nød eller menneskers medfødte egenskaber i sig selv kunne retfærdiggøre, at de blev gjort til slaver. I kapitel 5 brugte han ironi til at udstille de argumenter, som blev fremført til forsvar for europæernes slavehandel med afrikanere.

Hans fremstilling rummede samtidig en modsætning. Selv om han fordømte slaveriets nedværdigelse af både slave og ejer, forsøgte han at forklare, hvorfor slaveri i visse varme områder kunne forekomme som følge af klimaets formodede indvirkning på arbejdsevnen. Denne klimabaserede forklaring blev siden kritiseret for at svække hans principielle afvisning af slaveri. Montesquieu anførte dog også muligheden for, at frie mennesker kunne motiveres til at arbejde under ethvert klima.

Menneskets frihed

Montesquieu betragtede politisk frihed som et centralt mål for samfundets indretning. Han forstod ikke frihed som retten til at gøre, hvad man ville, men som muligheden for at handle inden for lovens rammer uden at frygte vilkårlig magtudøvelse. Politisk frihed forudsatte derfor, at borgernes sikkerhed var beskyttet af lovene og af institutioner, som kunne forhindre magtmisbrug.

Et grundlæggende princip i hans politiske tænkning var, at magt må begrænses af magt. Han mente, at enhver, der besidder magt, er tilbøjelig til at misbruge den, medmindre vedkommende møder institutionelle begrænsninger.

Montesquieu anså ikke frihed for at være knyttet til én bestemt styreform. Den kunne eksistere både i republikker og monarkier, hvis magtudøvelsen var begrænset af love og institutioner, der sikrede borgerne mod vilkårlig indgriben.

Magtdelingsprincippet

Montesquieu udviklede i Om Lovenes Ånd sin teori om magtadskillelse, hvorefter statsmagten bør fordeles mellem tre funktioner: den lovgivende magt, den udøvende magt og den dømmende magt. Formålet var at forhindre magtkoncentration og beskytte borgernes politiske frihed.

Med udgangspunkt i den engelske forfatning beskrev han et system, hvor den lovgivende magt blev udøvet af en forsamling bestående af et aristokratisk overhus og et folkevalgt underhus, den udøvende magt af monarken og den dømmende magt af domstolene.

Montesquieu fremhævede England som et eksempel på en forfatningsordning, hvor magtens forskellige funktioner kunne begrænse og kontrollere hinanden. Hans beskrivelse byggede imidlertid på en idealiseret fortolkning af det engelske politiske system snarere end en fuldstændig gengivelse af dets faktiske institutionelle praksis.

Montesquieus magtadskillelseslære byggede videre på tidligere politisk filosofi, herunder John Lockes overvejelser om forholdet mellem den lovgivende og den udøvende magt. Hvor Locke navnlig beskæftigede sig med adskillelsen mellem disse funktioner, fremhævede Montesquieu desuden den dømmende magts særskilte betydning for borgernes frihed.

Montesquieu argumenterede for, at de forskellige statsmagter skulle have mulighed for at begrænse hinanden. Hans model indebar derfor ikke en fuldstændig isolation af magtens forskellige indehavere, men en ordning, hvor deres beføjelser var fordelt og afbalanceret.

Den udøvende magt skulle eksempelvis kunne modsætte sig lovgivning gennem en vetoret, mens den lovgivende magt skulle kunne kontrollere visse sider af den udøvende magts virksomhed. Denne indbyrdes kontrol skulle forhindre, at én person eller institution samlede al statsmagt.

Montesquieus teori om magtadskillelse fik stor betydning for udviklingen af moderne forfatninger og forestillingen om, at statsmagten bør underlægges institutionelle begrænsninger. Princippet blev videreudviklet og tilpasset forskellige politiske systemer, hvor forholdet mellem den lovgivende, udøvende og dømmende magt blev organiseret på forskellige måder.

I praksis indebærer magtadskillelse ikke nødvendigvis, at de tre statsmagter fungerer fuldstændigt uafhængigt af hinanden. I parlamentariske systemer er der eksempelvis en tæt forbindelse mellem den lovgivende og den udøvende magt, mens andre forfatningssystemer bygger på en mere udtalt institutionel adskillelse.

Det centrale i Montesquieus teori er, at magtkoncentration skal modvirkes gennem en fordeling af beføjelser og mekanismer til gensidig kontrol. Hans tanker har dermed fået varig betydning for udviklingen af retsstaten og den forfatningsmæssige beskyttelse af politisk frihed.

Lovens væsen og religionen

Montesquieu skelnede mellem de generelle love og principper, som efter hans opfattelse prægede naturens og menneskets tilværelse, og de positive love, som mennesker fastsætter for at regulere samfundet. Han betragtede lovgivning som et resultat af menneskelig fornuft og historiske og samfundsmæssige forhold. Lovene måtte derfor forstås i sammenhæng med de mennesker og samfund, som de skulle regulere.

Religionen indgik i Montesquieus analyser som en af de faktorer, der påvirkede samfundets love, institutioner og sædvaner. Han undersøgte forholdet mellem forskellige religioner og styreformer, herunder katolicisme, protestantisme og islam, uden at betragte religion som den eneste bestemmende faktor for samfundets politiske indretning.

Montesquieu argumenterede desuden for religiøs tolerance og advarede mod forfølgelse på grundlag af religiøse forskelle. Hans syn på religion var præget af både hans katolske baggrund og hans bestræbelser på at forklare religiøse institutioners samfundsmæssige betydning.

Montesquieus syn på religiøs tolerance havde berøringspunkter med John Lockes tanker om religionsfrihed, men de to filosoffer havde forskellige religiøse og politiske udgangspunkter. Locke, der var protestant, argumenterede for religiøs tolerance, men hans opfattelse omfattede ikke alle trosretninger på lige vilkår. Han betragtede blandt andet katolicismen med mistro på grund af dens forbindelse til en udenlandsk religiøs autoritet.

Montesquieu, der selv havde katolsk baggrund, lagde i højere grad vægt på religionens historiske og samfundsmæssige funktion. Han argumenterede for, at lovgivningen burde modvirke religiøs forfølgelse, og at religiøse forskelle måtte håndteres under hensyntagen til samfundets fred og stabilitet.

Montesquieus forsvar for tolerance var dog ikke ubetinget: I Om Lovenes Ånd, bog XXV, kapitel 10, tillagde han staten mulighed for at begrænse indførelsen af nye religioner. Det adskiller hans historisk og politisk begrundede tolerancebegreb fra et princip om ubegrænset religionsfrihed.

Forskellen mellem de to filosoffer lå således ikke alene i deres religiøse tilhørsforhold, men også i deres forskellige begrundelser for tolerance.

Ejendomsretten

Montesquieu betragtede beskyttelsen af ejendomsretten som en væsentlig opgave for de civile love. I Om Lovenes Ånd, bog XXVI, kapitel 15, skelnede han mellem de politiske loves beskyttelse af friheden og de civile loves beskyttelse af ejendommen. Han advarede mod at sammenblande disse forskellige retsprincipper.

Montesquieu tillagde også handel en betydelig rolle i samfundets udvikling. Han fremhævede, at handel kunne fremme fredelige forbindelser mellem forskellige folk og bidrage til at mildne sædvaner og adfærd. I Om Lovenes Ånd, bog XX, udviklede han forestillingen om, at handel kunne skabe gensidig afhængighed og dermed mindske tilbøjeligheden til konflikt mellem stater.

Hans positive vurdering af handel var dog ikke ubetinget. Han skelnede mellem handelens virkninger på samfundet som helhed og dens betydning for de enkelte menneskers moralske forhold.

Eftertid og indflydelse

Montesquieus lære om magtadskillelse fik betydning for den amerikanske forfatningsdebat og for udviklingen af forfatningsprincipper i Frankrig. Under den franske revolution blev kravet om adskillelse af statsmagterne knyttet til beskyttelsen af borgernes rettigheder. Artikel 16 i Erklæringen om menneskets og borgerens rettigheder fra 1789 forbandt netop en sikring af rettighederne og en bestemt adskillelse af magterne med, om et samfund kunne siges at have en forfatning.

Hans tanker blev imidlertid ikke overtaget som én uforanderlig model. Den franske forfatning af 1791 og den amerikanske forfatning udviklede forskellige institutionelle ordninger, og senere diskussioner har fortsat drejet sig om, hvordan statsmagten kan fordeles og begrænses. Montesquieus idealiserede fremstilling af den engelske forfatning har samtidig været genstand for kritisk fortolkning i forskningen.

Udvalgte værker

Værklisten omfatter både udgivelser fra Montesquieus levetid og posthumt udgivne skrifter.

Hovedværker

Øvrige skrifter