Glomerulus og det tilhørende nyrelegemes anatomiske opbygning. A: Nyrelegeme B: Proksimale tubulus C: Distale tubulus D: Det juxtaglomerulære apparat 1: Basalmembran 2: Bowmans kapsels parietale lag 3: Bowmans kapsels viscerale lag 3a: Podocytternes fodprocesser 3b: Podocytter 4: Bowmans rum 5a: Intraglomerulær mesangialcelle 5b: Ekstraglomerulær mesangialcelle 6: Juxtaglomerulær celle 7: Macula densa 8: Glat muskelcelle 9: Afferent arteriole 10: Glomerulære kapillærer 11: Efferent arteriole.
Glomerulus (flertal glomeruli; latin: glomerulus renalis, "karnøgle") er et specialiseret kapillærnet i nyren, hvor den primære filtration af blodplasmaet finder sted. Glomerulus udgør den første del af nefronet, nyrens funktionelle enhed, og danner sammen med den omgivende Bowmans kapsel et nyrelegeme (latin: corpusculum renale), der i klinisk sammenhæng undertiden betegnes som glomerulus. Filtrationen danner primærurinen og er afgørende for nyrernes udskillelsesfunktion samt reguleringen af kroppens salt-, vand- og mineralbalance.
Anatomi og opbygning
Glomerulus er en lille, afrundet struktur med en diameter på omkring 0,2 mm, beliggende i nyrebarken (latin: cortex renalis). Hver nyre indeholder omkring én million nefroner, som hver har et glomerulus omsluttet af Bowmans kapsel.
Glomerulus består af et tæt nøgleformet netværk af specialiserede blodkapillærer, hvortil blodet tilføres gennem en afferent arteriole fra nyrens arterielle kredsløb og fraføres gennem en efferent arteriole. I modsætning til de fleste øvrige kapillærnet, hvor blodet afledes gennem venoler, er glomerulus således placeret mellem to arterioler. Modstanden i den efferente arteriole opretholder et forholdsvis højt hydrostatisk tryk i de glomerulære kapillærer, hvilket udgør den væsentligste drivkraft for ultrafiltrationen af blodplasmaet.
Kapillærnøglen understøttes strukturelt af mesangiet, der udfylder rummene mellem kapillærerne og indeholder intraglomerulære mesangialceller. Kapillærvæggene udgør en specialiseret filtrationsbarriere, hvorigennem blodplasmaets vand og opløste stoffer filtreres til Bowmans kapsel. Denne er en tynd, skålformet kapsel, der omslutter kapillærnøglen og står i direkte forbindelse med nefronets proksimale nyretubulus, hvortil filtratet efterfølgende ledes.
Glomerulær filtration
Ved den glomerulære filtration sker en ultrafiltration af blodplasmaet gennem de glomerulære kapillærers filtrationsbarriere, herunder basalmembranen, hvorved der dannes et filtrat, den såkaldte primærurin. Filtrationsbarrieren tillader passage af vand og mindre opløste molekyler, herunder elektrolytter, affaldsstoffer som urinstof og kreatinin samt mindre peptider, heriblandt visse hormoner, mens større molekyler og proteiner i vidt omfang tilbageholdes i blodet.
Filtrationen er størrelsesselektiv, således at molekyler med en molekylvægt under omkring 10.000 passerer frit gennem filtrationsbarrieren, mens molekyler med en molekylvægt over 100.000 i praksis tilbageholdes fuldstændigt. Mellem disse størrelser afhænger passagen blandt andet af molekylernes egenskaber. Albumin, som normalt kun passerer filtrationsbarrieren i meget begrænset omfang, forekommer derfor kun i små mængder i urinen. Øget udskillelse af albumin betegnes albuminuri, mens forhøjet udskillelse af proteiner generelt betegnes proteinuri og er et hyppigt tegn på nyresygdom.
Den hastighed, hvormed blodplasmaet filtreres gennem samtlige glomeruli, betegnes den glomerulære filtrationshastighed (engelsk: glomerular filtration rate, GFR). Hos raske voksne er denne omkring 80–120 ml/min., svarende til en samlet produktion af primærurin på op mod omkring 170 liter i døgnet. GFR er et centralt mål for nyrernes samlede filtrationsfunktion.
Tubulær viderebehandling
Efter filtrationen opsamles primærurinen i Bowmans kapsel og ledes videre gennem nefronets tubulussystem, hvor der foregår reabsorption og sekretion af vand, elektrolytter og andre stoffer. Herved tilbageføres nødvendige stoffer til blodet, mens affaldsstoffer og overskydende vand udskilles. Processerne bidrager til opretholdelsen af kroppens homøostase, navnlig salt-, vand- og mineralbalancen.
Mere end 99% af den dannede primærurin reabsorberes i nyretubuli. Omkring 70% optages i de proksimale tubuli, mens størstedelen af den resterende væske reabsorberes i nefronets øvrige afsnit. Af de omkring 170 liter primærurin, som dagligt dannes, udskilles således kun omkring 1–1,5 liter som færdig urin (sekundærurin), der efter den tubulære viderebehandling ledes gennem urinvejene til urinlederne.
Klinisk betydning
Den glomerulære filtrationshastighed er et væsentligt mål for nyrefunktionen og anvendes ved vurderingen af en lang række nyresygdomme. Filtrationen kan groft vurderes ved bestemmelse af plasmakoncentrationen af kreatinin (P-kreatinin), mens mere præcise målinger kan foretages ved clearanceundersøgelser, herunder kreatininclearance og chrom-EDTA-clearance. Ved størstedelen af nyresygdommene kan nyrefunktionen i væsentligt omfang vurderes ud fra GFR.
Beskadigelse af den glomerulære filtrationsbarriere kan medføre øget passage af proteiner til primærurinen og dermed albuminuri eller proteinuri. Disse fund er blandt de hyppige kliniske tegn på nyresygdom og kan indikere forstyrrelser i glomerulus' filtrationsfunktion.
123"The Nephron". Florida Gulf Coast University (engelsk). Hentet 21. oktober 2026.
↑"The Glomerulus". Florida Gulf Coast University (engelsk). Hentet 21. oktober 2026.
↑Pavenstädt H; Kriz W; Kretzler M (2003). "Cell biology of the glomerular podocyte". Physiological Reviews. 83 (1): 253-307. doi:10.1152/physrev.00020.2002. PMID12506131.
12Barbara Young (2006). Wheater's Functional Histology: a text and colour atlas (5 udgave). Edinburgh: Churchill Livingstone/Elsevier. s.304. ISBN978-0-443068508.
