
Bowmans kapsel (også den glomerulære kapsel; latin: capsula glomeruli) er en skålformet, dobbeltvægget kapsel ved begyndelsen af nefronets tubulære del i nyren hos pattedyr. Kapslen omslutter glomerulus, en kompakt nøgle af blodkapillærer, hvor den første filtration af blodet finder sted. Tilsammen udgør Bowmans kapsel og glomerulus nyrelegemet (latin: corpusculum renis). Betegnelsen glomerulus anvendes i daglig tale undertiden om hele nyrelegemet, selvom den anatomisk alene betegner kapillærnøglen. Det glomerulære filtrat, kaldet primærurin, opsamles i kapselrummet og føres videre til nefronets tubulussystem, hvor det gennem yderligere bearbejdning omdannes til den endelige urin.
Hver nyre indeholder omkring én million nefroner, der hver har en Bowmans kapsel. Den glomerulære filtration indgår som et væsentligt led i kroppens homøostase, herunder reguleringen af vand-, salt- og mineralbalancen.
Strukturen er opkaldt efter den britiske anatom, Sir William Bowman.
Bowmans kapsel består af to epitellag, et ydre parietalt lag og et indre visceralt lag, som omslutter et kapselrum, hvori det glomerulære filtrat opsamles. Det parietale lag består af enlaget pladeepitel, mens det viscerale lag udgøres af specialiserede epitelceller, kaldet podocytter, der beklæder glomeruluskapillærernes yderside.
Glomeruluskapillærerne forsynes med blod gennem den afferente arteriole og dræneres gennem den efferente arteriole. Begge arterioler er forbundet med nyrelegemet ved den vaskulære pol (karpolen). På den modsatte side findes urinpolen, hvor kapslens parietale epitellag fortsætter i epitelet i den proksimale tubulus. Herved etableres en direkte forbindelse mellem kapselrummet og den proksimale tubulus' lumen, således at det dannede filtrat kan føres videre gennem nefronet.
Det glomerulære filtrat dannes ved passage af væske fra glomeruluskapillærerne til Bowmans kapsel gennem den glomerulære filtrationsbarriere, der består af tre lag: kapillærernes fenestrerede endothel, den glomerulære basalmembran og podocytternes filtrationsspalter.
Filtrationsbarrierens inderste lag udgøres af glomeruluskapillærernes endothelceller, som er af den fenestrerede type. De enkelte fenestrationer har i den humane nyre typisk en diameter på omkring 70 nm og er dækket af et tyndt diafragma, der er tyndere end den egentlige cellemembran.
Filtrationsbarrierens midterste lag udgøres af den glomerulære basalmembran, som består af et netværk af kollagen og andre interstitielle proteiner samt en matrixsubstans, der indeholder store mængder heparansulfat. Heparansulfatet indeholder talrige negativt ladede grupper, som bidrager til basalmembranens elektrokemiske egenskaber.
Filtrationsbarrierens yderste lag dannes af podocytterne, der udgør det viscerale lag af Bowmans kapsel. Podocytterne er specialiserede epitelceller med et karakteristisk forgrenet udseende. Cellelegemet er beliggende et stykke over basalmembranen og afgiver en række forgrenede cytoplasmatiske processer, som ender i talrige såkaldte fodprocesser i direkte kontakt med basalmembranen.
Fodprocesserne fra tilstødende podocytter griber ind mellem hinanden (interdigiterer), hvorved der dannes smalle filtrationsspalter. Hver filtrationsspalte er dækket af et tyndt diafragma, den såkaldte spaltemembran (engelsk: slit diaphragm), som udgør en del af den glomerulære filtrationsbarriere.
Den samlede filtrationsbarriere muliggør filtration af store volumina væske fra blodplasmaet til Bowmans kapsel, samtidig med at blodets celler og hovedparten af plasmaproteinerne tilbageholdes i glomeruluskapillærerne. Det dannede filtrat, primærurinen, opsamles i kapselrummet og føres ved den fortsatte væskedannelse og de eksisterende trykforhold videre gennem urinpolen til den proksimale tubulus. Herfra passerer tubulusvæsken videre gennem nefronets øvrige afsnit, herunder Henles slynge, hvor blandt andet reabsorption af vand og opløste stoffer bidrager til dannelsen af den endelige urin.
