Glossematik er en strukturalistisk sprogteori (de), som de danske sprogforskere Louis Hjelmslev og Hans Jørgen Uldall (en) udviklede i 1930'erne og 1940'erne. Teorien sigter mod at gøre sprogvidenskaben til en selvstændig og eksakt videnskab, der beskriver sproget som et system af indbyrdes afhængigheder uden at støtte sig til lydlære, betydningslære, psykologi eller sociologi. Glossematikken var det centrale projekt i Københavnerskolen (en) og fik stor betydning for den senere semiotik.
Ordet dannede Uldall af græsk glossa ('tunge, sprog') med endelsen -em, der i lingvistikken betegner en grundenhed (jf. fonem og morfem), og -ik. Et glossem er i teorien den mindste enhed, som analysen når frem til, på hvert af sprogets to planer.
Hjelmslev og Uldall tog afsæt i Ferdinand de Saussures skelnen mellem sprogets form og dets substans og i hans opfattelse af sproget som et tegnsystem. De var desuden påvirket af Pragerskolen, som Lingvistkredsen i København (stiftet 1931) var modelleret efter, men gik langt videre end denne i kravet om formalisering. Teorien blev til i et tæt samarbejde mellem de to i 1930'erne; efter at Uldall rejste til udlandet, udviklede de hver sin version, og Uldalls Outline of Glossematics (1957) adskiller sig på flere punkter fra Hjelmslevs.
Glossematikkens hovedkrav er, at sprogbeskrivelsen skal være immanent: sproget skal forstås ud fra sig selv som en struktur, der hviler i sig selv. De sproglige størrelser defineres derfor ikke ved deres lyd eller betydning, men ved de relationer, de indgår i. Et dansk s karakteriseres fx ikke som en hvislelyd, men ved hvilke pladser det kan indtage i stavelsen, og hvilke andre konsonanter det kan kombineres med. Tilsvarende defineres grammatiske kategorier som ental og flertal ved deres kongruensforhold i sætningen, ikke ved hvad de betyder.
Ligesom Saussure skelner teorien mellem sprogets form (nettet af afhængigheder) og dets substans (de konkrete lyde og betydninger, som formen præger). Sprogvidenskabens egentlige genstand er formen. Det sproglige tegn har to sider, udtryk og indhold, og begge sider har både form og substans. Der er altså fire lag: udtrykssubstans, udtryksform, indholdsform og indholdssubstans. Tegnet selv er ikke en ting, men en tegnfunktion, dvs. en relation mellem en udtryksform og en indholdsform. Et indholdselement kan analyseres videre i mindre bestanddele; den klassiske illustration er, at et ord som får (hunfår) kan opløses i indholdsstørrelserne 'får' og 'hun'.
Afhængighederne mellem sproglige størrelser kaldes funktioner, og teorien opstiller en typologi af dem: gensidig afhængighed (solidaritet), ensidig afhængighed (selektion) og fri forbindelse (kombination). Funktionerne gælder både i forløbet (teksten, processen) og i systemet bag den. Det var en kilde til misforståelser i samtiden, at funktion her betyder 'afhængighed' og ikke, som hos Pragerskolen, 'sprogets opgave eller brug'.
For at beskrivelsen kan blive eksakt, kræves et sammenhængende definitionssystem, hvor hvert begreb defineres ud fra tidligere definerede begreber. Det førte til en omfattende ny terminologi og til en fast procedure, hvor en tekst deles op trin for trin, og hvor hvert trin forudsætter det foregående, indtil systemet bag teksten er afdækket. Hjelmslev så ikke dette som en "opdagelsesprocedure", men som en algoritme, der i princippet skulle kunne gennemføres blindt. Teorien skulle i sidste ende kunne gøre rede for alle mulige tekster på et sprog; sprogteorien er i den forstand en "sprogets algebra".
Hjelmslev opererede desuden med en tredeling af sproget i skema (den rene form), norm og usus (brug), som bl.a. har inspireret Eugenio Coserius skelnen mellem system, norm og tale.
Teoriens forudsætninger ligger i Hjelmslevs Principes de grammaire générale (1928) og La catégorie des cas (1935–37). Selve teorien er fremstillet i Omkring Sprogteoriens Grundlæggelse (1943), der i engelsk oversættelse (Prolegomena to a Theory of Language, 1953) blev teoriens internationalt kendte tekst. Den formelle fremstilling med definitioner og regler, Résumé of a Theory of Language, blev først udgivet posthumt i 1975 i Lingvistkredsens skriftrække Travaux du Cercle Linguistique de Copenhague. Hjelmslevs forelæsninger ved University of Texas i 1961, Glossematics and Contemporary Linguistic Theory, sammenligner teorien med den amerikanske strukturalisme, men er kun bevaret som upubliceret transskription.
Konkrete glossematiske analyser er få. Uldall analyserede det danske udtrykssystem i 1936, og Hjelmslev gav i 1951 en analyse af dansk med særligt henblik på stødet. Af senere anvendelser kan nævnes Una Cangers beskrivelse af mayasproget mam (en) (1969).
Efter udgivelsen af Omkring Sprogteoriens Grundlæggelse blev glossematikken ofte omtalt som "formalisme". Betegnelsen er rammende i den forstand, at Hjelmslev betragtede lingvistikken som en formel videnskab og afviste både psykologiske og fonetiske definitioner af fonemet. Teorien blev kritiseret for sin uigennemtrængelige terminologi, og dens blinde procedure er af senere forskere beskrevet som vanskelig at gennemføre i praksis. Peter Harder har argumenteret for, at teoriens grundfejl er antagelsen om, at formen er det primære og substansen sekundær, men at mange af dens enkeltideer stadig kan berige lingvistikken.
Glossematikken fik kun få direkte efterfølgere i lingvistikken, men dens begreber blev optaget i den danske funktionelle grammatik (en) og i den systemisk funktionel lingvistik (en). Størst gennemslag fik teorien i semiotikken og den franske strukturalisme, hvor skellet mellem udtryk og indhold samt begreberne denotation og konnotation blev centrale hos bl.a. Roland Barthes, Algirdas Julien Greimas (sv) og Umberto Eco.
I 2010'erne og 2020'erne er interessen for teorien vokset igen. Projektet Infrastrukturalisme ved Københavns og Aarhus universiteter har digitaliseret Hjelmslevs og kredsens breve og papirer i Det Kgl. Bibliotek og gjort dem tilgængelige på glossematics.dk, og konferencen Rebooting Glossematics i København i november 2022 diskuterede, om teorien kan genoplives.