| Goli Otok | |
|---|---|
| Geografi | |
| Sted | Adriaterhavet |
| Koordinater | 44°50′20″N 14°49′7″Ø / 44.83889°N 14.81861°Ø |
| Areal | 4.54 km² |
| Administration | |
| Distrikt | Primorje-Gorski Kotar distrikt |
| Demografi | |
| Folketal | 0 |
Goli Otok (udtales [ɡôliː ǒtok]; italiensk: Isola Calva) er en gold, ubeboet ø, der mellem 1949 og 1989 var hjemsted for et politisk fængsel som brugtes, da Kroatien var en del af Jugoslavien.
Øen ligger i det nordlige Adriaterhav lige ud for kysten af Primorje-Gorski Kotar County, Kroatien og har et areal på cirka 4,5 km2. Da den især om vinteren, er udsat for stærke bora-vinde, er øens overflade næsten fuldstændig blottet for vegetation, hvilket har givet Goli Otok (bogstaveligt talt 'bar ø' på kroatisk) sit navn. Den er også kendt som det "kroatiske Alcatraz " på grund af dets beliggenhed på en ø og den deraf følgende høje sikkerhed.

På trods af, at den længe har været en lejlighedsvis græsningsplads for lokale landmænd og deres hyrder, blev den golde ø tilsyneladende aldrig permanent beboet på anden måde end af fangerne i løbet af det 20. århundrede. Under 1. verdenskrig sendte Østrig-Ungarn russiske krigsfanger fra østfronten til Goli Otok.
I 1949 blev hele øen officielt omdannet til et højsikret, tophemmeligt fængsel og arbejdslejr drevet af myndighederne i Folkerepublikken Jugoslavien, sammen med den nærliggende Sveti Grgur-ø, hvor der var en lignende lejr for kvindelige fanger. Indtil 1956, efter Tito-Stalin-splittelsen og gennem hele Informbiro-perioden, blev den brugt til at fængsle politiske fanger. Disse omfattede kendte og påståede stalinister, men også andre medlemmer af det jugoslaviske kommunistiske parti eller endda ikke-partimedlemmer, der blev anklaget for at udvise sympati eller tilbøjelighed for Sovjetunionen.
Mange antikommunister (serbiske, kroatiske, makedonske, albanske og andre nationalister osv.) blev også fængslet på Goli Otok. Ikke-politiske fanger blev også sendt til øen for at afsone simple straffedomme og nogle af dem blev dømt til døden. I alt afsonede omkring 16.000 politiske fanger der, hvoraf mellem 400 og 600 døde på øen. Andre kilder, hovedsageligt baseret på forskellige individuelle udsagn, hævder, at næsten 4.000 fanger døde i lejren.
Fængselsfangerne blev tvunget til at arbejde (i et stenbrud, med keramik og snedkerarbejde), uden hensyn til vejrforholdene: om sommeren var temperaturene op til 400, mens de om vinteren blev udsat for den kølige boravind og frostgrader. Fængslet var udelukkende drevet af fanger, og dets hierarkiske system tvang de dømte til at slå, ydmyge, fordømme og undgå hinanden. De der samarbejdede, kunne håbe på at stige op i hierarkiet og få bedre behandling.
Efter at Jugoslavien havde normaliseret forholdet til Sovjetunionen, overgik Goli Otok-fængslet til Folkerepublikken Kroatiens jurisdiktion (i modsætning til de føderale jugoslaviske myndigheder). Uanset hvad, forblev fængslet et tabuemne i Jugoslavien indtil begyndelsen af 1980'erne. Forfatteren Antonije Isaković skrev romanen Tren (Øjeblik) om fængslet i 1979 og ventede til efter Josip Broz Titos død i 1980 med at udgive den. Bogen blev straks en bestseller.
Fængslet blev lukket den 30. december 1988 og helt forladt i 1989. Siden da har det været forladt, og er gået i forfald. Det er siden blevet en turistattraktion og er befolket af hyrder fra Rab. Tidligere kroatiske fanger er organiseret i sammenslutningen af tidligere politiske fanger i Goli Otok. I Serbien er de organiseret i Society of Goli Otok.

