Gugh (kornisk: Keow) kan betragtes som den sjette beboede ø i Scillyøerne, men regnes normalt som en del af St Agnes, som den er forbundet med via en sandet tombolo, der kaldes "The Bar", når den er blottet ved lavvande. Øen er kun omkring 1 km lang og cirka 0,5 km bred, og dens højeste punkt, Kittern Hill, ligger 34 m over havet. Geologien består af hercyniskgranit med tynde podzoljorder i det højere terræn og dybere sandjorder i det lavere terræn. Den tidligere gård på Gugh ligger lige nord for landtangen, der strækker sig tværs over øens midte mellem de to bakker. De to huse blev tegnet og opført i 1920'erne af Charles Hamlet Cooper.
Øen ligger inden for Scillyøernes Heritage Coast, indgår i Scillyøernes Area of Outstanding Natural Beauty og forvaltes af Isles of Scilly Wildlife Trust. Vegetationen består hovedsageligt af vindformet hede eller tæt bevoksning af ørnebregner og brombærkrat samt et mindre område med kystgræsland, der er dannet på flyvesand, som har samlet sig nær landtangen.
I 2013 blev projektet Isles of Scilly Seabird Recovery Project oprettet af en række organisationer, herunder Royal Society for the Protection of Birds (RSPB) og Isles of Scilly Wildlife Trust. Det femårige projekt havde til formål at holde øerne St Agnes og Gugh fri for brun rotte (Rattus norvegicus) for at fremme overlevelsen af ynglende havfugle. Et program for genopretning af levesteder begyndte i januar 2016 med fjernelsen af den invasive plante Pittosporum (arter af Crassifolium).
Historie
Old Man of Gugh
De tidligste tegn på bosættelse på Gugh er to grupper, der hver består af kammergrave og gravhøje fra bronzealderen i form af stendynger, såkaldte varder (cairns). Kammergravene er enten gravmonumenter eller rituelle monumenter, mens stendyngerne er gravhøje. Manglen på fund, sandsynligvis fordi den sure jord har ødelagt eventuelle spor, gør det vanskeligt at datere monumenterne, men enkelte keramikrester daterer dem til sen yngre stenalder eller tidlig bronzealder. På Kittern Hill findes der fem krammergrave. En af dem, Obadiah's Barrow, blev udgravet i 1901 af George Bonsor, og der blev fundet "ledløse, ubrændte knogler". Der findes også en gruppe på fjorten stendynger, som er forbundet af forhistoriske markskel i form af mure eller jordvolde, men sammenhængen mellem dem er ikke fastslået. Den eneste bautasten, der er blevet udgravet på Scillyøerne, er Old Man of Gugh, en 2,7 meter høj bautasten ved foden af Kittern Hill. Der blev dog ikke fundet spor eller genstande i forbindelse med den. På den sydlige del af Gugh findes der desuden en gruppe på nitten stendynger og et marksystem samt yderligere to kammergrave. Under den engelske borgerkrig blev der anlagt et artilleribatteri oven på en af gravene ved Carn of Works, og gravkammeret blev genanvendt som ammunitionsmagasin. Borgerkrigens forsvarsværker er koncentreret langs Scillyøernes kyst for at beskytte indsejlingerne gennem de dybe farvande. En del af Gugh er fredet som Scheduled Monument, og det anbefales, at hele øen fredes.
I århundreder synes Gugh at have været ubeboet og anvendt af indbyggerne på St Agnes til kvæggræsning. Der er blevet identificeret to gruber til fremstilling af tangaske, den ene på den nordøstlige side af Kittern Hill og den anden ved Tol Tuppens. Afbrænding af tang blev indført i 1684 af hr. Nance på Teän for at fremstille natriumcarbonat til glasproduktion, og praksissen fortsatte indtil 1835. Tangbrænding giver kun 2–3 procent natriumcarbonat, og i løbet af 1800-tallet førte mere effektive kommercielle og industrielle metoder til, at denne lokale praksis ophørte.
I 1920'erne fik den pensionerede landmåler og tidligere rådgivende ingeniør for Wimbledons kommunale forvaltning, William Hamlet Cooper (død 10. september 1932), der tidligere havde boet i Colchester, lejet øen. Han opførte de to bygninger, der stadig kan ses i dag, og begyndte at drive landbrug. Han boede på øen sammen med sin husholderske. I et brev til Western Morning News fra 1925 beskrev han sine forsøg på at holde sortryggede måger væk (det fremgår ikke, om der var tale om stor eller lille sortrygget måge). Forsøgene omfattede vedvarende beskydning og ødelæggelse af næsten 2.000 æg. I 1924 kunne ingen af hans dyr græsse på den nordlige del af øen i ynglesæsonen på grund af mågernes angreb på hans kvæg og får. Blandt tabene var en værdifuld vædder, som aldrig kom sig over de skader, den havde pådraget sig. I Coopers testamente stod der, at hvis han døde på Gugh, skulle han begraves på øen ved Kittern Hill (det fremgår ikke, hvor han faktisk døde). Den 21. oktober 1932 blev Coopers dyr og afgrøder sat på auktion på Gugh. Blandt dyrene var 80 høns, hovedsageligt hvide leghornhøns, to køer af racen Kerry, en kvie, to arbejdsheste og 69 svin. Der blev også solgt fem ton kartofler, 50 vognlæs foderroer, fem ton hø, tre ton byg, 35 hundredvægt (cwt) klid og ti ton kalk. Køberen fik desuden ret til at høste blomsterløg fra to acres jord med påskeliljer af sorterne Soleil d'Or, Scilly White og Princeps.
En brand på øen i september 1933 varede en uge, og det blev beskrevet, som om hele øen stod i flammer fra den ene ende til den anden. Branden blev slukket af major Dorrien-Smiths personale, og det lykkedes at redde stuehuset og gårdens øvrige bygninger, der tilhørte hr. Theo Bond og hans hustru, som var øens eneste beboere. Ægteparret Bond havde tidligere boet på St Martin's, tilbragt deres bryllupsrejse på Gugh og derefter besluttet sig for at bosætte sig på øen og fortsætte blomsterdyrkningen.
Referencer
↑Weatherhill, C. (2007) Cornish Place Names and Language. Ammanford: Sigma Press.
