H.N. Andersen

Barndom

Hans Niels Andersen blev født i 1852 i Nakskov. Hans far var den tidligere sømand Ivar Andersen, der på grund af dårligt helbred havde måttet gå i land og blive daglejer. Ivar havde to år tidligere giftet sig med enken Elisabeth (født Hansdatter), der havde to sønner, Johan Christian og Carl Theodor, fra sit første ægteskab. Efter Elisabeths første mands død havde enken haft svært ved at klare sig økonomisk og måtte modtage fattighjælp. Kommunen havde stillet en af de små lejligheder i den tidligere Nakskov Latinskoles gamle bygning overfor Sankt Nikolai Kirke til rådighed for hende og hendes to sønner. Her flyttede også Ivar ind, og her i lejligheden blev Ivars og Elisabeths eneste søn født. Han blev døbt Hans Niels Andersen i Nikolai Kirke, men blev derhjemme blot kaldt Niels, hvilket hele hans liv blev hans kaldenavn indenfor familiens kreds.

Niels gik i skole i Nakskovs friskole, dvs. skolen for fattige børn, hvor undervisningen som den eneste skole i Nakskov var gratis. Familien blev ramt af flere tragedier, mens han var barn: Hans ældste halvbror Johan, der som mange andre nakskovitter var stået til søs, døde af gul feber på langfart i Rio de Janeiro. Økonomisk gik det ellers godt for Ivar, der blev formand på Riddersborg og Trockmanns værft, byens store træskibsværft. Niels' anden halvbror Carl blev skibskonstruktørlærling sammesteds. Familien tjente efterhånden nok til at flytte fra lejligheden i den gamle latinskole til et lille hus tæt ved værftet; men da Niels var 13 år og gik i skolens ældste klasse, døde hans far. Moren, der nu var blevet enke for anden gang, måtte igen modtage fattighjælp for at kunne overleve.

Skibstømrer og sømand

Niels afsluttede sine syv års skolegang i april 1866 med middelkarakterer og ville gerne stå til søs og få hyre på et langfartsskib for at opleve den store verden. Hans mor var dog imod ideen, og Niels' ældre halvbror Carl, som efter farens død spillede en vigtig rolle for Niels som en slags rollemodel og reservefar, overtalte ham til først at tage en uddannelse og skaffede ham en læreplads som skibstømrer på træskibsværftet. Da Niels var færdiguddannet, fik han imidlertid hyre som skibstømrer på briggen Mars og begyndte dermed et arbejdsliv som sømand og skibstømrer med hyre på forskellige skibe. I november 1874 fik han hyre på barken Nicoline, hvor han var på togt indtil september 1876. Undervejs kom han for første gang til østen, da skibet sejlede til Nikolajevsk og Vladivostok.

Stiftelsen af ØK

Fra Siam forsøgte H.N. Andersen at gøre handelsforbindelsen imellem Danmark og det sydøstlige Asien til en lukrativ forretning, men mødte modstand fra datidens største danske erhvervsmand, bankdirektør i Privatbanken (nu: Nordea) C.F. Tietgen. I 1897 fik H.N. Andersen imidlertid overbevist Isak Glückstadt, direktør i Landmandsbanken (nu: Danske Bank), om sin forretningsplan, og 19. marts 1897 blev det børsnoterede Aktieselskabet Det Østasiatiske Kompagni (ØK) stiftet med en selskabskapital på DKK 2.000.000. Selskabets formål var i henhold til sin vedtægt at bedrive international handel, industri og transport gennem bl.a. linjeskibstrafik imellem Europa og Fjernøsten. Aktiviteterne i Andersen & Co. blev indskudt i det nye selskab, og dets kontor i Bangkok blev omdannet til ØK's første oversøiske filial.

Vækst og krise

I de første år stod H.N. Andersen bag en ekspansiv vækst i ØK, som i denne periode åbnede sit nye hovedkontor, Asia House der stadig eksisterer, i Frihavnen i København. Der blev oprettet filialer i Rusland, Frankrig og Sydafrika. Men på grund af en faldende produktion af teaktræ i Siam imellem 1902-1904 kom selskabet i økonomisk uføre og oplevede et kapitaltab på 60 %. For at sikre en kapitaludvidelse sørgede H.N. Andersen for, at de eksisterende tab blev skjult; noget der i dag ville være klart ulovligt. Sagen blev i offentligheden døbt Kinch-affæren (efter direktør Emanuel Kinch), efter at journalisten Niels Bransager havde afsløret forholdene.

ØK's forretningsimperium

Efter en succesfuld kapitaludvidelse blev selskabets forretningsmodel ændret således, at den kom til at udgøre en lukket cirkel: Aktiviteterne med skibsfragt skulle understøtte handelsaktiviteterne, handelsaktiviteterne understøtte industriaktiviteterne og industriaktiviteterne understøtte fragt- og handelsaktiviteterne. ØK-bygningen i Holbergsgade 2 i København blev indviet i 1908, og året efter blev selskabet noteret på børsen i Paris. Forretningsmodellen blev fulgt gennem investeringer i virksomheder der kunne forarbejde produkter fra Asien (Dansk Sojakagefabrik og Stettiner Oelwerk) og virksomheder, der kunne sælge danske produkter i Asien (OTA havremølle (kendt for sit produkt OTA Solgryn) og Nørresundby Portland Cement (nu: Aalborg Portland)).

Blandt andre virksomheder, som ØK under H.N. Andersens ledelse var med til at grundlægge, var Nakskov Skibsværft, Schiønning & Arvé, forsikringsselskabet Baltica og Den danske Mælkekondenseringsfabrik.

Landmandsbankens krak

Under Første Verdenskrig havde H.N. Andersen og Landmandsbanken betydelige indtægter gennem ulovlig spekulation, og i forbindelse med Landmandsbankens konkurs i 1922 var der en fare for, at forholdet ville blive offentligt kendt. H.N. Andersen formåede dog at få standset de statslige undersøgelser af Landmandsbanken, og forholdene er først senere blevet kendt.