| Hans Vestager | |
|---|---|
| Midlertidigt medlem af Folketinget | |
| Embedsperiode 5. marts 2012 – 30. november 2012 | |
| Stedfortræder for | Marlene Borst Hansen |
| Valgkreds | Sydjyllands Storkreds |
| Personlige detaljer | |
| Født | Hans Vestager Hansen 3. april 1945 (81 år) Sankt Maria Hospital, Danmark |
| Politisk parti | Radikale Venstre |
| Ægtefælle | Bodil Tybjerg |
| Børn | 4, heriblandt Margrethe Vestager |
| Beskæftigelse | Sognepræst |
| Links | |
| Biografi på folketinget.dk | |
| Informationen kan være hentet fra Wikidata. | |
Hans Vestager Hansen (født 3. april 1945 i Borup Sogn) er en dansk pensioneret sognepræst og politiker fra Radikale Venstre.
Hans Vestager voksede op i Borup og blev student fra Roskilde Katedralskole i 1964 og cand. theol. fra Københavns Universitet i 1974. 1974-1975 var han lærervikar ved Ølgod Byskole[kilde mangler] og 1975-1976 rejsesekretær for Dansk Santalmission. Han var sognepræst i Ølgod-Strellev Pastorat i Ribe Stift fra 1. november 1979 til 31. april 2015. Han fratrådte fordi han var fyldt 70 år, som er aldersgrænsen for præster i Folkekirken.
Hans Vestager har været interesseret i politik siden hans studentertid. På universitetet var han var formand for studienævnet som den første studerende.
Hans Vestager blev opstillet til Folketinget for Det Radikale Venstre i 1994. Han fik 568 personlige stemmer i Sydjyllands Storkreds ved folketingsvalget i 2011. Han var barselsvikar i Folketinget for Marlene Borst Hansen fra 5. marts 2012 til 30. november 2012. Hans datter Margrethe Vestager var på det tidspunkt De Radikales politiske leder. Vestager var kirke-, social- og kulturordfører for Radikale Venstre, mens han var i Folketinget. Han havde orlov fra sit arbejde som sognepræst i perioden.
Han var tidligere byrådsmedlem i Ølgod Kommune for Lokallisten fra 1986 og formand for Teknisk Udvalg i kommunen 1994-1997 og formand for Socialudvalget fra 1998.
Han har været medlem af bestyrelsen for Skovlund Andelskasse og af hovedstyrelsen for Dansk Friskoleforening.
Hans Vestager er søn af mejerist Knud Hansen og lærer Kitty Vestager Andersen. Han blev gift med sognepræst Bodil Tybjerg (født 1946) den 13. oktober 1973 i Lindeballe Sogn. Hans Vestager er far til politikeren Margrethe Vestager.