
Herredsfogeden udgjorde lokalsamfundets myndighed og var både politimester og dommer ved herredstinget. Under sig havde han nogle retsbetjente, der udgjorde den daglige myndighed.
Om herredets rolle som retsenhed udtaltes i 1656:
Med andre ord: herredstinget stod under et landsting (henholdsvis i Viborg, Odense, Ringsted og Lund), der atter stod under Kongens Retterting eller herredagen.
Kongens repræsentant, herredsfogeden, var øverste dommer ved herredstinget. Foruden herredsfogden indgik 12 eller 8 tingmænd (tingsvidner eller tinghørere, også kaldet stokkemænd) udpeget blandt bønder i herredets landsbyer, i den domsmyndighed, der afsagde dommene. Dommen afsagdes af herredsfogden, mens tingsvidnerne dels kunne virke som meddomsmænd, dels – og fortrinsvis – skulle bevidne, at retssagen og domsafsigelsen var sket efter loven.

I Eriks Sjællandske Lov fra omkring 1241 hedder det i kapitel 48 Om lovligt ting:
Det var oprindeligt et krav, at herredstingene blev afholdt under åben himmel på fri mark, men i løbet af 1600-tallet begyndte man at opføre tinghuse, og da altid uden for landsbyerne.
Tingstedet kunne flyttes, men ikke tingdagen: hvert tingsted havde en bestemt ugedag, hvor tinget skulle finde sted, og denne blev der holdt fast ved uanset alle omskiftelser.
Tingstedet bestod af fire sten, hvorpå var lagt bjælker eller planker (kaldet tingstokke) at sidde på for herredsfoged og stokkemænd således, at de udgjorde et lukket kvadrat. I midten var sat yderligere en sten (kaldet Tyvestenen) beregnet som siddeplads for den anklagede. Som regel lå en galgebakke i nærheden.
Obligatoriske tingbøger blev indført ved lov i 1551. Tingbogen blev først af en tingskriver. Den ældste bevarede herredstingbog er den fra Børglum herred i Vendsyssel og er fra 1576.