Herredsfoged

Herredsfoged var indtil 1919 betegnelsen for en embedsmand, der var dommer og øvrighed (herunder politimester) i et herred. Embedet udviklede sig i senmiddelalderen, og herredsfogeden fik efterhånden både retslige, politimæssige og administrative opgaver. Ved retsplejelovens ikrafttræden i 1919 blev domstolenes og politiets opgaver organisatorisk adskilt, og herredsfoged ophørte som almindelig embedsbetegnelse.

Thorvald August Brown Jørgensen (1825–1910), dansk herredsfoged.

Embedets oprindelse

Det er usikkert, om de danske herreder allerede i oldtiden havde en fast leder. I ældre retshistoriske fremstillinger er herredets tidlige ledelse blevet sat i forbindelse med ledingsorganisationen og vikingetidens skipæn, hvis ledere blev kaldt styrismænd. Disse er blevet sammenlignet med de svenske häradshövdinge (sv) (i middelalderlige kilder også omtalt med den latinske betegnelse prolocutor), der kendes fra 1200-tallet, og som blev opfattet som herredsmændenes anførere og ledere af tinget. Det er desuden blevet foreslået, at lokale lederfunktioner til tider kunne gå i arv inden for bestemte slægter. Dette er ældre forskningsfortolkninger; de godtgør ikke i sig selv, at der var en ubrudt institutionel udvikling fra styrismænd til danske herredsfogeder.

Kongen havde efter den ældre fremstilling også en repræsentant i herredet, først omtalt som bryde og siden som ombudsmand og lensmand. Hans opgave var at varetage kongens interesser, og han var oprindeligt hverken herredsmændenes anfører eller leder af herredstinget, selv om han kunne møde dér. Da lensmænd efterhånden fik ansvar for flere herreder, lod de fuldmægtige give møde på tinget. Herredsfogedembedet voksede frem af denne funktion i 1300- og 1400-tallet. Også betegnelserne tingfoged og tingholder blev brugt.

Udvikling til dommerembede

Herredsfogeden var ikke fra begyndelsen dommer eller tingets leder. Hans tidlige rolle var især at fremføre anklager og påse kongens interesser. Ifølge P.J. Jørgensens retshistoriske fremstilling kom herredsfogeden omkring år 1400 til at stå i spidsen for herredstinget. Efter i en periode at have dømt sammen med tingmændene blev han senest i 1500-tallet som hovedregel enedommer, dog med meddommere i visse sager. Nogle af hans tidligere opgaver blev overtaget af ridefogeder og, visse steder, delefogeder.

Udnævnelse, uddannelse og aflønning

Før enevældens indførelse i 1660 blev herredsfogeder som regel udnævnt af lensmanden og udtaget blandt herredets bønder, både selvejere og kronens fæstere. En juridisk uddannelse var ikke et krav; den ældre litteratur omtaler endog herredsfogeder omkring år 1600, der ikke kunne læse og skrive. Efter enevældens indførelse gik udnævnelsen over til kongen, og embedet blev i stigende grad et livserhverv.

Aflønningen kunne omfatte en frigård, dommerkorn og sportler (gebyrer for embedsforretninger), men indtægterne var længe utilstrækkelige. Indførelsen af juridisk eksamen i 1736 og efterfølgende forbedringer af indtægterne bidrog til embedets professionalisering. Ifølge Jørgensen var herredsfogederne fra slutningen af 1700-tallet juridisk uddannede og tilhørte socialt overklassen.

Politi- og administrative opgaver

Herredsfogeden udførte også administrative opgaver, eksempelvis tilsyn med veje. I løbet af 1700-tallet blev han desuden politimester og dermed en central del af den lokale underøvrighed på landet.

I sin undersøgelse af perioden 1790–1868 beskriver Birgit Løgstrup herredsfogedens arbejde som dommer og politimester samt hans funktioner som blandt andet auktionsforvalter, skifteforvalter, overformynder, lægdsforstander og tilsynsførende med brand- og vejvæsen. Opgavernes sammensætning kunne variere efter tid og sted.

Fra slutningen af 1600-tallet kunne samme embedsmand også fungere som byfoged. Dermed kunne én person varetage funktioner i både en landjurisdiktion og en købstadsjurisdiktion, uden at disse nødvendigvis udgjorde én og samme retskreds. Se også jurisdiktion om de historiske danske jurisdiktionsområder.

Embedets ophør

Med retsplejeloven af 11. april 1916, der trådte i kraft den 1. oktober 1919, blev domstols- og politimyndigheden adskilt. Herredsfogedembedets funktioner overgik blandt andet til underretsdommere og politimestre, og den gamle titel blev ikke videreført i den almindelige retsorganisation.

Se også