Jurisdiktion (af latin: jurisdictio, »retspleje« eller retsudøvelse) betegner den retlige kompetence til at udøve myndighed, navnlig til at afgøre retssager eller håndhæve ret. Begrebet bruges både om en stats beføjelser, en domstols eller en anden myndigheds sagsområde og det geografiske område, hvor beføjelserne kan udøves. I historisk dansk sprogbrug betegner en jurisdiktion ofte en retskreds. Betegnelsen kunne også angå særlige former for myndighed, herunder godsjurisdiktion og skiftejurisdiktion, Begrebet kan også betegne selve udøvelsen af retsmyndigheden og bruges om forhold, hvor flere retshåndhævende myndigheder virker side om side eller gør indbyrdes konkurrerende krav på kompetence.
I national ret skelnes der blandt andet mellem stedlig kompetence, der angår, hvor en sag kan behandles, og saglig kompetence, der angår, hvilke typer sager en myndighed eller domstol kan behandle. I retssager anvendes også begrebet værneting om reglerne for, ved hvilken domstol en sag kan anlægges.
I folkeretten omtales blandt andet følgende grundlag for staters jurisdiktion:
Jurisdiktion og suverænitet er nært forbundne, men ikke identiske begreber. En stats suverænitet beskriver dens øverste statsmagt, mens jurisdiktion betegner konkrete retlige beføjelser, hvis udøvelse også kan være begrænset af folkeretten.
Historisk omfattede en dansk jurisdiktion ikke nødvendigvis kun domstolsvirksomhed. En lokal embedsmand kunne kombinere dommer-, politi- og administrative funktioner. Herredsfogeden kunne således virke som dommer og politimester samt varetage anklagerfunktioner i forbindelse med strafforfølgning, mens byfogeder og birkedommere varetog tilsvarende opgaver inden for andre jurisdiktioner. Den særskilte moderne anklagemyndighed blev organiseret ved retsplejereformen i 1919.
Ved retsplejereformen, der trådte i kraft 1. oktober 1919, blev den dømmende myndighed og politimyndigheden organisatorisk adskilt. De tidligere lokale underøvrighedskredse blev erstattet af særskilte retskredse og politikredse.
En herredsfoged kunne samtidig bestride embeder i både en landjurisdiktion og en købstadsjurisdiktion, eksempelvis når samme person også var byfoged. Byfoged- og herredsfogedembeder var flere steder forenet, således at én embedsmand kunne udøve myndighed i både købstad og landdistrikt. Efter købstadskommunalloven af 1868, der trådte i kraft i 1869, var byrådets formand fortsat en af kongen udnævnt borgmester; i reglen var denne også byfoged. Ordningerne varierede mellem købstæderne og fortsatte frem til retsplejereformen i 1919.
Som eksempler på den historiske danske jurisdiktionsinddeling vises nedenfor forholdene i Aalborg og Viborg amter omkring år 1900. Oversigterne omfatter ikke hele landet og afspejler den pågældende periode; grænser og embedsforhold kunne ændre sig over tid. De to amters købstads- og landjurisdiktioner er opregnet i Trap Danmark, 3. udgave. For at tydeliggøre jurisdiktioner, der omfattede områder i begge amter, er disse her samlet under betegnelsen »grænsejurisdiktioner«, som er en beskrivende gruppering og ikke en selvstændig historisk embedskategori. Rigsarkivets oversigt over retsbetjentembeder giver supplerende oplysninger om jurisdiktionernes historiske udvikling.
Historisk forekom konsularjurisdiktion i blandt andet Kina, Levanten og andre områder, hvor visse europæere var undtaget fra lokale domstoles jurisdiktion. Under den tyske besættelse af Danmark opstod der ligeledes spørgsmål om, hvorvidt handlinger rettet mod besættelsesmagten skulle behandles under dansk eller tysk jurisdiktion.
Inden for retoriske genrestudier (Rhetorical Genre Studies) har Anne Freadman anvendt jurisdiktion som betegnelse for de normative rammer, der regulerer, hvad der anses for passende inden for en genre i en social situation.