Stat

For alternative betydninger, se Stat (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Stat)

En stat er en politisk og retlig enhed, der udøver offentlig myndighed over en befolkning inden for et bestemt territorium. En stat, der har den øverste myndighed inden for sit territorium og er selvstændig i forhold til andre stater, betegnes som en suveræn stat eller selvstændig stat. I folkeretten kendetegnes en stat almindeligvis ved, at den har en fastboende befolkning, et afgrænset territorium, en regering og evne til at indgå forbindelser med andre stater.

Indadtil består staten af de politiske, retlige og administrative institutioner, der fastsætter og håndhæver en retsorden inden for dens territorium. Staten adskiller sig fra den til enhver tid siddende regering, som kan udskiftes uden at staten dermed ophører.

Begrebet stat må skelnes fra nation. En nation er et fællesskab af mennesker, der opfatter sig som knyttet sammen gennem eksempelvis historie, kultur, sprog eller national identitet, mens staten er en politisk og retlig organisation. En nation kan derfor eksistere uden at have sin egen stat, og en stat kan omfatte flere nationer. Statens territoriale organisering kan blandt andet have form af en enhedsstat eller en forbundsstat, mens dens politiske organisering kan beskrives gennem dens statsform, regeringssystem og politisk regime.

Den moderne suveræne territorialstat udviklede sig gradvist i Europa fra senmiddelalderen og den tidlig moderne periode. Den suveræne territorialstat blev efterhånden udbredt til resten af verden og blev gennem afkoloniseringen efter 2. verdenskrig den dominerende politiske organisationsform i det internationale system. Staters politiske eksistens er efter den deklaratoriske opfattelse ikke afhængig af andre staters anerkendelse, men anerkendelse har stor praktisk betydning for diplomatiske forbindelser og deltagelse i internationale organisationer.

Definition

Folkeretlig definition

I folkeretten betegner en stat en enhed, der kan være bærer af internationale rettigheder og forpligtelser. De almindeligt anvendte kriterier for statsdannelse fremgår af artikel 1 i Montevideo-konventionen fra 1933. Herefter skal en stat have en fastboende befolkning, et afgrænset territorium, en regering og evne til at indgå forbindelser med andre stater.

En stats politiske eksistens er efter konventionens artikel 3 uafhængig af, om den anerkendes af andre stater. Anerkendelse har dog betydning for statens mulighed for i praksis at indgå diplomatiske forbindelser og deltage i det internationale samfund.

Statskundskabelig definition

I statskundskaben forstås staten som det samlede system af politiske, retlige og administrative institutioner, der udøver offentlig myndighed inden for et bestemt territorium. Staten fastsætter og håndhæver den gældende retsorden og råder over de myndigheder, der kan gennemtvinge dens beslutninger.

Staten må i denne betydning skelnes fra den til enhver tid siddende regering. Regeringen leder staten politisk og kan udskiftes som følge af valg, parlamentariske forhold eller andre politiske forandringer, mens staten og dens grundlæggende institutioner består.

Statens bestanddele

En stat forudsætter et territorium, en befolkning og en organiseret offentlig myndighed. Disse bestanddele danner tilsammen grundlaget for statens udøvelse af magt og dens optræden som selvstændig enhed i forhold til andre stater.

Territorium

Statens territorium er det geografiske område, inden for hvilket dens myndigheder udøver offentlig magt. Territoriet afgrænser dermed statens retsorden og myndighedsområde i forhold til andre stater.

Befolkning

Befolkningen består af de mennesker, der er fast bosat på statens territorium. Den kan omfatte én eller flere nationer samt nationale, sproglige, religiøse og etniske mindretal. Der kræves ikke en bestemt befolkningsstørrelse, for at en politisk enhed kan udgøre en stat.

Offentlig myndighed

Staten skal have en organiseret offentlig myndighed, som kan fastsætte og håndhæve en retsorden. Denne myndighed udøves gennem statens politiske, administrative og retlige institutioner, herunder regering, forvaltning og domstole.

Suverænitet

Uddybende Uddybende artikel: Suverænitet

Suverænitet betegner statens øverste myndighed inden for dens territorium og dens selvstændighed i forhold til andre stater. Der sondres almindeligvis mellem intern suverænitet og ekstern suverænitet.

Den interne suverænitet består i statens myndighed til at fastsætte og håndhæve en retsorden over for befolkningen og institutionerne inden for dens territorium. Den eksterne suverænitet indebærer, at staten ikke er underordnet en anden stat, og at den kan indgå forbindelser med andre stater.

Efter Montevideo-konventionen er alle stater juridisk lige, uanset forskelle i blandt andet størrelse, befolkning og politisk eller økonomisk magt. Konventionen fastslår desuden, at en stats politiske eksistens ikke afhænger af andre staters anerkendelse.

Stat og nation

Begreberne stat og nation anvendes undertiden som synonymer, men betegner forskellige fænomener. Staten er en politisk og retlig organisation med myndighed over et territorium og en befolkning, mens nationen er et fællesskab, hvis medlemmer opfatter sig som forbundet gennem blandt andet historie, kultur, sprog eller national identitet.

Statens grænser og nationens udbredelse er derfor ikke nødvendigvis sammenfaldende. En nation kan være fordelt på flere stater eller eksistere uden sin egen stat, mens en stat kan rumme flere nationer. Kurderne nævnes ofte som eksempel på en nation uden en selvstændig stat.

En nationalstat er en stat, hvor statsgrænserne i vid udstrækning svarer til en nations udbredelse. Fuldstændigt sammenfald mellem stat og nation forekommer dog sjældent, og betegnelsen anvendes også om stater med en dominerende nation og nationale mindretal.

Kort over verdens enhedsstater (blå) og forbundsstater (grønne).

Territorial organisering

Stater kan efter deres territoriale organisering navnlig opdeles i enhedsstater og forbundsstater. Denne klassifikation angår fordelingen af myndighed mellem centrale og regionale politiske niveauer og må ikke forveksles med statens statsform.

Enhedsstat

I en enhedsstat ligger den grundlæggende statsmagt hos centralmagten. Regioner, kommuner og andre lokale myndigheder kan have et omfattende selvstyre, men deres beføjelser er fastlagt af centralstaten og kan som udgangspunkt ændres af denne inden for forfatningens rammer. Danmark og Frankrig er eksempler på enhedsstater, selv om graden af decentralisering er forskellig.

Forbundsstat

En forbundsstat eller føderation består af flere delstater, der er forenet under en fælles forbundsforfatning. Forfatningen fordeler myndigheden mellem forbundsstaten og delstaterne, som har egne politiske institutioner og beføjelser, der ikke ensidigt kan ophæves af forbundsmyndighederne. USA, Tyskland, Schweiz og Canada er eksempler på forbundsstater.

Statsforbund

Et statsforbund eller en konføderation er en løs politisk union mellem selvstændige stater. Statsforbundet kan have fælles politiske institutioner, men den suveræne myndighed ligger fortsat hos medlemsstaterne. Statsforbundet udgør derfor ikke én samlet stat på samme måde som en forbundsstat.

Ambrogio Lorenzettis allegori over den gode regering fra 1338–1339 fremstiller regeringen og dens dyder som personificerede skikkelser.

Historisk udvikling

Statslige organisationsformer har ændret sig gennem historien. De græske bystater og det romerske rige havde politiske og retlige institutioner, men adskilte sig fra den moderne territorialstat. I den antikke politiske filosofi behandlede blandt andre Platon og Aristoteles spørgsmål om politiske institutioner, borgerskab og forskellige forfatningsformer.

I middelalderens Europa var den politiske myndighed ofte fordelt mellem konger, fyrster, byer, kirkelige institutioner og kejsermagten. De politiske enheder havde derfor ikke nødvendigvis den entydige territoriale afgrænsning og centraliserede myndighed, som kendetegner den moderne stat.

Ratifikationen af Münstertraktaten i 1648, malet af Gerard ter Borch. Den Westfalske Fred regnes ofte som en milepæl i udviklingen af det moderne europæiske statssystem.

Den moderne territorialstat

Den moderne stat udviklede sig gradvist i Europa fra senmiddelalderen og den tidlig moderne periode, efterhånden som de centrale herskere opbyggede mere varige administrative, retlige og militære institutioner. Samtidig blev begrebet suverænitet udviklet af blandt andre Jean Bodin og Thomas Hobbes som betegnelse for den øverste politiske myndighed inden for et territorium.

Den Westfalske fred i 1648 betragtes ofte som en vigtig milepæl i udviklingen af det europæiske statssystem, fordi den bidrog til at befæste forestillingen om territorialt afgrænsede og indbyrdes selvstændige politiske enheder. Udviklingen af den moderne stat var dog en langvarig proces, der både begyndte før og fortsatte efter 1648.

Nationalstaten

Fra slutningen af 1700-tallet blev forestillingen om staten i stigende grad forbundet med idéen om folkelig suverænitet og med udviklingen af nationalismen. Den politiske nation blev betragtet som grundlaget for statens legitimitet, og forestillingen om, at statens og nationens grænser burde være sammenfaldende, fik stor betydning for dannelsen af nationalstater i Europa i løbet af 1800-tallet.

Udviklingen indebar dog ikke, at alle stater blev nationalt ensartede. Mange statsgrænser omfattede fortsat flere nationale, sproglige eller etniske grupper, mens andre nationer forblev fordelt mellem flere stater eller uden en egen stat.

FN's Generalforsamling er et centralt forum for verdens stater i De Forenede Nationer.

Det globale statssystem

Det europæiske statssystem blev gennem kolonisering og international handel udbredt til andre dele af verden. Efter 2. verdenskrig blev princippet om staters suveræne lighed og politiske uafhængighed grundlæggende for De Forenede Nationer.

Afkoloniseringen medførte derefter oprettelsen af et stort antal nye, selvstændige stater i Afrika, Asien, Caribien og Stillehavsområdet. Siden FN blev oprettet i 1945, har mere end 80 tidligere kolonier opnået selvstændighed. Herved blev den suveræne territorialstat den dominerende politiske organisationsform i det internationale system.

Statens funktioner

En central statslig opgave er at opretholde den offentlige orden og håndhæve en retsorden inden for territoriet. Staten råder i den forbindelse over institutioner, der kan udøve legitim tvang.

Omfanget af statens øvrige opgaver varierer historisk og mellem forskellige politiske systemer. En natvægterstat er idealet om en stat med meget begrænsede opgaver, navnlig beskyttelse af borgernes rettigheder og håndhævelse af loven. I en velfærdsstat varetager det offentlige også omfattende opgaver inden for social sikring, sundhed og uddannelse.

Statens opgaver og institutioner må ikke forveksles med dens politiske regime. Både demokratiske og autoritære stater kan have omfattende administrative institutioner, men de adskiller sig med hensyn til, hvordan den politiske magt erhverves, udøves og kontrolleres.

Retsstaten

En stat er ikke nødvendigvis en retsstat. De grundlæggende kriterier for at være en stat stiller ikke krav om demokrati, magtadskillelse eller beskyttelse af borgernes rettigheder. Retsstatsprincippet angår derimod de retlige begrænsninger for, hvordan statsmagten kan udøves.

I en retsstat er både borgerne og de offentlige myndigheder underlagt loven. Statslige indgreb skal have hjemmel, og borgerne skal være beskyttet mod vilkårlig magtudøvelse. Centrale retsstatsprincipper omfatter legalitet, retssikkerhed, lighed for loven, forbud mod magtmisbrug og adgang til uafhængige og upartiske domstole.

En forfatning kan fastlægge statsmagtens institutioner og begrænse deres beføjelser. Magtadskillelse og domstolskontrol kan medvirke til at forhindre, at den politiske magt samles eller udøves vilkårligt.

Statsteori

Statsteori omfatter forskellige forklaringer på statens oprindelse, legitimitet, funktioner og forhold til samfundet. Nogle teorier er normative og undersøger, hvordan staten kan retfærdiggøres, mens andre søger at forklare statens institutioner, magtgrundlag og forhold til sociale grupper. De forskellige perspektiver lægger blandt andet vægt på rettigheder og samtykke, interessekonflikter, økonomiske klasseforhold, køn samt statens anvendelse af legitim tvang.

Liberal statsteori

I den liberale tradition begrundes staten navnlig med behovet for at beskytte individets rettigheder og sikre en fælles retsorden. Hos John Locke bygger den legitime statsmagt på borgernes samtykke, og den politiske magt skal anvendes til at beskytte deres liv, frihed og ejendom. Hvis staten tilsidesætter dette formål, mister den sin legitimitet.

Pluralistiske perspektiver

Pluralistiske teorier betragter den politiske magt som fordelt mellem flere forskellige grupper og organisationer. Staten opfattes i dette perspektiv ikke som et entydigt redskab for én bestemt samfundsgruppe, men som en forholdsvis neutral mægler mellem konkurrerende interesser, der søger indflydelse på de offentlige beslutninger.

Marxistisk statsteori

I den marxistiske tradition analyseres staten i sammenhæng med samfundets økonomiske struktur og forholdet mellem sociale klasser. Karl Marx og Friedrich Engels betragtede statens politiske og retlige institutioner som en del af den samfundsmæssige overbygning, der medvirker til at opretholde de eksisterende produktions- og ejendomsforhold. Senere marxistiske teorier har diskuteret, i hvilket omfang staten fungerer som et direkte redskab for den herskende klasse eller har en vis selvstændighed i forhold til de økonomiske interesser.

Feministiske perspektiver

Feministiske teorier undersøger, hvordan statens institutioner, lovgivning og politiske praksis kan afspejle eller opretholde kønnede magtforhold. De har blandt andet kritiseret den traditionelle sondring mellem en offentlig politisk sfære og en privat sfære, fordi magtforhold i familien og andre dele af privatlivet derved kan blive holdt uden for politisk og retlig regulering.

Webers statsbegreb

Max Weber definerede staten ud fra dens særlige form for magtudøvelse. Staten er efter hans definition det menneskelige fællesskab, der inden for et bestemt territorium med held gør krav på monopolet på legitim anvendelse af fysisk magt. Definitionen siger ikke, hvilke formål staten bør forfølge, men fremhæver territoriet, legitimiteten og kontrollen med den organiserede magtanvendelse som statens centrale kendetegn.

Stat og samfund

Staten må skelnes fra samfundet som helhed. Staten omfatter de offentlige politiske, retlige og administrative institutioner, mens samfundet også omfatter borgere, familier, virksomheder, organisationer og andre sociale fællesskaber. Civilsamfundet omfatter blandt andet frivillige foreninger og ikke-statslige organisationer, som arbejder for fælles interesser og formål.

Forholdet mellem staten og samfundet afhænger blandt andet af statens opgaver og af de politiske forestillinger om offentlig myndighed og privat handlefrihed. I den politiske teori diskuteres, hvordan statens magt kan legitimeres og begrænses.

Selv om staten ofte omtales som én samlet aktør, består den af mange institutioner og myndigheder med forskellige opgaver og interesser. Regering, parlament, domstole, forvaltning og lokale myndigheder kan derfor både samarbejde og være indbyrdes uenige.

Politiske klassifikationer

En stats politiske organisering kan beskrives gennem flere forskellige klassifikationer. De angår forskellige sider af staten og kan derfor anvendes samtidig.

En stats statsform beskriver statsoverhovedets forfatningsmæssige stilling og sondrer navnlig mellem monarki og republik. Statens regeringssystem beskriver forholdet mellem den lovgivende og den udøvende magt og omfatter blandt andet parlamentarisme, præsidentialisme og semipræsidentialisme. Det politiske regime beskriver, hvordan den politiske magt erhverves og udøves i praksis, herunder om staten er demokratisk eller autoritær.

Disse klassifikationer er indbyrdes uafhængige. En stats statsform bestemmer derfor ikke i sig selv dens regeringssystem eller politiske regime. Klassifikationerne må desuden skelnes fra statens territoriale organisering som enhedsstat eller forbundsstat.

Statsborgerskab

Statsborgerskab er det retlige tilhørsforhold mellem en person og en stat. Statsborgerskabet er en retlig tilknytning mellem en person og en stat og afhænger ikke alene af, hvor personen har bopæl.

Statens befolkning og dens statsborgere er ikke nødvendigvis den samme persongruppe. En stat kan have fastboende indbyggere, som er statsborgere i andre stater eller er statsløse, mens nogle af statens egne statsborgere kan være bosat i udlandet.

Anerkendelse af stater

Uddybende Uddybende artikel: Suveræn stat

International anerkendelse betyder, at en stat tilkendegiver, at den betragter en anden politisk enhed som stat. I folkeretten skelnes der mellem den deklaratoriske teori, hvorefter anerkendelsen bekræfter en allerede eksisterende statsstatus, og den konstitutive teori, hvorefter anerkendelsen har betydning for selve etableringen af en stats folkeretlige status. Montevideo-konventionens artikel 3 udtrykker den deklaratoriske opfattelse, men anerkendelsens betydning er fortsat genstand for faglig diskussion.

Anerkendelse fra andre stater må skelnes fra medlemskab af De Forenede Nationer. FN anerkender ikke selv nye stater eller regeringer; det gør de enkelte stater. Optagelse som FN-medlem sker efter FN-pagtens artikel 4 ved en beslutning i Generalforsamlingen efter anbefaling fra Sikkerhedsrådet.

Se også

Kilder

  1. 1 2 3 4 5 6 7 8 9 Hansen, Mogens Herman (2010). Demokrati som styreform og som ideologi. København: Museum Tusculanums Forlag. s. 163. ISBN 9788763534932.
  2. 1 2 3 4 5 6 Philpott, Daniel (17. september 2024). "Sovereignty". Stanford Encyclopedia of Philosophy. Stanford University. Hentet 23. juli 2026.
  3. 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 "Convention on Rights and Duties of States" (PDF). League of Nations Treaty Series. 26. december 1933. s. 25-31. Hentet 23. juli 2026.
  4. 1 2 3 4 5 6 Iversen, Kristian (2017). Nationer og nationalisme. Forlaget Columbus. s. 12. ISBN 9788779703650.
  5. 1 2 3 4 5 OECD, Constitutions in OECD Countries: A Comparative Study, kapitel 5, »Multi-level governance and territorial organisation« (2022).
  6. 1 2 3 4 Bulmer (2017), afsnit 2 og 4.
  7. 1 2 3 4 5 Heywood, Andrew (2002). Politics (2 udgave). Palgrave Macmillan. s. 29–31. ISBN 9780333971314.
  8. 1 2 3 4 5 Sartori, Giovanni (1997). Comparative Constitutional Engineering (2 udgave). Macmillan Press. s. 97-101. ISBN 9780333675083.
  9. 1 2 3 "Decolonization". United Nations. United Nations. Hentet 23. juli 2026.
  10. 1 2 "About UN Membership". United Nations. United Nations. Hentet 23. juli 2026.
  11. ↑ Heywood, Andrew (2002). Politics (2 udgave). Palgrave Macmillan. s. 159–160. ISBN 9780333971314.
  12. 1 2 Lane, Melissa (22. marts 2023). "Ancient Political Philosophy". Stanford Encyclopedia of Philosophy. Stanford University. Hentet 23. juli 2026.
  13. ↑ Nederman, Cary J.; Mulieri, Alessandro (10. januar 2025). "Medieval Political Philosophy". Stanford Encyclopedia of Philosophy. Stanford University. Hentet 23. juli 2026.
  14. 1 2 Miller, David (19. juni 2025). "Nationalism". Stanford Encyclopedia of Philosophy. Stanford University. Hentet 23. juli 2026.
  15. ↑ "Chapter I: Purposes and Principles". United Nations. United Nations. Hentet 23. juli 2026.
  16. 1 2 Kim, Sung Ho (21. september 2022). "Max Weber". Stanford Encyclopedia of Philosophy. Stanford University. Hentet 23. juli 2026.
  17. ↑ Van der Vossen og Christmas (2023), afsnit 5.
  18. ↑ Aarhus Universitet, Economic Growth and the Welfare State, afsnittet »The development of the welfare state«.
  19. 1 2 "Rule of Law Checklist" (PDF). Venice Commission. 2016. s. 11-12. Hentet 23. juli 2026.
  20. ↑ Tuckness, Alex (6. oktober 2020). "Locke's Political Philosophy". Stanford Encyclopedia of Philosophy. Stanford University. Hentet 23. juli 2026.
  21. ↑ Heywood, Andrew (2002). Politics (2 udgave). Palgrave Macmillan. s. 88–90. ISBN 9780333971314.
  22. ↑ Wolff, Jonathan; Leopold, David (27. marts 2025). "Karl Marx". Stanford Encyclopedia of Philosophy. Stanford University. Hentet 23. juli 2026.
  23. ↑ McAfee, Noëlle; Howard, Katie B. (15. december 2023). "Feminist Political Philosophy". Stanford Encyclopedia of Philosophy. Stanford University. Hentet 23. juli 2026.
  24. ↑ OECD (2021), afsnit I (definitioner).
  25. ↑ Peter (2023), afsnit 1 og 2.
  26. 1 2 UNHCR, Glossary of Terms, opslagene »National« og »Nationality«.
  27. ↑ Finck (2016), s. 53–56.
  28. ↑ "Chapter II: Membership". United Nations. United Nations. Hentet 23. juli 2026.

Litteratur

Eksterne henvisninger

 Wikimedia Commons har medier relateret til: