
Forsamlingsfrihed er retten til at samles fredeligt med andre, eksempelvis ved møder, demonstrationer og optog. Rettigheden beskytter en kollektiv form for meningsudveksling og politisk deltagelse og er nært forbundet med ytringsfrihed og foreningsfrihed. Den omfatter ikke alene forsamlinger, der støttes af et flertal, men også fredelige forsamlinger med omstridte budskaber.
Forsamlingsfriheden er i Danmark beskyttet af grundlovens § 79. Internationalt er den blandt andet beskyttet af artikel 21 i FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder og artikel 11 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK).
Forsamlingsfriheden omfatter blandt andet offentlige demonstrationer, møder, optog og andre fredelige sammenkomster. Beskyttelsen er ikke nødvendigvis begrænset til forsamlinger med et på forhånd anmeldt formål eller fastlagte arrangører. Også spontane fredelige forsamlinger kan være beskyttede efter menneskeretten.
Retten er knyttet til, at forsamlingen er fredelig. Enkeltpersoners voldelige handlinger betyder dog ikke automatisk, at alle øvrige deltagere mister deres beskyttelse. Vurderingen af en forsamlings karakter og af myndighedernes indgreb skal foretages konkret.
Forsamlingsfriheden kan under nærmere betingelser begrænses for blandt andet at beskytte offentlig sikkerhed, orden og andre personers rettigheder. Efter EMRK artikel 11 skal indgreb have et retligt grundlag og være nødvendige i et demokratisk samfund for et anerkendt formål. Der må derfor foretages en konkret vurdering af blandt andet nødvendighed og proportionalitet.
Beskyttelsen indebærer ikke kun, at staten skal afstå fra uberettigede indgreb. Myndighederne kan også have positive pligter til at muliggøre fredelige demonstrationer og beskytte deltagere mod vold eller trusler fra andre.
Grundlovens § 79 fastslår, at borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede. Politiet har ret til at overvære offentlige forsamlinger. Forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred.
Det er nødvendigt at skelne mellem anmeldelse af en demonstration og tilladelse til at demonstrere. Grundloven kræver ikke en forudgående polititilladelse til selve den fredelige forsamling. Efter ordensbekendtgørelsens § 5 skal optog og møder på veje anmeldes til politiet senest 24 timer før afholdelsen. Politiet oplyser, at hvis en offentlig forsamling besluttes med kortere varsel, skal politiet orienteres, så snart beslutningen er truffet. Manglende anmeldelse kan medføre bøde for arrangøren, men gør ikke i sig selv forsamlingen ulovlig.
Særlige aktiviteter i forbindelse med en demonstration, eksempelvis opstilling af større anlæg eller brug af et areal på en bestemt måde, kan være underlagt andre regler end selve forsamlingsfriheden. Disse spørgsmål må ikke forveksles med krav om tilladelse til at udtrykke et synspunkt ved en fredelig forsamling.
Politiet skal efter politilovens § 7, stk. 1, beskytte borgernes ret til at forsamle sig og har efter stk. 2 ret til at overvære offentlige forsamlinger. Efter stk. 3 kan politiet under nærmere betingelser anvise et andet sted eller fastsætte vilkår for afholdelsen, når der er begrundet frygt for fare for betydelig forstyrrelse af den offentlige orden, herunder færdslen, eller fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed. Efter stk. 4 kan politiet forbyde forsamlinger under åben himmel, når der kan befrygtes fare for den offentlige fred. Hvis en forsamling under åben himmel er til fare for den offentlige fred, kan politiet efter § 7, stk. 5, påbyde den opløst. Efter stk. 6 anses mængden for opløst, hvis et forbud efter stk. 4 eller et opløsningspåbud efter stk. 5 ikke efterkommes; politiet kan da skride ind som ved opløb. Politilovens § 8 regulerer desuden indgreb over for enkelte deltagere under nærmere betingelser. Reglerne må anvendes under hensyn til grundloven og menneskerettighederne.

Forsamlingsfrihed giver mulighed for kollektivt at fremføre synspunkter, også uden for valg og parlamentariske institutioner. Den adskiller sig fra foreningsfrihed, der især beskytter retten til at danne og deltage i mere varige sammenslutninger, og fra bevægelsesfrihed, der beskytter retten til at færdes. Forholdet til de øvrige rettigheder behandles overordnet under borgerlige rettigheder og frihedsrettigheder.