| Underklasse til | ideologi | |
|---|---|---|
| Aspekt af | Modernisation losers thesis, post-democracy | |
| Væsentlig person | Alphonse de Lamartine | |
| Har del | højrepopulisme, venstrepopulisme, populism in Europe, Populism in the United States, Populism in Canada, Latin American populism | |
| Det modsatte af | Elitisme, miserabilism | |
Populisme (af latin populus, »folk«) er en betegnelse for politiske ideer, bevægelser og fremgangsmåder, der fremstiller samfundet som en modsætning mellem »folket« og en »elite«. Begrebet har forskellige betydninger i politisk debat og i statskundskaben. I en udbredt forskningsmæssig definition betegner populisme en »tynd« ideologi, som hævder, at politik bør udtrykke folkets fælles vilje, og som kan kombineres med eksempelvis nationalisme eller socialisme. Andre forskere analyserer populisme som en politisk strategi, kommunikationsform eller måde at opfatte politisk repræsentation på.
Populisme forekommer både på højre- og venstrefløjen og i bevægelser, der ikke placerer sig entydigt på den traditionelle højre-venstre-akse. Betegnelsen bruges også som et kritisk eller nedsættende udtryk om politiske modstandere; derfor er det vigtigt at skelne mellem denne brug og forskernes forskellige definitioner.
Der findes ikke én alment accepteret definition af populisme. En indflydelsesrig tilgang, knyttet til Cas Mudde, beskriver populisme som en »tynd« ideologi, der stiller et opfattet moralsk rent folk over for en opfattet korrupt elite. Andre tilgange undersøger populisme som strategi, diskurs eller politisk stil.
En central forsker i populisme er tyskeren Jan-Werner Müller, der er professor ved Princeton University. Müller mener, at populisme ikke er nogen egentlig ideologi med faste holdninger, men derimod en bestemt måde at agere på. Han definerer i den forbindelse populisme som
| Populism, I suggest, is a particular moralistic imagination of politics, a way of perceiving the political world which places in opposition a morally pure and fully unified people against small minorities, elites in particular, who are placed outside the authentic people. | ||
Ifølge Müller er det væsentlige i populismen "ideen om at være den eneste legitime repræsentant for et forestillet ægte og homogent folk". Populister er derfor ikke blot anti-elitære, men også antipluralister, dvs. de ser ikke en mulighed for en legitim opposition til det reelle folks holdninger. Såfremt de ikke får støtte ved valg, er det ikke, fordi populisten ikke repræsenterer majoriteten af befolkningen, "but because the majority has not yet dared to speak". Müller mener, at sådan en holdning underminerer tanken om de mange interessemodsætninger, der naturligt findes i en befolkning, som eksempelvis generationer, køn, religion og samfundsklasser. Samtidig udelukker forestillingen om en homogen befolkning de borgere, som dermed bliver ekskluderet, eksempelvis som følge af deres etnicitet eller politiske eller religiøse overbevisning.
Müller mener, at følgende karakteristika er typisk for populistiske politikeres væremåde:
Mudde betegner populisme som en »tynd« ideologi, fordi den ikke i sig selv rummer et omfattende politisk program og derfor kan forbindes med andre ideologier som socialisme, agrarisme og nationalisme.
Idehistorikeren Mikkel Thorup definerer populismen som "mobilisering af folkelig politisk identitet i opposition til den herskende magt". Ifølge ham er demokratiske systemer typisk splittet imellem deres folkelige og deres institutionelle side. På den ene side får de legitimitet og energi fra deres folkelige pol og på den anden side stabilitet og effektivitet fra parlamentarismens institutionalisering af demokratiet, hvor den folkelige deltagelse kan blive begrænset til at stemme ved valgene og ellers passivt betragt det politiske spil gennem massemedierne. I modsætning hertil appellerer populismen til folkets direkte inddragelse i politik. Populister fremhæver derfor ofte folkeafstemninger og altid folkestemningen (f.eks. "retsfølelsen") som den øverste demokratiske instans. Populister tegner dermed ifølge Thorup et billede af det politiske system som basalt set mislykket: Medierne, partierne og organisationerne udgør ud fra dette synspunkt et lukket, selvsupplerende og kartellignende system, der ligger meget langt fra det demokratiske ideal. Det politiske system fremstilles altså som udemokratisk og som svært skelneligt fra et diktatur.
Populisme er afledt af det latinske ord populus, der betyder "folk". Populisme betyder dermed egentlig "folkelighed", og populist "en folkelig person".

I moderne tid stammer begrebets anvendelse fra USA, hvor betegnelsen først blev anvendt af The Populist Party (også kaldet The People's Party) som blev dannet i 1891. Det erklærede formål med partiet var at tale det menige folks sag i modsætning til den intellektuelle og velhavende elite. Partiet fik imidlertid aldrig nogen væsentlig betydning i amerikansk politik og blev nedlagt igen i 1908. Allerede i 1896 havde en stor del af partiet fusioneret med det demokratiske parti.
I en tidligere periode blev ordet især anvendt af politologer og sociologer som et fagbegreb i deres analyser. Bogen "Populism, its Meaning and National Characteristics" fra 1969 af sociologerne Ernest Gellner og Ghita Ionescu har været skelsættende i denne sammenhæng. Især siden omkring 2015 er ordet også blevet et vigtigt begreb i den offentlige debat og i kampen om den politiske magt.
Hyppigst anvendes ordet nedsættende af kritikere af de bevægelser, der betegnes som populistiske. Da den franske formand for partiet Front National, Marine Le Pen, begyndte at rose sig af, at hun var populist, var det derfor en undtagelse. Siden har flere andre partier som De Sande Finner i Finland og Alternative für Deutschland i Tyskland taget ordet til sig og bruger det i en positiv betydning, men ifølge den danske demokratiforsker Mogens Herman Hansen, at de fleste populister ikke ønsker at anvende betegnelsen om sig selv.
Der findes mange forskellige former for populisme. I sig selv er populisme hverken højre- eller venstreorienteret, men mange populister kombinerer deres populisme med en anden ideologi, som kan være højreorienteret (betegnet højrepopulisme) eller venstreorienteret (betegnet venstrepopulisme). Ligeledes findes der eksempler på populistiske centrums- og bondepartier. Overordnet vil venstrepopulister, ifølge den hollandske politolog og populismeforsker Cas Mudde, forene deres populisme med en fortolkning af socialistiske eller lighedsorienterede tanker, og højrepopulister kombinerer den med en form for nationalisme. Venstrepopulister kan eksempelvis udnævne virksomhedsejere eller finanssektoren som folkets modstander. For højrepopulister kan modstanderen være personer, der ikke lever op til deres krav om homogenitet, eller personer de er politisk uenige med, eksempelvis i spørgsmål om nationens fremtid. Ifølge Mogens Herman Hansen er kløften mellem rig og fattig typisk en mærkesag for venstrepopulister, mens højrepopulister typisk er optaget af det nationale som modstand mod indvandring og mod overnationale institutioner som EU. For bevægelser som den italienske Femstjernebevægelse og det spanske Podemos har bekæmpelse af korruption hos eliten været en tredje mærkesag.

Idehistorikeren Mikkel Thorup har nævnt venstreradikal populisme, postideologisk populisme, markedspopulisme og nationalpopulisme som fire distinkte eksempler på moderne populistiske strømninger.
Ifølge Jan-Werner Müller er den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdoğan og den amerikanske præsident Donald Trump typiske eksempler på populister ved magten.
I sin fremstilling fra 2017 fremhævede Mogens Herman Hansen især højrepopulistiske strømninger i Europa. De bygger typisk på en nationalistisk udgave af populismen, hvor hovedforskellen går mellem folket på den ene side og udlændinge på den anden side. Ifølge Mogens Herman Hansen er partier som Front National i Frankrig, Fremskrittspartiet i Norge, Lov og Retfærdighed i Polen, UK Independence Party (Ukip) i Storbritannien, Sverigedemokraterna i Sverige, Alternative für Deutschland i Tyskland, Fidesz i Ungarn og Det Østrigske Frihedsparti moderne højrepopulistiske europæiske partier.
Venstrepopulismen kendes i nyere tid især fra Latinamerika, f.eks. personificeret ved præsidenterne Hugo Chávez i Venezuela og Evo Morales i Bolivia, men også i Europa findes partier som det spanske parti Podemos, der betegnes som venstrepopulistisk. Cas Mudde klassificerer bl.a. det tyske parti Die Linke og det græske parti SYRIZA (en forkortelse for "Koalitionen af Det Radikale Venstre") som populistiske, mens SYRIZA ifølge Mogens Herman Hansen ikke er et egentligt populistisk parti. Til gengæld er den italienske Femstjernebevægelse efter Hansens mening et klart eksempel på et venstrepopulistisk parti. De to politiske filosoffer argentineren Ernesto Laclau og belgieren Chantal Mouffe har i en række skrifter talt for at udvikle en særlig venstrepopulistisk strategi.
Populisme begrænser sig ikke til venstre- og højresiden i det politiske spektrum; også partier og personer, der normalt identificeres med den politiske midte, er blevet kategoriseret som populistiske. Det gælder blandt andet det spanske parti Ciudadanos. Den hollandske politolog Cas Mudde betegner dog Ciudadanos som et ikke-populistisk, men "anti-establishment"-parti. Det franske parti og den politiske bevægelse La République en marche! (LREM) - samt især grundlæggeren, Emmanuel Macron - er også beskrevet som populistisk af flere. Politologen Fabio Bordignon betegner Macron som en "anti-populistisk populist". Det italienske parti Femstjernebevægelsen (M5S) karakteriseres af bl.a. Mogens Herman Hansen som et venstrepopulistisk parti, men opfatter sig selv som en bevægelse, der ikke kan passes ind i det traditionelle højre-venstre-spektrum.
Demokratiforskeren Mogens Herman Hansen opstillede i 2017 en liste over populistiske europæiske partier, hvortil han henregnede følgende 14 partier:
Ud over disse europæiske partier udpegede Mogens Herman Hansen i 2017 også den daværende amerikanske præsident Donald Trump og hans tilhængere i det republikanske parti som populister, ligesom han karakteriserede den russiske præsident Putins støtteparti Forenet Rusland, den tyrkiske præsident Erdogan og flere latinamerikanske præsidenter som populister. Derimod var han uenig i, at partier som det græske Gyldent Daggry og det slovakiske Folkepartiet Vores Slovakiet kan karakteriseres som populistiske, idet et parti efter hans mening må være demokratisk for at kunne klassificeres som populistisk.
Medierne kan både formidle populistiske politikeres budskaber og selv anvende populistiske fremstillingsformer. I forskningen skelnes der derfor mellem populisme gennem medierne, hvor medierne giver plads til populistiske aktører, og populisme fra medierne, hvor medieindholdet selv fremstiller en modsætning mellem et angiveligt samlet folk og en elite.
En undersøgelse af et repræsentativt udsnit af 809 nederlandske borgere fandt en sammenhæng mellem populistiske holdninger og præferencer for medieindhold, der fremhæver modsætningen mellem folket og forskellige grupper, som fremstilles som ansvarlige for samfundets problemer. Undersøgelsen påviser en sammenhæng, men ikke, at medieindholdet i sig selv er årsag til de populistiske holdninger.
En anden undersøgelse, baseret på både medieindhold og paneldata fra Berlin, Paris, London og Zürich, fandt, at eksponering for populistiske budskaber i nyheder under visse betingelser hang sammen med en øget polarisering i holdninger til populisme. Resultaterne varierede mellem de undersøgte byområder og bør derfor ikke uden videre generaliseres til alle medier eller lande.