Historie

For alternative betydninger, se Historie (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Historie)

Historie betegner dels det, der er sket i fortiden, dels den videnskabelige undersøgelse, fortolkning og formidling af menneskers fortid. Historie kan dermed både betegne selve fortiden og den viden og de fortællinger, som mennesker skaber om den.

Der skelnes traditionelt mellem historisk tid og forhistorisk tid. Historisk tid er den del af fortiden, hvor der findes skriftlige kilder, mens forhistorisk tid betegner perioder, som ikke er belyst af skriftlige kilder. Grænsen mellem de to perioder varierer mellem forskellige områder. I Danmark sættes overgangen traditionelt omkring 1050, ved begyndelsen af middelalderen.

Forskningen i forhistorisk tid bygger i høj grad på arkæologi, som undersøger materielle levn og andre spor fra fortiden. Historikere arbejder især med skriftlige kilder, men i studiet af fortiden anvendes også arkæologiske og andre kildetyper.

Historiefaget undersøger blandt andet begivenheder, udviklingsforløb, samfund, menneskers handlinger og årsagssammenhænge i fortiden. Historie er hovedsageligt et humanistisk fagområde, men har også forbindelser til samfundsvidenskab og andre videnskabelige discipliner.

Historiefagets oprindelse

Herodot og Thukydid regnes normalt blandt de vigtigste grundlæggere af den græske historieskrivning. Herodot skrev i 400-tallet f.v.t. sit værk Historier, der omhandler konflikten mellem grækere og persere og begivenhederne omkring Perserkrigene. Værket regnes som det første større overleverede prosaværk inden for den vestlige historieskrivning, og Herodot er siden Cicero blevet kaldt »historiens fader«.

Thukydid skrev om Den Peloponnesiske Krig mellem Athen og Sparta 431-404 f.v.t. Hans værk adskiller sig fra Herodots ved sin stærke vægt på politiske og militære forhold samt på årsager, magtforhold og menneskelige motiver. Thukydid regnes derfor ofte som en af grundlæggerne af den kritisk-analytiske og videnskabelige historieskrivning.

Herodots historieskrivning var fortsat præget af den antikke verdens religiøse forestillinger, og guderne spiller en rolle i hans forklaringer af begivenheder. Thukydid lagde derimod større vægt på menneskelige handlinger, politiske interesser og årsagssammenhænge. Forskellen mellem de to historikere blev derfor vigtig for den senere udvikling af den vestlige historieskrivning.

Etymologi

Ordet historie stammer fra oldgræsk ἱστορία (historía), der oprindeligt betød "undersøgelse" eller "viden opnået gennem undersøgelse". Ordet er afledt af ἵστωρ (hístōr), der blandt andet betød "den, der ved" eller "kyndig".

Det græske ἱστορία blev optaget som låneord i klassisk latin som historia, hvor betydningen efterhånden også omfattede en fremstilling eller fortælling om begivenheder. Herfra blev ordet videreført til en række europæiske sprog, blandt andet gennem latin og senere fransk histoire til engelsk history.

Grundlæggelsen og udviklingen af det moderne historiefag

Det moderne historiefag udviklede sig gradvist gennem 1700-tallet og 1800-tallet, men blev især i løbet af 1800-tallet etableret som en akademisk og professionel videnskabelig disciplin. Udviklingen hang sammen med oprettelsen af universitetsuddannelser, forskningsmiljøer og videnskabelige tidsskrifter samt med udviklingen af mere systematiske metoder til undersøgelse af historiske kilder.

Leopold von Ranke regnes som en af de vigtigste skikkelser i denne udvikling. Han arbejdede med systematisk anvendelse og kritik af historiske kilder og fik gennem sin undervisning ved Universitetet i Berlin stor betydning for uddannelsen af en ny generation af historikere. Fra 1830'erne arbejdede hans studerende blandt andet med kildekritiske øvelser, og Ranke-skolens arbejdsformer fik senere stor indflydelse på den moderne historiske disciplin.

Den historiske kildekritik blev udviklet i begyndelsen af 1800-tallet, hvor de tyske historikere Barthold Georg Niebuhr og Leopold von Ranke regnes blandt de vigtigste grundlæggere. Kildekritikken indebærer blandt andet en systematisk vurdering af kilders oprindelse, troværdighed og anvendelighed i forbindelse med undersøgelser af fortiden.

I Danmark fik den kildekritiske historieforskning især betydning gennem Caspar Paludan-Müller og senere Kristian Erslev. Paludan-Müller var påvirket af den tyske historisme og anvendte kildekritiske principper i sine historiske undersøgelser. Hans elev Kristian Erslev videreudviklede den kildekritiske metode og var med til at organisere dansk historie som en moderne fagvidenskab omkring år 1900.

Historiefagets udvikling

I lang tid var politisk historie en central retning inden for historieforskningen. Fokus lå især på stater, politiske institutioner, krige og betydningsfulde personer. Allerede i slutningen af 1800-tallet begyndte dette fokus imidlertid at blive udvidet, og historikere interesserede sig i stigende grad for økonomiske, sociale og kulturelle forhold. I begyndelsen af 1900-tallet voksede blandt andet økonomisk historie og socialhistorie frem som tydelige retninger ved siden af den politiske historie.Inga Floto. "Historie". Lex."Historien i 1900-t". Lex.

Socialhistorie beskæftiger sig med sociale forhold og strukturer, herunder befolkningsforhold, lokalsamfund, sociale grupper, klassestrukturer og sociale bevægelser. Retningen udviklede sig blandt andet i modsætning til den traditionelle politiske historie og inddrog i højere grad teorier og metoder fra samfundsvidenskaberne. Socialhistorien slog for alvor igennem fra 1960'erne, hvor nye forskningsområder som kvindehistorie, arbejderhistorie, historisk demografi og familiehistorie voksede frem.Steen Busck. "Socialhistorie". Lex.

Siden 1960'erne er historiefaget blevet yderligere udvidet. Historikere har i stigende grad undersøgt forskellige samfundsgruppers historie samt menneskers forestillinger, værdier og kulturelle praksisser. Historievidenskaben omfatter i dag blandt andet politisk historie, økonomisk historie, socialhistorie, kulturhistorie og mentalitetshistorie.Inga Floto. "Historie". Lex.

I anden halvdel af 1900-tallet blev historiefaget desuden påvirket af den sproglige vending og postmodernisme. Der kom større opmærksomhed på, hvordan historikere gennem sprog, begreber og fortælleformer fremstiller og fortolker fortiden. Historiske fremstillinger blev dermed også undersøgt med fokus på, hvordan valg af kilder, begreber og perspektiver påvirker fremstillingen.

En anden udvikling har været begrebshistorie, der undersøger, hvordan begreber ændrer betydning over tid og i sammenhæng med sociale, kulturelle og politiske forandringer. Den tyske historiker Reinhart Koselleck var en central skikkelse i udviklingen af den moderne begrebshistorie fra 1960'erne.Bertel Nygaard og Anne Engelst Nørgaard. "Begrebshistorie – hvad er det?". Lex.

Senere er blandt andet mikrohistorie blevet en betydningsfuld tilgang. Mikrohistorikere tager udgangspunkt i små og klart afgrænsede enheder, eksempelvis enkeltpersoner, institutioner, byer eller landsbyer, for gennem detaljerede undersøgelser at belyse større historiske og kulturelle sammenhænge.Michael Harbsmeier. "Mikrohistorie". Lex.

Historiefaget er således blevet stadig bredere. Hvor forskningen tidligere i høj grad koncentrerede sig om politiske begivenheder og staters historie, undersøges i dag en lang række sider af menneskers liv, samfund og kulturelle udvikling. Historieforskningen er samtidig blevet mere specialiseret og anvender perspektiver og metoder fra flere andre humanistiske og samfundsvidenskabelige fagområder.Inga Floto. "Historie". Lex.

Litteratur

Referencer