
Immun-checkpoints er proteiner, der regulerer immunforsvaret. Immun-checkpoints er membranproteiner, der udtrykkes på overfladen af antigen-præsenterende celler, på T-celler og på cancerceller. De hæmmende immun-checkpoints stopper immunsvaret ved at lukke aktiveringen af T-cellerne ned. De aktiverende immun-checkpoints er tilstede for at starte og vedligeholde at immunsvar.
De mest omtalte immun-checkpoints hæmmer eller dæmper immunsvaret; specielt bliver T-cellerne hæmmet af nogle immun-checkpoints. Ved at forhindre at immunsystemet angriber kroppens celler i flæng, er immun-checkpoints et regulatorisk system af altafgørende betydning for et afbalanceret immunsvar og dermed for kroppens homeostase og for selv-tolerancen.
Checkpoint-blokering med monoklonale antistoffer rettet specifikt mod immun-checkpoints er under udvikling til vigtige behandlingsmetoder mod kræft.
James P. Allison og Tasuku Honjo fik i 2018 Nobelprisen i Fysiologi eller Medicin for de grundlæggende videnskabelige opdagelser om relationen mellem immun-checkpoints og cancer.
Udtryk af hæmmende immun-checkpoints på overfladen af cancerceller betyder, at de kan undgå angreb af immunsystemet. De hæmmende immun-checkpoints er dermed en vigtig faktor for at cancerceller kan vokse og dele sig til livstruende tumorer.
Hæmning af immun-checkpoints er blevet et mål for cancer-immunterapi. FDA har godkendt nogle checkpoint-hæmmere, der blokkerer immun-checkpoints CTLA4, PD-1 og PD-L1.
Efter deres biokemiske slægtskab kan immun-checkpoints henføres til nogle store superfamilier af molekyler.