Intendantur

Intendanter i Frankrig

Betegnelsen intendant har også haft en bredere civil betydning, navnlig uden for Danmark, hvor den har kunnet betegne lederen af en offentlig institution eller af en del af statens husholdning. I Frankrig var intendanterne i det 17. og 18. århundrede blandt den enevældige regerings vigtigste lokale embedsmænd og havde især ansvar for finanser og erhvervspolitik. De var overvejende borgerlige jurister, og intendantembederne fik særlig betydning under og efter Richelieu og blev afskaffet i 1791.

Tidlig udvikling og kommissariatvæsen

Den stående hærs oprettelse i Danmark i det 17. århundrede medførte en stærkere centralisering af forplejningstjenesten både i freds- og krigstid, som regel under en generalkrigskommissær. Under krigen 1657–58 blev der afprøvet en ordning, hvor generalkommissærerne forblev i København, mens delegerede blev udsendt til henholdsvis felthæren og de enkelte provinser. Ved indførelsen af enevælden og det kollegiale regeringssystem i 1660 blev der med oprettelsen af Krigskollegiet etableret et særligt organ til ledelsen af hærens økonomi og forplejning, Kommissariatet, under en generalkrigskommissær.

I 1674 udskilte Griffenfeld, med henblik på at svække de militære kredse, administrationen af de økonomiske anliggender fra kollegiet og henlagde den under tre civile embedsmænd med titel af generalkommissærer. Organisationen gennemgik derefter en længere udvikling, inden den fandt en mere fast form. I 1712 blev land- og søetatens generalkommissariater, som i perioder havde været forenede, definitivt adskilt. Gennem det følgende århundrede blev organisationen ændret flere gange og samtidig underkastet forskellige navneændringer, indtil kollegiet i 1808 fik betegnelsen Generalkommissariatskollegiet.

I 1810 blev hærens forsyning med naturalforplejning udskilt fra kollegiet og henlagt under den i 1808 oprettede Generalstab, hvor den blev administreret af generalkvartermesteren. Denne ordning bestod gennem resten af enevælden.

Ved de enkelte afdelinger blev det egentlige regnskabsvæsen fra 1711 varetaget af regimentskvartermestre, der fra 1842 benævntes regnskabsførere og havde rang som premierløjtnanter. De kunne være tidligere officerer, i sjældnere tilfælde komme fra det civile liv eller være jurister, der samtidig fungerede som regimentsauditører. I 1711 blev der desuden oprettet regimentskasser, hvortil regimentschefen, majoren og generalkvartermesteren samt fra 1717 også oberstløjtnanten havde nøgle. De var i fællesskab ansvarlige for kassen. Fra 1795 udtrådte regimentschefen af kassekommissionen, men bevarede det overordnede tilsyn med regimentets kasseforvaltning og ansvaret for munderingsøkonomien. Denne blev fra 1763 administreret af en forretnings- og regnskabsførende munderingskommission, mens bedømmelse og kontrol blev varetaget af en armatur- og munderingskommission.

Når hæren eller dele af den blev sat på feltfod, oprettedes et feltkommissariat ved hovedkvarteret. Det kunne bestyres af deputerede, eksempelvis i perioder af Store Nordiske Krig af "Generalkommissariatets Deputerede paa Rejse", eller af en ordonnateur, således som i 1814 og under det danske kontingents ophold i Frankrig. Hvis hovedkvarteret blev flyttet fra København, skulle krigskassen, der blev bestyret af en deputeret, følge med.

Armeens Intendantur

Ved Krigsministeriets oprettelse i marts 1848 blev en af ministeriets afdelinger benævnt "Armeens Intendantur". Den stod ligesom det tidligere Kommissariat i umiddelbar forbindelse med troppeafdelingerne og blev ledet af en generalintendant. Under intendanturen hørte bl.a. transportvæsenet, lønningsvæsenet og indkvarteringen. Munderingsvæsenet lå indtil 1856 under Direktionen for Armeens Materiel, mens naturalforplejningsvæsenet indledningsvis fortsat hørte under generalkvartermesteren, men allerede sidst i 1848 blev henlagt til Armeens Intendantur.

Ved afdelingerne blev årsregnskaber i 1855 afløst af månedsregnskaber, og i 1859 blev det egentlige pengeregnskab, der hidtil havde været ført ved underafdelingerne, overført til regnskabsførerne. Disse fik fra 1860 betegnelsen intendanter. Samme år blev munderingskommissionen ophævet, mens armatur- og munderingskommissionen blev erstattet af en besigtigelseskommission. Kassekommissionen blev ophævet i 1863, hvorefter afdelingernes samlede økonomisk-administrative tjeneste blev varetaget af intendanterne under afdelingschefernes tilsyn.

Under krigene 1848–50 og 1864 fulgte en korpsintendant med overkommandoen. Under denne sorterede gagering, naturalforplejning, beklædning, indkvartering, feltlazaretter og kørselsvæsen. Da kun lidt eller intet var forberedt i fredstid, medførte organiseringen betydelige vanskeligheder under krigene.

Hærens Forplejningskorps og Forsvarets Intendanturkorps

I 1868 blev intendanturen reorganiseret på en måde, der principielt skulle kunne fungere både i fred og krig og navnlig muliggøre en hurtig overgang fra freds- til krigsfod. Armeens Intendantur blev udskilt fra Krigsministeriet, og Hærens Forplejningskorps blev oprettet direkte under ministeriet. Korpsets chef var generalintendanten. Efter senere organisationsændringer omfattede korpset efter hærloven af 1909 blandt embedsmændene fire stabsintendanter, 16 overintendanter og 36 intendanter; blandt de faste underintendanter ni stabssergenter, 15 oversergenter og 36 sergenter; samt værnepligtige reserveintendanter, forplejningsassistenter, korporaler, underkorporaler og menige, hvoraf der årligt blev uddannet 50 mand.

Personellet var fordelt mellem korpsets stab og skole, Materielintendanturen, Krigsministeriet, de overordnede kommandomyndigheder og samtlige hærens afdelinger. Under fredsforhold var generalintendantens funktion hovedsageligt rådgivende og tilsynsførende; han skulle desuden føre tilsyn med personellets uddannelse og forberede mobiliseringen. Ved mobilisering overtog han som arméintendant den direkte forsyning af hæren med både naturalforplejning og munderingssager.

I 1951 blev Forsvarets Intendanturkorps (FIK) oprettet i forbindelse med nedlæggelsen af Forplejningskorpset og overtog en del af dettes opgaver. Korpset stod bl.a. for forplejning og uniformer til hærens afdelinger, og dets faglige personale blev benævnt intendanter. FIK blev nedlagt i 1973, hvorefter dets opgaver blev overtaget af Forsvarets Materielintendantur og Hærens Materielkommando. Uddannelsen til intendant ophørte endeligt i 1993.

Søværnets intendantur

Søværnet havde ligeledes sin egen intendantur. I den organisation, der blev beskrevet i begyndelsen af det 20. århundrede, bestod Søværnets Intendanturkorps af en stabsintendant som chef, to overintendanter, otte intendanter, intendanturassistenter, underintendanter, tre af henholdsvis 1., 2. og 3. klasse, samt intendanturoverkonstabler og intendanturkonstabler.

Norge

I Norge var intendanturforretningerne indtil 1825 forenet med generalauditørembedet. Ved kongelig resolution af 24. september 1825 blev de udskilt, og der blev ansat en særskilt arméintendant med en depotforvalter under sig. I 1832 blev der ansat en inspektør for de militære værksteder, og i 1853 fik hver brigade en brigadeintendant. Intendanturen blev i 1889 organiseret militært og samtidig betydeligt udvidet. Yderligere udvidelser fandt sted senere, heriblandt i 1918.

Den norske intendantur blev ledet af en generalintendant med obersts rang. Direkte under denne stod en generalintendantur bestående af to afdelingschefer, henholdsvis en oberstløjtnant og en major, fire kontorchefer med kaptajns rang, to premierløjtnanter, hvoraf den ene var generalintendantens adjudant, samt 11 underofficerer. Hertil kom forvalteren ved hærens munderingsmagasin, der havde rang af major eller kaptajn, inspektøren ved de militære værksteder, som var civil embedsmand, samt forvaltere ved proviant- og fouragemagasinerne, der dels var pensionerede officerer og dels civile.

Intendanturen omfattede desuden seks distriktsintendanter, én for hvert divisionsdistrikt, samt en intendant for de tekniske virksomheder. Disse havde majors rang og hver en premierløjtnant som adjudant. Seks forplejningskompagnichefer med premierløjtnants rang var underlagt distriktsintendanterne, og en del af intendanturens proviant- og fouragemagasiner sorterede ligeledes under disse. Ved hvert regiment var ansat en regimentsintendant med kaptajns rang og ved hver bataljon en kvartermester blandt underofficererne. Disse varetog intendanturforretningerne ved deres respektive enheder og var samtidig befalingsmænd af det pågældende våben.

De fleste fastansatte norske officerer i intendanturen havde gennemgået Krigsskolens tre klasser. Det udskrevne intendanturpersonel gjorde tjeneste ved forplejningskompagnierne og modtog sin første uddannelse dér; en del blev udtaget som officersaspiranter og gennemgik efterfølgende særlige kurser med henblik på tjeneste som udskrevne, ulønnede intendanturofficerer. Under den norske intendantur hørte hærens forsyning med proviant, fourage, beklædning, udrustning og lejrmateriel samt hærens regnskabsvæsen. Marinen havde sin egen intendantur.

Sverige

I den svenske hær omfattede intendanturen forvaltningen og husholdningen ved tropperne. Intendanturforretningerne omfattede de spørgsmål, der vedrørte troppernes materiel og underhold, mens pengesager hørte under det særskilte kassevæsen. Den øverste ledelse lå hos Arméförvaltningens intendentsdepartement under en generalintendant. Departementet arbejdede gennem en udrustningsbureau, en underholdsbureau og en civilbureau, hvor der var ansat både tjenestemænd fra intendanturkåren og fra Arméförvaltningens civile personale.

På det næste niveau varetog arméfordelingschefen intendantursagerne med bistand fra en fordelingsintendant ved arméfordelingsstabens intendanturafdeling. Ved regimenterne blev sagerne behandlet af regimentschefen med bistand fra en regimentsintendant, der samtidig på eget ansvar varetog kasseforretningerne. I felten stod intendanturen under en generalintendant, der med det nødvendige antal intendanturtjenestemænd sørgede for hærens forplejning og kasse- og regnskabsvæsen og var direkte underlagt den øverstbefalende. Ved hver underordnet højere stab fandtes tilsvarende en særlig intendantur under en intendanturtjenestemand efter i hovedsagen samme organisation som i fredstid.