Intern medicin er et lægeligt speciale og fagområde inden for lægevidenskaben, der fokuserer på den ikke-kirurgiske diagnose, behandling og forebyggelse af sygdomme, som påvirker de indre organer hos voksne. Specialet giver speciallægen kompetence til selvstændigt at varetage de mest almindeligt forekommende internmedicinske sygdomme. Læger, der specialiserer sig i dette felt, kaldes internister, og faget udgør sammen med kirurgi to hovedhjørnesten i universitetsundervisningen i lægevidenskab.
Fagområdet opstod først i Tyskland, hvor der i 1882 blev dannet et videnskabeligt selskab for intern medicin, og fagets udvikling er generelt gået hånd i hånd med oprettelsen af internmedicinske afdelinger på mange sygehuse.
I Danmark var intern medicin indtil specialereformen i 2003 et grundspeciale med en række grenspecialer under sig. I dag udgør hvert af disse grenspecialer sit eget grundspeciale, men alle har intern medicin som "fornavn", og de indgår alle i den såkaldte "intern medicinske funktionsmodel" med en "common trunk", der består i en fælles grunduddannelse i starten af hoveduddannelsen. Et centralt formål med denne fælles model var, at alle internmedicinske speciallæger skulle kunne varetage det internmedicinske akutte beredskab på de funktionsbærende enheder. Fagets subspecialer omfatter i dag endokrinologi, gastroenterologi og hepatologi, geriatri, hæmatologi, infektionsmedicin, kardiologi, lungemedicin, nefrologi samt reumatologi.
Intern medicin omfatter en meget stor gruppe sygdomme, og i 1900-tallet blev der udviklet et antal grenspecialer som fokuserer på sygdomme i bestemte organer.
I Danmark findes der i 2025 ni specialiseringer af intern medicin:
Dansk Selskab for Intern Medicin (DSIM) blev stiftet i 1916, og området var med på Den Almindelige Danske Lægeforeenings første list over lægelige specialer fra 1918. Intern medicin blev officielt anerkendt som et lægespeciale med indførelsen af lægeloven af 1934.