Kronisk Obstruktiv Lungesygdom

Kronisk Obstruktiv Lungesygdom
Klassifikation
Information
NavnKronisk Obstruktiv Lungesygdom
Medicinsk fagområdelungemedicin Rediger på Wikidata
Genetisk associationHLA-C, SCGB1A1, TGFB2, ANXA5, FTO, SFTPD, ANXA11, CHRNA3, EYA1, P2RX7, CDYL, ATP2C2, FAM13A, PLCE1, HYDIN, RNF150, RIN3, ASRGL1, SCLT1, PSORS1C1, JAKMIP3, FAM19A2 Rediger på Wikidata
SKSDJ44
ICD-10J44
ICD-9490,
492,
494,
496 Rediger på Wikidata
OMIM606963 Rediger på Wikidata
DiseasesDB2672 Rediger på Wikidata
MedlinePlus000091 Rediger på Wikidata
ICD-9-CM496,
490-496.99 Rediger på Wikidata
Patientpluschronic-obstructive-pulmonary-disease-pro Rediger på Wikidata
MeSHD029424 Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Kronisk obstruktiv lungesygdom (forkortet KOL, på engelsk: chronic obstructive lung disease, COLD), tidligere populært kaldet rygerlunger, er en samlebetegnelse for lungesygdomme med permanent luftvejsblokering (fra latin obstructio: tillukning), som ikke umiddelbart fuldt ud kan helbredes. Sygdommen er karakteriseret ved kroniske patologiske forandringer i luftvejene og lungeparenkymet, der fører til en nedsættelse af luftstrømningshastigheden som tegn på en almindeligvis progredierende obstruktiv ventilatorisk insufficiens. Tilstanden skyldes oftest en kombination af lungeemfysem (latin: emphysema pulmonum) og kronisk betændelse i bronkierne (kronisk bronkitis). Betegnelsen "rygerlunger" har været anvendt populært for at fokusere på tobak som den altovervejende ætiologiske faktor. Asthma bronchiale tilhører også de obstruktive lungesygdomme, men da obstruktionen her oftest er reversibel, henregnes astma normalt ikke til KOL.

Patologi og kliniske kendetegn

KOL er defineret ved permanente patologiske forandringer, hvor tillukningen af luftvejene skyldes betændelsesforandringer med fibrose og ardannelse i de små bronkioler. Disse bliver herved permanent forsnævret, hvilket øger modstanden i luftvejene og medfører et øget vejrtrækningsarbejde. Lungefunktionen nedsættes yderligere på grund af lungeemfysem, som patologisk-anatomisk karakteriseres ved en permanent udvidelse af luftrummene i lungernes respiratoriske dele (alveolerne) grundet destruktion af alveolevæggene, deres kapillærer og det elastiske væv. Kronisk bronkitis, der defineres som en tilstand med hoste og ekspektoration i mindst tre måneder i mindst to på hinanden følgende år (hvor anden årsag er udelukket), fører tilsvarende til fibrose og forsnævring af de små luftveje. Desuden medfører forandringerne en øget produktion af tyktflydende slim fra bronkiekirtlerne.

Klinisk kan den nedsatte luftstrømningshastighed i respirationsvejene måles ved peakflow eller spirometri. Ved spirometri konstateres en nedsættelse af det rumfang luft, der eksspireres i løbet af det første sekund (FEV1), mens det samlede eksspirerede volumen (FVC) er normalt eller nedsat. Definitorisk for KOL er, at ratioen mellem FEV1 og FVC skal være < 0,7. Blodprøver kan vise yderligere karakteristiske kendetegn ved sygdommen:

Symptomer og forløb

KOL giver typisk symptomer i form af åndenød, daglige hosteanfald og ekspektoration (slimophostning) af tyndtflydende opspyt. Forløbet af KOL er almindeligvis karakteriseret af en langsomt fremadskridende forværring af lungefunktionen med tiltagende åndenød og efterhånden udvikling af respirationsinsufficiens. Sygdommen giver desuden ofte anledning til akutte forværrelser (eksacerbationer) på grund af bakterielle luftvejsinfektioner, hvor symptomerne forværres akut med tiltagende åndenød og purulent ekspektoration.

Behandling

Sygdommen kan ikke fuldstændigt helbredes, men da der er en direkte sammenhæng mellem KOL og tobaksforbrug, indbefatter behandlingen en opfordring til rygeophør, hvilket kan bremse udviklingen af KOL. Den øvrige medicinske behandling og rehabilitering er symptomatisk med det formål at mindske symptomerne; herunder at afhjælpe åndenøden, lette hosten og ekspektorationen samt behandle infektioner. Fra 2005 til 2010 oplevede man i Danmark en stigende omsætning på lægemidler, der fortrinsvis blev brugt til at behandle KOL.

I den stabile fase af KOL gives som regel bronkodilatatorer (som inhalationsaerosol eller -pulver), kortikosteroider, lungefysioterapi samt eventuelt iltbehandling som langtidsbehandling i hjemmet. Ved akutte eksacerbationer er behandlingsmålet at korrigere livstruende hypoksi, mindske luftvejsobstruktionen samt behandle infektioner og eventuel hjerteinsufficiens. Under indlæggelse igangsættes der iltbehandling under kontrol af iltindholdet i arterieblodet, og der gives inhalation på maske af bronkiedilaterende midler, kortikosteroider, antibiotika, diuretika og eventuelt respiratorbehandling.

Udbredelse

KOL er en udbredt folkesygdom og en hyppigt forekommende indlæggelsesårsag. Det anslås, at 320.000 danskere har KOL, hvoraf hele 160.000 tilfælde er uopdagede. På landsplan registreredes der i 2011 omkring 30.000 indlæggelser relateret til sygdommen.

I Danmark dør mere end 3.500-3.600 mennesker årligt af KOL, og ifølge WHO dør mere end 2,5 millioner mennesker (ud af en global befolkning på cirka 7 milliarder) årligt på verdensplan som følge af sygdommen.

Referencer

  1. 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 Levin, Klaus; Nørgaard, Jan Rytter (2015). "KOL". I Toft, Martin (red.). Medicinske fagudtryk: en klinisk ordbog med kommentarer (4 udgave). København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. s. 414-15. ISBN 9788717042056. OCLC 901512451.
  2. 1 2 3 4 KOL - Lægehåndbogen - Sundhed.dk
  3. ↑ Sygdomslære (Munksgaard) (3. udgave)
  4. ↑ "Lægemiddelstyrelsens forbrugsanalyse af stigende omsætning af medicin til behandling af kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL)" (PDF). Arkiveret fra originalen (PDF) 19. september 2016. Hentet 19. september 2016.
  5. ↑ Mange ignorere symptomer på KOL - Sundhedsstyrelsen
  6. ↑ Nye befolkningstal: Vi bliver stadig flere i Danmark - Information, d. 1. maj 2014 kl. 11:55 - Opdateret 1. maj 2014 kl. 12:15
  7. ↑ Folketal - Danmarks Statistik
  8. ↑ Nu er vi syv milliarder mennesker på jorden - Videnskab.dk
  9. ↑ Real-time statistik over verdens befolkning på worldometers.info

Eksterne henvisninger

Spire
Denne artikel om sygdom er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.